Af Otto Brøns-Petersen, den 30. august 2022. 4 svar
Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten engagerer sig mest i medierne. De spiller ellers en central rolle som vagthund over for den selvsamme stat, og i højtidelige taler benævnes pressen endog ”den fjerde statsmagt”.
Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.
Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2020. 6 svar
Coronaepidemien har været dybt skadelig for alle vestlige økonomier og har udløst den hurtigste recession i moderne tid. BNP-faldene har været historisk dybe og er næppe gjort bedre af mange regeringers alvorlige politiske fejl. Det gælder ikke mindst den danske regerings totalt inkompetente håndtering af hjælpepakker og anden politik, der pt. har udløst et nettofinansieringsbehov på cirka 250 milliarder kroner. Staten skal med andre ord ud at låne en kvart billion for at finansiere hullet i statskassen, men synes ikke at bekymre regeringen.
Det burde den, fordi gælden skal finansieres på en eller anden måde. Dette spørgsmål bør blive et af de helt store i dansk politik i den kommende tid, ligesom det allerede er i britisk politik. Skal man amortisere gælden over en lang årrække eller bør man hæve skatterne allerede nu for at betale den? Problemet er, at mens en lang årrække med større gæld ikke er videre attraktiv, er højere skatter en endnu værre løsning – som den danske regering vel at mærke ser ud til at være i gang med at implementere. De høje skatter risikerer at gøre en dyb krise endnu dybere og længerevarende, og når krisen er overstået, viser erfaringen at skatterne ikke bliver sat ned. I stedet kan politikere på begge sider af Folketinget til enhver tid finde på nye ting at bruge penge på (læs: købe stemmer med). Det øgede skattetryk vil derfor sandsynligvis sænke den langsigtede vækst og produktivitetsudvikling, og dermed gøre det endnu sværere at betale resten af gældsbyrden.
Den altid glimrende Mark Littlewood havde i går en kommentar i The Times (gated her), hvor han opsummerer dette dilemma i britisk politik og peger på de forskellige politiske positioner i debatten:
For the Treasury hawks, tax rises to mitigate this year’s deficit figures need to be seriously considered and a number of these steps will have to be taken. In contrast, the doves argue that the coronavirus pandemic simply represents a one-off hit to the finances, albeit a substantial one. It obviously cannot be ignored and it won’t be written off in the manner of some war debts, but it can be dealt with over a long period of amortisation. For the doves, a “go for growth” strategy needs to be foremost in the chancellor’s mind. Improving this year’s balance sheet – by a hundred billion here or there – by dampening a private sector recovery would amount to a pyrrhic victory, at best.
Mark deltog også i en halv time lang diskussion af problemerne med Julian Jessop i the Institute of Economic Affairs interessante serie The Definite Article. Samtalen, der blev modereret af Emily Carver, dækkede en række emner i diskussionen og er varmt anbefalet, da diskussionerne også er perfekt relevante for Danmark.
Af Otto Brøns-Petersen, den 22. januar 2014. Skriv et svar
I år udløber det brede medieforlig (mellem alle andre end LA), som blev indgået i 2012. Om ikke så længe begynder forhandlingerne om et nyt. Her er et par bud på, hvad bør være pligtlæsning for mediepolitikerne inden.
Statistikken tegner et dramatisk billede, som man kan overbevise sig om i statistikbanken om kultur. Nogle hovedpointer:
De trykte nyhedsmedier er på stærk tilbagegang. Fra 2007 til 2012 er dagbladenes og ugebladenes oplag faldet med omkring en fjerdedel. Radioen stagnerer, mens TV (målt ved seertid) er steget med en fjerdedel. Se figuren.
Den direkte mediestøtte til radio og TV er ti gange højere end støtten til dagbladene: 4,3 mia. kr. i 2013 mod 0,4 mia. kr. til dagbladene. Støtten til de elektroniske medier er vokset med 15 pct. siden 2007, mens dagsbladsstøtten stagnerer. Der kommer dog en væsentligt større indirekte støtte til dagbladene oveni, fordi de har nulmoms, hvilket betyder, at de får udbetalt momspenge i stedet for at aflevere penge til skattevæsenet. Men nulmomsen (som er en undtagelse fra EU-reglerne fra dengang Danmark meldte sig ind) er knyttet til de trykte aviser og vil forsvinde, når aviserne går over til elektroniske platforme. Værdien af nulmomsen blev opgjort til omkring 1,2 mia. kr. af Skattekommissionen (2009).
Mens de overvejende statsdrevne elektroniske medier altså vokser og får langt størstedelen af den offentlige støtte, er dagbladene på hastig retur.
Mediepolitikerne bør også læse eller genlæse medieudredningen fra 2009. Den forudskikkede i høj grad den udvikling, vi har set, og som derfor ikke burde være kommet bag på nogen. Udredningen fældede samtidig en – opdragsgiverne taget i betragtning – ret hård dom over mediestøtten. Begrundelsen for at støtte medier er som bekendt ønsket om ”public service”, men støtten går til bestemte institutioner og platforme (det vil altovervejende sige til Danmarks Radio). Skulle man tage ”public service”-begrundelsen alvorligt, burde der 1) opstilles en definition af, hvad det vil sige, og 2) udbetales støtte til programmer mv., som lever op til kravene. Det er sådan, staten giver støtte til film og til forskning. Her kan man søge Filminstituttet og Forskningsrådet om støtte, hvis man har et projekt, som lever op til kravene. Udredningen skriver f.eks.:
”New Zealand er særlig interessant i denne sammenhæng, fordi man frem til midten af 1980’erne havde en offentligt støttet public service-ordning, der stort set svarede til den skandinaviske. Derefter privatiserede regeringen den radiokanal, der svarede til DRs P3, og afskaffede samtidig licensfinansieringen af TVNZ, der blev pålagt at levere overskud til staten gennem reklameindtægter. Til gengæld fik alle tv-stationer med landsdækkende rækkevidde mulighed for at søge om statstilskud til public service-programmer”.
Mediepolitikerne kan også med fordel slå op i stort set en hvilken som helst grundbog i økonomi Økonomer har en grundlæggende typologi af goder, som kan være forbundet med ”markedsfejl”, og hvor der kan argumenteres for statslig intervention (læg mærke til ”kan”, for det er ikke nødvendigvis nok). Man vil få svært ved at få ”public service” til at passe i nogen af de kategorier. Det tætteste man kommer på ”markedsfejl”, er nok ”netværkseksternaliteter”. Men i så fald er det snarere Konkurrencestyrelsen end statskassen, man bør sende efter medierne! Og man kan i hvert fald ikke længere argumentere for, at radio og TV er ”kollektive goder”, fordi man ikke kan udelukke ikke-betalere fra æteren.
Argumentet for politisk intervention til fordel for “public service” er snarere, at borgernes egne præferencer ikke er gode nok og bør korrigeres. Og det har man naturligvis ret til at mene, men det lyder ikke så godt som ”public service”.
Og endelig: Skulle der være nogen, der gik glip af Børsens leder om sidste medieforlig, så bør man se at få den læst.
