Hvorfor nogle lande undertrykker ytrings- og pressefriheden, mens andre ikke gør og nogle lande kun gør i begrænset omfang, er et af de store spørgsmål i statskundskab og politisk økonomi. Spørgsmålet er ikke kun af forskningsmæssig eller praktisk politisk betydning, men har også en fuldstændigt indlysende moralsk dimension.

Et først, klassisk svar, er at demokratier har større pressefrihed. Nogle forskere mener endda, at pressefrihed er en del af definitionen på demokrati – en såkaldt ’maksimal definition’ – så et land ikke kan være demokratisk uden at have et vist (udefineret) niveau af pressefrihed. Rent statistisk er svaret helt korrekt, men på ingen måde dækkende. Medmindre man ser pressefrihed som en del af definitionen på demokrati – og i det tilfælde an man slet ikke stille spørgsmålet – må man også notere, at der er ganske stor forskel på graden af pressefrihed på tværs af verdens demokratier. Demokrati er langt fra hele historien.

Ser man videre end blot demokrati, er der en indikation fra en lang række eksempler: Det ser ud som om adskillige lande med en maritim tradition har væsentligt bedre pressefrihed end andre lande. Storbritannien har været bannerfører for ytrings- og pressefrihed siden 1800-tallet og har en synlig maritim tradition, men det samme gælder også for Danmark og Norge, hvis handelsflåder håndterer tilsammen håndterer cirka lige så meget fragt som den britiske. I Mellemamerika er forskellen mellem de spansktalende nationer på fastlandet og de mindre, handelsintensive øer i Caribien også klar for enhver, der ved lidt om området.

Spørgsmålet i dag er derfor, om disse eksempler er udtryk for en mere generel sammenhæng: Har lande med en maritim tradition og større handelsflåder også bedre pressefrihed? Det giver vi en foreløbig test ved konkret at plotte størrelsen af handelsflåden per indbygger mod det måske meste brugte mål for pressefrihed. Figuren nedenfor illustrerer således sammenhængen i autokratier – de blå prikker – og demokratier – de orange prikker. Størrelsen af handelsflåden (per indbygger, data fra UNCTAD) er på x-aksen, mens tallene på y-aksen angiver Freedom House-målet for pressefrihed; begge akser er i logaritmer. Målet angiver vel at mærke fraværet af pressefrihed på en skala fra 0 til 100; Danmarks nuværende vurderinger 12 og blandt de laveste i verden.

Som figuren viser, er der en tydelig sammenhæng mellem størrelse på landes handelsflåder og deres grad af pressefrihed, når de er demokratiske. Mens korrelationen mellem de to er et næsten perfekt nul i autokratierne, er den -0,5 for demokratierne. Det er også klart at se, at de demokratier, der har de frieste medier, alle har væsentlige handelsflåder. En pudsig detalje er også, at det autokrati med den største grad af pressefrihed er Hong Kong: En tidligere britisk koloni med syv millioner indbyggere og en handelsflåde på 98 millioner tons – 2½ gange større end den danske.

Dagens post nærmer sig vores serie om Sjov med Statistik, fordi man umiddelbart kan spørge, hvad i alverden der kunne være af faktisk forhold mellem handelsflåder og pressefrihed. Tænker man videre, er der dog to logiske forklaringer på sammenhængen. For det første er der en sammenhæng mellem retsvæsenets kvalitet og pressefriheden (som dokumenteret her og her). Det kunne indikere, at det i virkeligheden er retsvæsenet, der er vigtigt, hvis store, private investeringer som f.eks. dem en væsentlig handelsflåde kræver, primært sker i lande med solid beskyttelse af den private ejendomsret. Det giver dataene endda en klar indikation af, da korrelationen mellem Heritage Foundations indeks for Rule of Law og handelsflådens størrelse er 0,6. Problemet her er dog, at korrelation er den samme for demokratier og autokratier, og dermed ikke giver samme mønster som i figuren ovenfor.

Den anden forklaring er mere simpel: At jo mere et lands borgere og industri oplever status i andre lande, jo mere kræver de selv af politikerne. Jo mere borgerne ved, at ’noget’ fungerer bedre i andre sammenlignelige lande, jo mere vil de kræve at landets politikere også sørger for at det fungerer i deres land, eller at politikerne i højere grad holder fingrene væk og lader ting fungere uden indblanding. For at den type mekanisme virker, kræver det blot én ting: At borgerne har faktisk indflydelse på politik, eller med andre ord, at lande er demokratisk. I dén slags mekanisme ligger også det kommunistiske diktatur Kinas udfordring med Hong Kong: I den tidligere britiske kronkoloni ved et overvældende flertal, hvad der er at miste. Gennem 70 år er velstand og viden flydt ind i Hong Kong gennem handel med resten af verden. I lande som Danmark og Storbritannien lagde politikerne sig allerede fladt ned i 1800-tallet og indrømmede, at de ikke kunne forhindre borgere i et handelsland at kræve det bedste fra resten af verden. Det var prisen, en politisk elite betalte for velstanden.