I år udløber det brede medieforlig (mellem alle andre end LA), som blev indgået i 2012. Om ikke så længe begynder forhandlingerne om et nyt. Her er et par bud på, hvad bør være pligtlæsning for mediepolitikerne inden.

Statistikken tegner et dramatisk billede, som man kan overbevise sig om i statistikbanken om kultur. Nogle hovedpointer:

• De trykte nyhedsmedier er på stærk tilbagegang. Fra 2007 til 2012 er dagbladenes og ugebladenes oplag faldet med omkring en fjerdedel. Radioen stagnerer, mens TV (målt ved seertid) er steget med en fjerdedel. Se figuren.
• Den direkte mediestøtte til radio og TV er ti gange højere end støtten til dagbladene: 4,3 mia. kr. i 2013 mod 0,4 mia. kr. til dagbladene. Støtten til de elektroniske medier er vokset med 15 pct. siden 2007, mens dagsbladsstøtten stagnerer. Der kommer dog en væsentligt større indirekte støtte til dagbladene oveni, fordi de har nulmoms, hvilket betyder, at de får udbetalt momspenge i stedet for at aflevere penge til skattevæsenet. Men nulmomsen (som er en undtagelse fra EU-reglerne fra dengang Danmark meldte sig ind) er knyttet til de trykte aviser og vil forsvinde, når aviserne går over til elektroniske platforme. Værdien af nulmomsen blev opgjort til omkring 1,2 mia. kr. af Skattekommissionen (2009).

Mens de overvejende statsdrevne elektroniske medier altså vokser og får langt størstedelen af den offentlige støtte, er dagbladene på hastig retur.

Mediepolitikerne bør også læse eller genlæse medieudredningen fra 2009. Den forudskikkede i høj grad den udvikling, vi har set, og som derfor ikke burde være kommet bag på nogen. Udredningen fældede samtidig en – opdragsgiverne taget i betragtning – ret hård dom over mediestøtten. Begrundelsen for at støtte medier er som bekendt ønsket om ”public service”, men støtten går til bestemte institutioner og platforme (det vil altovervejende sige til Danmarks Radio). Skulle man tage ”public service”-begrundelsen alvorligt, burde der 1) opstilles en definition af, hvad det vil sige, og 2) udbetales støtte til programmer mv., som lever op til kravene. Det er sådan, staten giver støtte til film og til forskning. Her kan man søge Filminstituttet og Forskningsrådet om støtte, hvis man har et projekt, som lever op til kravene. Udredningen skriver f.eks.:

”New Zealand er særlig interessant i denne sammenhæng, fordi man frem til midten af 1980’erne havde en offentligt støttet public service-ordning, der stort set svarede til den skandinaviske. Derefter privatiserede regeringen den radiokanal, der svarede til DRs P3, og afskaffede samtidig licensfinansieringen af TVNZ, der blev pålagt at levere overskud til staten gennem reklameindtægter. Til gengæld fik alle tv-stationer med landsdækkende rækkevidde mulighed for at søge om statstilskud til public service-programmer”.

Mediepolitikerne kan også med fordel slå op i stort set en hvilken som helst grundbog i økonomi Økonomer har en grundlæggende typologi af goder, som kan være forbundet med ”markedsfejl”, og hvor der kan argumenteres for statslig intervention (læg mærke til ”kan”, for det er ikke nødvendigvis nok). Man vil få svært ved at få ”public service” til at passe i nogen af de kategorier. Det tætteste man kommer på ”markedsfejl”, er nok ”netværkseksternaliteter”. Men i så fald er det snarere Konkurrencestyrelsen end statskassen, man bør sende efter medierne! Og man kan i hvert fald ikke længere argumentere for, at radio og TV er ”kollektive goder”, fordi man ikke kan udelukke ikke-betalere fra æteren.

Argumentet for politisk intervention til fordel for “public service” er snarere, at borgernes egne præferencer ikke er gode nok og bør korrigeres. Og det har man naturligvis ret til at mene, men det lyder ikke så godt som ”public service”.

Og endelig: Skulle der være nogen, der gik glip af Børsens leder om sidste medieforlig, så bør man se at få den læst.