I morges var det 35 år siden, at der faldt bomber over lufthavnen i Port Stanley på Falklandsøerne. De fleste af vores læsere kender nok baggrunden, og nogle af os er gamle nok til at huske det: 2. april invaderede Argentina de britiske Falklandsøer i Sydatlanten, og premierminister Margaret Thatcher mobiliserede det britiske imperiums styrker. Det, der var tænkt som en storslået demonstration af et argentinsk militærdiktaturs styrke, endte i et nederlag der en sidste gang demonstrerede, at der er grænser for, hvad man byder et af verdens fredelige demokratier.

En stor del af baggrunden var, at Argentina led en dyb økonomisk krise og militærdiktaturet, der havde været ved magten siden 1976, var voldsomt upopulært. Ledelsen var blevet udskiftet den foregående december og General Leopoldo Galtieri, der stod i spidsen for en tremands-junta, besluttede at en hurtig krig ville være en effektiv måde at samle befolkningen om en fælles sag. Argentinerne havde allerede i midten af marts sendt en føler ud ved at plante det argentinske flag på South Georgia og briterne havde sendt tre ubåde og et transportskib afsted. Da invasionen skete den 2. april holdt den britiske regering et krisemøde, og parlamentet godkendte dagen efter beslutningen om at sende en task force til Falklandsøerne. 5. april sejlede to hangarskibsgrupper ud fra Portsmouth og i ugerne, der fulgte, satte briterne resten af kampgruppen sammen og skibede den afsted.

Falklandskrigen huskes i dag som en rungende sejr for det britiske militær, og som baggrunden for Thatchers klare valgsejr året efter. En af de meste bemærkelsesværdige faktorer, der stadig skiller fårene fra bukkene og karakteriserer verdens mest velfungerende lande som helhed, glemmes i stedet ofte. Den blev demonstreret i morges for 35 år siden, da briterne gennemførte Operation Black Buck. Operationen, der blev udført med base på den lille, britiske vulkanø Ascension midtvejs mellem Vestafrika og Brasilien, var et logistisk mesterværk (se f.eks. her).

En af briternes store hovedpiner var, at Argentinas militær var udstyret med nye, franskproducerede jagerfly. Det blev derfor tidligt en hovedprioritet for briterne at begrænse det argentinske flyvevåbens operative muligheder over Falklandsøerne. Man indså, at det mest effektive træk ville være at bombe landingsbanen ved lufthavnen i Port Stanley. Spørgsmålet var blot, hvordan man kunne sende bombefly halvvejs rund om kloden. Argentinerne havde naturligvis indset det samme dilemma og følte sig derfor sikre på, at der ingen reel fare var.

Briterne valgte at mobilisere og ombygge tre Vulcan bombefly, der var bygget i 1960 til at bære atomvåben til gengældelsesangreb på Sovjetunionen, men var udstyret med nyere motorer end de første fly. Flyene skulle egentlig dekommissioneres, men RAF besluttede at sende de aldrende skønheder på en sidste tur. I løbet af ganske få dage havde man en plan og begyndte at ombygge de tre Vulcans til at bære konventionelle våben. Briterne måtte også løse et ekstra problem: Flyenes system til at blive tanket i luften var blevet demonteret og måtte genopbygges. Historien er som taget ud af en film, da man manglede kernekomponenter, og endte med at finde en af dem i en messe, hvor den blev brugt som askebæger. Flyene var dermed klar og deres omhyggeligt udvalgte crews begyndte at træne den ekstremt vanskelige manøvre det er at tanke i luften. Uden den evne var det umuligt at flyve blot en brøkdel af vejen til Sydatlanten.

Det virkeligt mesterlige element var måden, de kom til Falklandsøerne. De britiske logistikere udtænkte en plan, hvor 11 Victor tankfly blev sendt afsted med en enkelt Vulcan. De tankede bombeflyet fire gange undervejs til Port Stanley, og en enkelt gang på vejen tilbage, men tankede også hinanden så det sidste fly kunne blive hos Vulcanen længe nok. På papir lignede planen noget, der kunne være udtænkt af Storm P, men i praksis fik man 50-erteknologi til at udføre en mission, ingen havde forestillet sig da flyene blev bygget.

Sent om aftenen den 30. marts lettede to Vulcans fra Ascension, fulgt af Victor-tankerne. Det første fly måtte vende om pga. at forruden viste sig at være utæt, og det blev derfor reserveflyet, ledt af Flight Lieutenant Martin Withers, der pegede næsen mod krigszonen. Withers og hans crew – Peter Taylor, Bob Wright, Gordon Graham og Hugh Prior – beredte sig på at dø i Atlanterhavet, da deres beregninger – udført på en billig lommeregner, da Vulcanens computer i Withers ord bestod af ”pulleys and bits of string” – viste, at de fire Olympus-motorer brugte mere jetfuel end man havde regnet med. Men som Withers på den meste britiske måde fortalte sin crew: ”Looks like we’ve got a job of work.”

Da Withers nærmede sig Falklandsøerne, lagde han Vulcanen så lavt som muligt for at flyve under den argentinske radar. For at udføre angrebet blev han dog nødt til at øge flyvehøjden for at kunne komme over øens høje og lave en effektiv indflyvning mod målet. Da han trak sit fly op, tænkte han ”this isn’t cricket” – at bombe folk, der ingen anelse havde om at der var et angreb på vej. Det samme tænkte mange dagen efter, da ubåden HMS Conqueror sænkede den argentinske krydser General Belgrano og mere end 300 argentinere døde.

Withers mente dog, at angrebet var nødvendigt og om morgenen den 1. maj åbnede Vulcanen sine bombedøre og lod 20 bomber falde over Port Stanley. En af dem ramte midt på landingsbanen og efterlod et krater, som ikke blot tog argentinerne flere dage at reparere, men gjorde meget mere. Og da Withers trak flyet et en stor bue over øerne, sendte han kodeordet ”superfuse.” På Ascension bredte jublen sig, og meddelelsen blev øjeblikkeligt givet videre til London. Den britiske crew i Sydatlanten havde dog stadig en opgave tilbage: Deres advarselssystemer lyste op, da argentinerne øjeblikkeligt scramblede deres forsvar for at skyde flyet ned. Med brug af dybt gammeldags forsvarssystemer og behændig flyvning kom flyet dog tilbage til Ascension efter at have mødt en ventende Victor tanker i absolut sidste øjeblik.

Argentina opgav at operere dets tunge, franske jagerfly fra Port Stanley efter angrebet, og RAF gennemførte tre yderligere Black Buck-missioner i løbet af den korte krig. Selvom det stadig diskuteres, var en af de vigtigste konsekvenser dog rent psykologisk. Den argentinske militærledelse havde ikke forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at angribe lufthavnen, men RAF gennemførte en 16 timer lang mission over 12.600 kilometer og slog dermed fast, at geografi ikke var et uoverstigeligt problem. Operation Black Buck for 35 år siden illustrerede derfor en af de væsentligste forskelle på et latinamerikansk mellemindkomstland med militærdiktatur og et nordeuropæisk demokrati.

Mens Argentina havde moderne fly, moderne våben og talstærke militærstyrker uden mange begrænsninger, havde Storbritannien fremragende institutioner, der viste sig bemærkelsesværdigt fleksible, og folk med samarbejdsevner, der mere end opvejede de ulemper, et deltavinget bombefly designet i 50erne var. 14. juni overgav Brigadegeneral Mario Menéndez sig sammen med de resterende argentinske styrker, i oktober det følgende år genindførte Argentina demokrati gennem frie valg og militæret er aldrig kommet sig over det enorme prestigetab, som Falklandskrigen var. Om det var sket alligevel kan man diskutere, men Argentina var et af de første af de latinamerikanske militærdiktaturer, der faldt. I løbet af de følgende år opgav styrerne i Brasilien, Chile, El Salvador, Panama og Paraguay, og skabte det kaotiske, men demokratiske Latinamerika vi kender i dag. For mig, helt personligt og ganske idiosynkratisk, står et smukt, deltavinget fly som et symbol på alt det.