Det er på mode i ”debattør”-kredse at kritisere liberale og liberalister. Det er i vid udstrækning med stråmænd konstrueret til lejligheden. Både traditionelle venstreorienterede og selverklærede nationalkonservative har bidraget.
Men uanset at der disse angreb stort set kun er tomme kalorier, så må det medgives, at begreberne kan være vanskelige at få hold på. Klassen af tilgange, som kan betegnes som liberale, er meget bred. For at forvirre yderligere, anvendes ”liberal” som synonym med ”venstreorienteret” i USA.
Spørgsmålet er, om begreberne er blevet så slidt i brug, at de kan anvendes med mening? Her er mit forsøg på at opstille anvendelige definitioner. Det er artiklen ”Liberalister og andre liberale”, som blev offentliggjort i Økonomi og Politik i 2003:
Jeg klassificerer tilgange som liberale, hvis de tager udgangspunkt i individuelle præferencer. Liberalister er en ægte delmængde heraf, som tillige lægger vægt på individuel autonomi. Gruppen af liberale er meget heterogen, men også blandt liberalister kan begrundelsen for, at autonomi er nødvendigt, variere betydeligt.
Det er kun godt at kritisere politiske ideer. Hvis kritikken vel at mærke er konstruktiv og rent faktisk knytter an til deres substans.
Det var også de individuelle som Anna Libak brugte i en klumme i Weekendavisen i fredags, for at afvise at liberalismen skulle have ansvaret for identitetspolitikken, som jo er et gruppefænomen.
Når jeg laver en analyse om hvor liberalt noget er, så kigger jeg dog mere på begreberne negative og positive rettigheder. Som liberal/liberalist kan man jo godt have behov for at melde sig ind i en gruppe, hvilket jo i sig selv er et individuelt valg.
Problemet med sådan et gruppevalg, er dog, at det let kan komme til at kalde på, at gruppen skal have positive rettigheder. Og så er det liberale væk.
Jeg er fuldstændig enig i, at sondringen mellem positive og negative rettigheder er helt central. Ikke alene er der en modsætning mellem dem; positive rettigheder er vanskelige er gøre generelle. Desværre er ikke alle liberale enige i, at rettigheder kun bør være negative, men for liberalister er det grundlæggende.
Jeg synes, det var en fin og rammende klumme, Anna Libak havde i. Det er simpelt hen nonsens, at identitetspolitik er et liberalt projekt – medmindre man anvender den amerikanske betydning, hvor liberalt betyder venstreorienteret. Identitetspolitikken stammmer fra den politiske venstrefløj (hvor “magtrelationer” erstattede klassekampen efter Murens fald). Det gør pudsigt nok også en del, af dem der kalder sig nationalkonservative i dag. Det kan måske forklare, hvorfor de er så singulært optaget af nationale og kulturelle identiteter…
For ikke at tale om “neo-liberale” og “neo-liberalister”. Begreber, der bruges i flæng af socialister i stor stil, men med vidt forskellige betydninger.
For mange af dem har “neo” bare den der dejlige smag af noget, man kan væmmes over hos de blå.
Komisk.
Neoliberalisme er det samme som neosocialisme. Husk at det var Nyrup og Lykketoft som for alvor indførte det i den danske offentlige forvaltning.
Man indså nødvendigheden af at få mere liberale elementer ind.
Men man vidste også det ikke ville blive populært, så man fik det neoliberale prædikat sat på, så man kunne distancere sig.