Punditokraternes julelæsning (2)

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning – og måske til gaver til læsende venner og familie. Vores første forslag var Dennis Rasmussens fremragende bog om venskabet mellem David Hume og Adam Smith. Nummer to i serien har anderledes aktualitet, og er langt billigere. Vi anbefaler nemlig, at punditokraternes læsere bruger tid på at læse Christopher Snowdons tre år gamle Killjoys: A Critique of Paternalism, som endda kan downloades gratis.

Bogen blev udgivet i 2017 af det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London, der er en af Storbritanniens ældste og mest indflydelsesrige tænketanke.* Christopher står i spidsen for IEAs indsatser omkring ’lifestyle economics’, og har været en stærk og velargumenteret kritiker af paternalistisk politik og ’nudging’ i lang tid. Killjoys opsummerer hans kritik af politik rettet mod forbrug af sukker, alkohol, cigaretter osv.

Christopher pointerer allerførst, at disse politikker bryder med John Stuart Mills princip om, at folk bør være frie til at gøre hvad de vil og mener er bedst for dem, så længe de ikke skader andre mennesker. Det åbenbare princip bag livsstilspolitik er derimod, at almindelige mennesker er så irrationelle, at de ikke kan finde ud af at tage de beslutninger, der er bedst for dem. Idéen er derfor, at politikere må overtage styringen af folks private livsbeslutninger, fordi de – eller deres eksperter – ved bedre.

Killjoys er en tour de force igennem de ofte absurde påstande, faktuelle fejl og rendyrkede nonsens, der bruges til at retfærdiggøre livsstilsindgreb og -politik. Det gælder ikke mindst den sundhedspaternalisme, som i stigende grad er blevet populær blandt mange politikere på begge fløje. Mange af de samme argumenter gælder også for det politiske respons mod den nye coronavirus, hvor folk er blevet frataget retten til at vælge deres egen risiko, og dermed tvunget til at acceptere en politisk bestemt balance mellem at skærme sig mod risiko og at leve et rigtigt liv med indhold og fornøjelse. Christophers bog er således ikke blot et meget velargumenteret og omhyggeligt underbygget angreb på et nyt område, som politikere ønsker kontrol over, men også et input til den nuværende debat, hvor såkaldt ’folkesundhed’ åbenbart trumfer enhver anden betragtning eller prioritet.

* For fuld transparens skal det noteres, at jeg er Academic Trustee of the Board hos IEA. Jeg er derfor måske ikke perfekt upartisk, når det gælder denne bog.

1 thoughts on “Punditokraternes julelæsning (2)

  1. Daniel Mørk Hansen

    Hej Christian og andre Punditokratere

    Tak for den anbefalet julelæsning, og ikke mindst for jeres mange gode artikler igennem årene – der skal lyde en stor varm tak herfra – I får dælme lige et lille julehjerte <3

    Apropos julelæsning, så kom jeg til at tænke på to andre bøger, som måske kunne have interesse for andre læsere.
    Nemlig, "A road to Serfdom" af F. A. Hayek, samt Thomas Sowells bog " A Conflict of Visions".

    Jeg glæder mig til at læse dem, da jeg kun kender dem omtalt, blandt andet igennem interview med Thomas Sowell, som kan findes på Youtube kanallen "Hoover Institution".

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.