International handel er vigtig: Den er en væsentlig kilde til langsigtet økonomisk vækst, produktivitetsfremskridt, øget individuel velfærd, og en vigtig mekanisme til at dele viden gennem. Selvom selve ideen om international handel og en international arbejdsdeling er under øget angreb i disse år – ikke blot den amerikanske præsident Trump, men også Frankrigs Emmanuel Macron og kræfter i EU-parlamentet har hentet protektionistiske idéer ud af gemmerne – er det store flertal i lande som Danmark, Sverige, Storbritannien og Tjekkiet stadig stærkt positive overfor handel. Det samme gælder stort set alle nationaløkonomer, der deler faglige indsigter der rækker tilbage til David Ricardos arbejde for 200 år siden. At påstå, at handel er økonomisk skadeligt, er fagligt på linje med at påstå, at mennesker og dyreliv ikke har udviklet sig gennem evolution.

Selvom alle typer er gavnlige, er handel dog ikke bare handel. Adam Smith og David Ricardo demonstrerede hvordan danskere for eksempel har gavn af at eksportere bacon til Panama for at importere kaffe derfra. Ifølge standardteori, ikke mindst Hecksher og Ohlins seminale model, er international handel såkaldt interindustriel: Man eksporterer varer fra én industri og importerer dem fra en anden. Dette syn har dog været stærkt udfordret siden en række økonomer sidst i 60erne opdagede, at en væsentlig del af rige landes handel ikke passer på dette mønster. Den er med andre ord intraindustriel – vi både eksporterer og importerer varer i den samme industri. Handel kan være intraindustriel på to måder.

For det første kan der være tale om, at Danmark eksporterer én type tøj, mens vi importerer en anden type. Den slags handel passer meget fint på moderne handelsteori (de såkaldte Lancaster- og Dixit-Stiglitz-modeller), der understreger hvordan nogle af velfærdseffekterne ved international handel kommer fra, at borgerne får flere varianter af varerne at vælge mellem. På det danske ølmarked kan man også se gevinster, idet Carlsberg-Tuborgs markedsledende status nu er udfordret af en række importerede varer. Det danske ølmarkeds udvikling er derfor et godt eksempel på den monopol-ødelæggende virkning af intraindustriel handel.

Den anden type intraindustriel handel kommer af, at virksomheders værdikæde er blevet mere international. Danske tekstilvirksomheder sender således klæde og design til Polen, hvor det bliver syet. Polske underleverandører eller datterselskaber sender derefter de færdige varer tilbage til Danmark, hvor det pakkes og markedsføres. Den første sending registreres som dansk eksport, mens den anden registreres som dansk import.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad dansk handel er inter- eller intraindustriel. I forbindelse med arbejde med mine kolleger Martin Rode (Universidad de Navarra) og Philipp Schröder (Aarhus Universitet) har jeg beregnet et mål for, hvor stor en del af et lands handel der er intraindustriel. Målet er en variant af Grubel og Lloyds oprindelige indeks, men simplere så det kan beregnes på langt mindre data. Grunden er, at vi skal bruge det i arbejde, der omfatter en række fattigere lande, hvor man ikke har videre præcise handelsdata tilbage i tid. Det er i princippet fordelt mellem 0 og 1, og lavere værdier indikerer en større andel af den samlede handel, der er intraindustriel. Målet kan således bruges til at illustrere, hvor dramatisk strukturen af dansk handel har ændret sig over de sidste cirka 40 år.

Figuren nedenfor illustrerer først forholdet ved at sammenligne vores Grubel-Lloyd-indeks for vestlige lande i 2010-2015. Det påfaldende er først, at Danmark sammen med Belgien og Holland har ekstremt lave Grubel-Lloyd-indeks, mens en gruppe bestående af ganske forskellige lande fra Singapore, Schweiz, Storbritannien og Tyskland til Rumænien kommer i anden række. Singapore er i og for sig ikke overraskende, da landet i høj grad er transithavn for en lang række meget forskellige varer. Det samme kan i et vist omfang være tilfældet for Belgien, Danmark og Holland, hvor havnene i Rotterdam og Antwerpen er blandt de største i verden, og Aarhus håndterer mest fragt i Skandinavien. Et slående forhold er dog, hvor store forskellene er i de vestlige lande. Steder som Island, Cypern og Norge har meget klassiske handelsmønstre, mens andre steder som Danmark har mønstre, der i langt større grad passer på moderne ’ny ny’ handelsteori. Breder man dataene ud, er det også tankevækkende at se, hvordan særligt to lande – Malaysia og Tunesien – har handelsmønstre der ligner avancerede, europæiske landes.

Nummer to figur illustrerer, hvordan vi er kommet dertil, ved at sammenligne Danmarks udvikling med gennemsnittet for vores nabolande, gennemsnittet for Sydeuropa (Frankrig, Grækenland, Italien og Spanien), og olielandet Norge. Som figuren viser, var dansk handel mindre intraindustriel end de fleste andre europæiske landes i 1970erne. Udviklingen accelererede dog fra først i 1980erne – stort set sammenfaldende med ed store ændringer i dansk økonomisk politik under Poul Schlüter – og vores handel er i dag blandt de meste intraindustrielle. Norges handel er gået i den stik modsatte retning i takt med at landet er blevet en ’almindelig’ ressourceøkonomi. Den sorte linje illustrerer således, hvor enorm en økonomisk transition Norge står overfor en gang i fremtiden, når olien mister betydning.

Er intraindustriel handel en konsekvens af økonomisk udvikling, er det en driver af udviklingen, eller er det bare noget, der sker i takt med at folks forbrugsmønstre ændrer sig? Svaret er nok lidt af hvert, men der mangler forskning på området. Det sikreste, man kan sige og som Martin, Philipp og jeg skriver om for tiden, er at både handelens konsekvenser for forhold som ulighed og særinteressers politiske reaktioner kan være fundamentalt anderledes, jo større en del af et lands handel er intraindustriel. Følger man med i ulighedsdebatten og hele lavinen af nonsens fra Trump- og Macron-tilhængere, er det værd at vide.