Der er nærmest uendeligt mange analyser af COVID-19 og nedlukninger. Og skulle man læse alle analyser meget grundigt, ville man have mindre tid til at få et overblik over den samlede litteratur. Derfor er et typisk godt råd først at læse abstract og konklusion i en analyse, før man – hvis det ellers er tilpas interessant eller hvis man skal udtale sig om analysen – dykker nærmere ned i analysens indhold.

Forleden var Allan Randrup ude med kritik af min seneste analyse, og som jeg læser hans kritik, kunne han have haft gavn af ovenstående råd – han havde ikke engang behøvet at nærlæse analysen, men kunne have fokuseret på første side og konklusion. Lad os tage et par eksempler:

Første eksempel:

– Jeg føler lidt, at der er en forudindtaget konklusion, og at man så udlægger dataene, så det passer ind i ens hypotese. Det er det, jeg føler. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er foregået på den måde, og det tør jeg principielt ikke sige.

– Men der er f.eks. det faktum, at de ignorerer, at nedlukningerne starter den 9. december. Det er ikke videnskabeligt korrekt, siger han [Allan Randrup] til Indblik.

DET STÅR DER PÅ SIDE 1:

Nedlukningen før jul kom i tre skridt. Først blev 38 kommuner lukket delvist ned onsdag d. 9. december. Siden blev yderligere 30 kommuner lukket ned fredag d. 11. december (for skoler o.l. betyder det, at nedlukningen reelt først havde effekt mandag d. 14. december) og resten af kommunerne onsdag d. 16. december. Til sidst blev landet lukket hårdt ned torsdag d. 17. december.

Da hovedparten af nedlukningen i december ligger efter at smittetallet toppede, kan den ikke have forårsaget faldet i smittetallet. Dette forklarer også, hvordan smittetallene i Sverige og Tyskland, der førte anderledes coronapolitikker, kunne toppe samtidig med Danmark.

Hvordan Randrup har fået opfattelsen af, at jeg ”ignorerer, at nedlukningen starter d. 9. december”, kan jeg simpelthen ikke gennemskue.

Andet eksempel:

– Meget af Cepos’ konklusion er baseret på, at de fastsætter starttidspunktet, hvor smittekurven knækker, til omkring den 9. december 2020.

– Men hvis man kigger på de faktuelle data i figur 1 i deres analyse, hvor de enkelte “dots” er de reelle data dag for dag, skal man godt nok have is i maven for at se, hvornår kurven topper, siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

– Der er en betydelig variation fra dag til dag. Om det er den 9., 10. eller 12. december, vil jeg ikke stå så meget på, som de gør i analysen.

DET STÅR DER PÅ SIDE 1:

Smittespredningen toppede mellem d. 9. og d. 12. december, med 9. december som bedste bud på en top pga. tilfældige udsving i de daglige smittetal.

Igen er det uklart for mig, hvor Randrup har fået sin opfattelse fra. Om smitten toppede 9. eller 12. december er ikke vigtigt for analysens budskab, jf. tredje eksempel:

Tredje eksempel:

Allan Randrup Thomsen kalder det faktum, at Cepos regner med, at nedlukningerne først er gældende fra den 16. december for “et meget groft postulat”.

Her overser tænketanken nemlig, hele 30 kommuner, hvor smitten var særligt høj, allerede den 9. december blev lukket ned, siger han.

DET STÅR DER PÅ SIDE 1

Da hovedparten af nedlukningen i december ligger efter at smittetallet toppede, kan den ikke have forårsaget faldet i smittetallet.

DET STÅR DER I KONKLUSIONEN

Analysen viser altså, at det er tvivlsomt, at det – særligt hvis der ses bort fra den første delvise nedlukning d. 9. december – var nedlukningerne, der begrænsede smittespredningen og fik smittetallet til at falde

Det fremgår altså soleklart af første side og konklusionen, at jeg er meget opmærksom på nedlukningen d. 9. december – men det er Allan desværre ikke opmærksom på.

Fjerde eksempel:

– Men det kan de kun, fordi de sidder i bagklogskabens lys med alle data, siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

– Sidder man og udfører den konkrete epidemihåndtering under nedlukningen og kigger på den enkelte dag, vil der være stor variation. Her ville det være noget risikabelt at reagere på en ændring i smittetallene efter blot 5 dage.

DET STÅR DER PÅ SIDE 1

Erfaringerne fra december viser, at der – hvis nedlukningen overhovedet skal kunne antages at have en betydelig effekt på smittespredningen – går væsentligt kortere tid, før effekten kan ses i smittetallene. Det taler for, at faserne i genåbningsaftalen reduceres fra 14 dage til 7 dage, uden at man risikerer, at smittetallet løber løbsk og sundhedssektoren presses.

DET STÅR DER I KONKLUSIONEN

Hvis det var den delvise nedlukning 9.december, der førte til det senere fald i det udglattede, testkorrigerede smittetal, […] gik der kun 4-7 dage fra man lukkede ned, til smittetallet toppede.

Min analyse viser, at HVIS nedlukningen har en stor betydning for smittespredningen, så KAN det ses i smittetallene ret hurtigt. Måske ser man toppen allerede efter 4 dage, men allerede inden da kan man set en aftagende vækst som signal på, at smitten er aftagende.

Randrup uddyber i interviewet, at det kan være sværere at se effekten af de milde genåbninger. Men det er jo netop en central pointe, at hvis de milde genåbninger har så lille effekt, at de ikke rigtig kan ses i smittetallene, så er risikoen ved at åbne lidt for hurtigt op jo også tilsvarende lille. Det skal vi afveje i forhold til risikoen og omkostningerne ved nedlukningerne, som er meget synlige og meget konkrete.

Husk det nu. Læs abstract og konklusion. Og det bør være et absolut minimumskrav, hvis du skal udtale dig offentligt om analysen.

PS: Bemærk lige: 1) De mindste skolebørn blev sendt hjem d. 21. december. 2) Detailhandlen blev lukket 25. december. 3) Forsamlingsforbuddet strammet blev til fem personer den 5. januar. Det er alt sammen KLART efter at smitten toppede. Alligevel holdt man fast i disse nedlukninger i månedsvis.