Som mange af punditokraternes læsere ved, har jeg i år lagt ganske meget tid i udviklingen af en større database sammen med min kollega Martin Rode fra Universidad de Navarra i Pamplona. Har man først fingrene tilstrækkeligt dybt nede i den empiriske bolledej, ser man ofte ting som man ellers næppe havde lagt mærke til. En af de ting, der blev klare da jeg sidste sommer viste databasens transitionsmatrix for mine studerende i Heidelberg, var at demokratiseringer ikke altid er tilfældige.

Før halvdelen af læserne står af, betyder det fine, tekniske ord ’transitionsmatrix’ blot, atman laver en oversigt over ændringer i landes regimetype over tid. Langt de fleste år-til-år ændringer er nuller – Danmark har således været helt præcist samme slags demokrati siden grundlovsændringen i 1953. Men når man som Martin og jeg kan følge regimeændringer i 208 lande siden 1950, er der ganske mange, der ændrer sig.

Og observationen, som flere af mine studerende spurgte ind til, var at når diktaturer demokratiserer, er der en meget tydelig forskel. Civile autokratier – dvs. ikke-demokratiske regimer hvor regeringslederen og -toppen ikke har militær rang eller status, bliver til alle mulige former for demokratier, mens militærdiktaturer praktisk taget altid bliver til præsidentielle demokratier. De få, der ikke bliver det, kan i praksis ikke blive præsidentielle, da de som Thailand af tre omgange allerede er monarkier. Har man en monark, giver det ingen mening at indføre en præsident, da monarken per definition er statsoverhoved. Spørgsmålet, som jeg havde flere gode diskussioner om med min brasilianske studerende Marina Rapp, er hvorfor militærdiktaturerne ser ud til at vælge én bestemt form for demokratiske institutioner.

Det spørgsmål er endt med at blive mit første egentligt teoretiske papir i årevis. Papiret er, efter at jeg har præsenteret det flere gange og modtaget kommentarer, nu ude som IFN Working Paper no. 1194 og kan læses her. Og argumentet er egentlig ganske enkelt: Ethvert diktatur må have støtte fra et eller andet segment af samfundet. Militærdiktaturer er direkte støttede af militæret, og har derfor også et primært incitament til at støtte militæret, mens civile autokratier må søge støtte blandt civile interesser. Begge typer er også nødt til at støtte den modsatte interesse til en vis grad for at undgå kupforsøg. Men støtten og de ressourcer, regimet bruger på undertrykkelse, kan blive for dyr i længden, og det kan blive for svært at undgå kupforsøg, hvilket kan gøre det attraktivt at indføre eller acceptere demokrati.

Gør man det, har enhver regering interesse i at beskytte sin primærstøtte mod at miste for meget. Hvad det betyder, er ret enkelt for militæret, men ikke særligt enkelt for civile interesser. De lider et Olsonsk koordinationsproblem, da de ikke alle har samme interesse og derfor må indgå en form for kompromis om deres ’fælles’ interesse.

Rent teoretisk viser det sig, at forskellige koordinationsproblemer – det er langt lettere for militæret at koordinere dets fælles interesser – kombineret med muligheden for at begå et kup, hvis det nye demokrati bliver meget fjendtligt imod de ’gamle’ autokratiske interesser – betyder at militærdiktaturer stærkt foretrækker demokratiske institutioner med stærke vetospillere. Pga. de civiles langt større diversitet og derfor sværere koordinationsproblemer, har de ikke på samme måde en interesse i en bestemt type politiske institutioner.

Det pudsige er, at når man først er gennem teorien, viser det sig at en række detaljer omkring 111 demokratiseringsepisoder siden 1950 også er konsistente med denne slags teoretisk mekanisme. Det er for eksempel sigende, at de fleste militærdiktaturer enten justerer forfatningen eller skriver en ny forfatning før demokratiseringen, og gør det uden at parlamentet involveres. De giver også præsidenten mere direkte indflydelse, men tillader ikke, at han kan regere udenom parlamentet. Demokratisering i civile autokratier udviser omvendt ingen af den slags systematiske træk, og ser ofte ganske tilfældige og uplanlagte ud, som Daniel Treisman forleden påpegede, er et almindeligt træk. Nu venter vi derfor kun på det næste eksempel på et militærdiktatur, der indfører demokrati for at se, om teorien også passer i detaljer på det eksempel.