Christian har allerede omtalt Robert Lucas’ bortgang. Påstanden om, at Lucas var den måske mest indflydelsesrige økonom i den sidste kvarte del af det tyvende århundrede er ikke nogen overdrivelse. Navnlig ikke når det gælder makroøkonomi, hvor han var en af grundlæggerne af nyklassisk teori. Den dag i dag praktiseres makroøkonomisk teori og forskning på en måde, som ikke ville have været den samme uden Lucas.

Stefan Sløk Kierkegaard-Madsen og jeg er i gang med en podcastserie om Nobelpriserne i økonomi, og her spiller Lucas, som fik prisen i 1995, en af hovedrollerne (især i afsnit 3, men også i andre afsnit).

Lucas var den, der for alvor fik forventningerne ind i makroteori – og dermed også fik bygget bro mellem makro- og mikroteorien. Lucas var hovedkraften i det, der bliver kaldt rationel forventnings-revolutionen. Ideen (som oprindelig blev introduceret af John Muth) er egentlig simpel. Hvis vi opstiller en økonomisk model, bør vi så ikke forvente, at agenterne vil benytte sig af den viden, den tilvejebringer, hvis de har en fordel af det? Hvis den økonomiske teoretiker ved, at agenten kan forbedre sin adfærd, hvorfor ved agenten det så ikke? Hvis vi i øvrigt antager, at agenter optimerer deres adfærd i mikroteorien, hvorfor skulle de præcis samme personer så ikke gøre det i makroteorien?

Løsningen på denne udfordring var at udstyre agenterne med rationelle forventninger – evnen til at skue fremad. Det var et radikalt skridt i forhold til læremesteren Milton Friedmans adaptive forventninger, som lagde vægt på agenternes evne til at lære af deres erfaringer, altså at skue bagud. Og Friedmans skridt var på sin side radikalt i forhold til sine keynesianske forgængere, som reelt opererede med stationære forventninger. Under stationære og adaptive forventninger vil agenterne begå systematiske fejl, som de i bedste fald kun retter gradvist. Med Lucas og rationelle forventninger forsvandt denne systematik.

Det betød flere ting.

I en verden, hvor alene de økonomisk politiske myndigheder kan skue fremad, har de en større rolle at spille, end i én, hvor både agenter og myndigheder kan. En vigtig konklusion var således, at økonomisk politik er langt mindre effektiv end tidligere antaget. Lucas viste f.eks. – og ikke mindst – at selv den kortsigtede effekt af pengepolitik forsvandt, hvis den var forudset. Friedman havde antaget, at pengepolitik kunne virke i en overgangsperiode, indtil inflationsforventningerne indhentede inflationen, mens den kunne virke permanent hos keynesianerne.

Det betyder dog ikke, at økonomisk politik ikke kan være effektiv under rationelle forventninger, men at den ikke kan være drevet af at rette op på forventningsfejl. I nykeynesiansk teori, der inkorporerer rationelle forventninger, kan der være prisstivheder, som får økonomien til at ”hænge fast” i en dårlig ligevægt, selv om agenterne er fremadskuende. Men det er helt givet, at holdningen til, hvad myndighederne kan udrette med et ”joystick” til økonomien, er betydeligt mere ydmyg end før Lucas. Hertil kommer den såkaldte ”Lucas kritik” af politik, der ikke tager hensyn til adfærdsvirkninger af de påtænkte tiltag.

Rationelle forventninger afskaffer heller ikke konjunkturcykler, men kæder dem sammen med ikke-systematiske forventningsfejl – navnlig i form af et uforudset chok. Efter Lucas blev der større opmærksomhed på, at sådanne chok ikke behøvede at komme fra efterspørgselssiden, men også kunne komme fra udbudssiden.

Lucas bidrog til mange andre områder en makroøkonomi, f.eks. vækstteori (som Christian også var inde på). Et af hans konkrete politikforslag var at sænke kapitalbeskatningssatserne til nul og udløse ”the largest genuinely free lunch I have seen in 25 years in this business”. Forklaringen? Kapitalbeskatningen hæmmer ikke kun arbejdsudbud, men også kapitaldannelsen. Uden kapitalskatter ville kapitalapparatet være meget større og øge produktivitet og indkomster.