Hvad sker der politisk efter terrorangreb? Det spørgsmål er der en række forskningsstudier, der har undersøgt de senere år. Flere studier, inklusive et par af mine nye med Stefan Voigt (Uni Hamburg), har fundet belæg for, at der ikke blot indføres mere lovgivning direkte rettet mod terror, men også en række andre forhold. Det gælder ikke mindst, at en række regimer har indskrænket ytringsfriheden og givet staten større beføjelser udenfor nødsituationer. Det er et åbent spørgsmål – omend enkelte nye studier giver nye svar – om disse tiltag overhovedet har en virkning på terrortruslen.
Der kan for eksempel være en række utilsigtede konsekvenser af de politiske reaktioner på terror, ligesom politikere også kan bruge terrorbekæmpelse som påskud for at indføre andre typer politik, de ikke under almindelige omstændigheder kan snige forbi vælgerne eller andre partier. Ved den lige overståede PEDD-konference i Münster gav Daniel Meierrieks fra WZB i Berlin et eksempel på dette problem.
Meierrieks har sammen med Friedrich Schneider (Uni Linz) undersøgt, om terrorisme fører til ændringer i et lands handelspolitik. Deres ærinder er ikke at se, om terrorisme påvirker landes handel med hinanden, men derimod at se efter politiske reaktion. Og deres resultater er ret entydige: Flere terrorangreb fører til højere handelsbarrierer.
Spørgsmålet er derfor, hvorfor terrorangreb fører til højere faktiske barrierer for international handel? Det er et spørgsmål, Meierrieks og Schneider ikke kan svare direkte på. De kan blot notere, at der er en række muligheder. For det første er der muligheden, at en terrortrussel bliver opfattet som en ekstra omkostning ved at handle med et land, da der er en (meget lille) risiko for at ens varer eller ansatte bliver fanget i terroren. For det andet er det en mulighed, at virksomheder i landet bruger flere ressourcer på at checke importvarer, hvilket også vil udgøre en form for teknisk handelsbarriere. Og for det tredje kan man politisk have indført strammere regulering af handlede varer, hvilket i sig selv er en teknisk handelsbarriere, der ofte er ganske effektiv.
Det er som sagt dog også en mulighed, at politikere misbruger situationer som terrorangreb til at gennemføre særinteressepolitik. Begivenheder som terrorangreb er ideelle til at snige politik under radaren, når alle andres opmærksomhed – ofte inklusive oppositionspolitikeres – er fast rettet mod et andet sted. Derfor rejser Meierrieks og Schneider således også spørgsmålet, om den øgede protektionisme simpelthen er et udtryk for almindelig særinteressepolitik, der sniges igennem under ualmindelige omstændigheder. Hvis det er forklaringen, er det ekstra spørgsmål, om oppositionen og vælgerne vælger at være ukritiske, når der ser ud til at være trusler mod staten?