Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten engagerer sig mest i medierne. De spiller ellers en central rolle som vagthund over for den selvsamme stat, og i højtidelige taler benævnes pressen endog ”den fjerde statsmagt”.

Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.

Hvis det var alvorligt ment, at der findes produkter, som er vigtige, men ikke leveres af markedet, så burde der være en klar definition af, hvad det er, og så burde alle, der kan levere det, kunne byde på opgaven. Eller hvis der er tale om, at man gerne vil tilskynde borgerne til et bestemt medieforbrug, så kunne man subsidiere det med en voucher. Borgerne kunne så bruge voucheren til f.eks. et abonnement på en avis, som leverer denne type forbrug.

Den slags er der imidlertid meget lidt af. Der findes en lille ”public service-pulje”, som private medier kan søge fra. Den generelle mediestøtte til dagblade ydes desuden i form af nulmoms (ikke momsfritagelse, men adgang til at fradrage alle momsudgifter samt pålægge aviserne 0 pct. i moms), hvilket virker som et generelt tilskud. Men langt størstedelen af subsidierne på medieområdet går til bestemte institutioner og formål. Det er så grelt, at politikerne blander sig, hvor institutionerne skal ligge i landet, som man så med Radio24/7. Tilskudsordningerne er også omhyggeligt doktoreret, så pengene ender hos favoriserede medier.

Men broderparten af mediestøtten havner hos Danmarks Radio samt TV2s regioner. De skal ganske vist leve op til ”public service-kontrakter”, men de er holdt i sprog, som på den ene side giver store frihedsgrader, dels sikrer udvalgte politiske ønsker. Især DR har en enorm krigskasse, som gør det muligt for institutionen at kaste sig ind på nye medieområder som podcast og netnyheder, hvor man har fået en dominerende position i forhold til de medier, som må have betalende kunders opbakning. Den EU-retlige forpligtelse til at underkaste de statslige medier en public service-prøvelse er så intetsigende, at den næppe lever op til kravene.

Med sidste medieaftale indføres endog en skat på de borgere, som abonnerer på uafhængige streamningsmedier. Med sans for området orwellske begrebsperversion kaldes skatten for et ”kulturbidrag”.

”Public service” selv har en klang, der minder om Orwells Sandheds- og Kærlighedsministerier (som var det totalt modsatte). Det har samme indgnidning af salt i såret. I sit udspring har ”public service” med ydelser at gøre, som staten stiller til rådighed for borgerne (i den angelsaksiske verden). Måske burde anvendelsen på medieområdet oversættes sådan: Statsmedier. Og så kunne vi droppe det bizarre engelske importerede udtryk ”public service” på det danske sprog.

P.S. CEPOS afholder et arrangement, hvor vi diskuterer, hvordan pluralismen kan sikres bedre i medierne. I debatten deltager Birgitte Bergman og Jan E. Jørgensen, medieordførere for hhv. K og V, og Stig Ørskov, direktør for JP/Politiken, samt overtegnede. Det foregår 12. september kl. 9-10 hos CEPOS, Landgreven 3, København. Du kan tilmelde dig her.