Hvem får Nobelprisen i økonomi i 2022 – og hvem bør have den?

Mandag den 10. oktober annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Vi har stadig ikke ramt rigtigt – i 2019 var vores bud således Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området, og  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs her) – mens prisen faktisk gik til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. I 2020 gik prisen til Paul Milgrom og Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori, mens sidste års pris gik til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens for arbejde i arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri. Vi foreslog heller ikke nogen af dem.

Det skal dog ikke forhindre os i at fortsætte traditionen med at diskutere, hvem der kunne få prisen og hvem, vi gerne ville have at Nobelprisen gik til. Først og fremmest er Melitz, Grossman og Helpman ikke bare stadig gode bud for kvaliteten af deres arbejde. Tiden er også til at understrege, hvor meget vi forstår i handelsteori, og i hvor høj grad både USA’s og EU’s handelspolitiske retning underminerer deres egen og resten af verdens velstand. Derudover er handelsteori et område, der ikke er givet til i lang tid.

Et par andre bud, der har fordel af at være stærkt citerede, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) nævnes også ofte som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. Som vi understregede for nogle år siden, er Acemoglus problem at hans metode og centrale fund har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år (se f.eks. min og Martin Rodes kritik her). Easterlys problem er meget anderledes, da han jævnligt udsættes for voldsom politisk kritik, fordi hans arbejde ikke ligefrem fører til implikationer, som FN- og bistandsvenlige folk kan lide.

Robert Barro

Sidst, men ikke mindst, ville det være rart med en pris til f.eks. Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. I løbet af 1990erne leverede Aghion og Howitt flere teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Deres problem er, at Paul Romer (New York University) fik prisen i 2018 for sit arbejde i vækstteori, så området har modtaget en pris de senere år. Men hvis det skulle blive i den retning – som også er ekstremt aktuelt mens den vestlige verden er på vej ind i en voldsom, og selvforskyldt, økonomisk krise – kunne man vælge at belønne Robert Barro (Harvard) for at lægge en væsentlige del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Under alle omstændigheder er vi klar til at blive overraskede på mandag, om det så bliver positivt eller negativt. Visse kommentatorer har for eksempel foreslået Herman Daly (Maryland) og Richard Layard (LSE), som vi her på stedet ser som elendige og politiske valg. Nobelprisen i økonomi er svær at forudsige fra år til år, men komiteen rammer sjældent helt skævt, og risikoen for at det går galt er meget mindre end chancen for at prisen går til nogen, vi slet ikke havde tænkt på.

1 thought on “Hvem får Nobelprisen i økonomi i 2022 – og hvem bør have den?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.