En gruppe gode mennesker har taget initiativ til en borgerlig højskole, Rahbeks Højskole. Det første ophold løb af stablen i en uge sidst i juli på Grundtvigs Højskole. Men tanken er at udvikle Rahbeks til en ”rigtig” højskole med egne bygninger og længere ophold.
Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til at give eleverne et oplæg om ”de økonomiske og moralske aspekter af det frie marked”. Og der er jo et tematisk overlap med vores sommerserie her på bloggen, så hvad skulle være mere oplagt end at dele nogle af mine pointer med jer her?
Selv om økonomisk frihed ofte begrundes med de meget markante effekter, som selv begrænsede grader af økonomisk frihed og markedsøkonomi hidtil har ført med sig i form af højere indkomster og materiel levestandard rundt omkring i verden, så er det måske ikke den vigtigste begrundelse for økonomisk frihed. Velstanden er efter min opfattelse en bivirkning ved friheden – om end en meget vigtig bivirkning.
Den vigtigste begrundelse for markedet er etisk.
Hvad vil en markedsøkonomi helt grundlæggende sige? Den kan beskrives ved nogle fundamentale rettigheder. For det første retten til individuel selvbestemmelse. Individer handler på markedet for at opnå de formål, de vælger. Ingen er andres ejendom. Det er individets præferencer, der tæller. Af den individuelle selvbestemmelse følger, at det er individet selv, som ejer sin arbejdskraft. For det andet privat ejendomsret. Man kan – som økonomer af ejendomsrets- eller UCLA-skolen har påpeget – se en markedsøkonomi som en udveksling af ejendomsretstitler. Indehaveren af en titel har den eksklusive ret til at bestemme over den genstand (i bredeste forstand), som titlen er til.. For det tredje retten til at foretage frivillige transaktioner mellem to parter. Frivilligheden indebærer, at begge parter stilles bedre, ellers ville transaktionen ikke kunne finde sted.
Det er værd at bemærke, at disse tre typer af rettigheder faktisk svarer til, hvad John Locke anså for fundamentale rettigheder for et frit samfund. De er grundlæggende de samme. En markedsøkonomi er altså et fænomen, som – også – udspringer af fundamentale menneskelige rettigheder. Det er ikke så underligt, fordi markedsøkonomi er en af flere måder at interagere på frivilligt (civilsamfundet er en anden). Markedsøkonomien er i den forstand ikke noget særligt, men en integreret del af friheden.
En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at den afstemmer incitamenterne, så vores interesser som enkeltindivider ikke er modstående, men i indbyrdes overensstemmelse. Selv om vi lever i en verden af knappe ressourcer, er markedsøkonomien ikke et nulsumsspil, men et plussumsspil, hvor der er gevinster for alle ved samarbejde og ved at bruge deres ressourcer produktivt. Det er naturligvis en stor del af forklaringen på markedsøkonomiens velstandsskabende effekt, at den skaber incitamenter til at anvende ressourcerne produktivt fremfor til at slås. Velstanden er så at sige et biprodukt af fredelig sameksistens.
Det er for så vidt pudsigt, at sammenfaldet mellem egennytte og andres interesse til tider bliver brugt som kritik mod markedsøkonomien. Det bygger for det første på en underliggende præmis om, at handlinger først er rigtigt moralske, hvis de ikke er i overensstemmelse med personens egeninteresse; at de indebærer et offer. Men det savner en god begrundelse. Misforståelsen opstår, fordi moralske principper i nogle tilfælde kan hævdes at stille krav om at handle imod egennytten. Men deraf følger ikke, at egennyttige handlinger nødvendigvis er umoralske. Tværtimod har vi en betydelig interesse i, at der er størst muligt sammenfald mellem, hvad der er godt for den enkelte og for andre. Som Adam Smith observerede, får man flere moralske handlinger, desto mere de også er i den agerendes egeninteresser.
En anden indvending mod økonomisk frihed er, at materielle behov er underordnede i forhold til andre behov, og at økonomisk frihed derfor er underordnet i forhold til andre frihedsrettigheder. Men som sagt er velstanden primært en bivirkning af friheden til at handle og bytte frit. Grundlæggende set er det vanskeligt at sondre mellem materielle og andre behov, fordi de ofte indgår i hinanden. Vi har alle planer, vi ønsker at føre ud i livet, og som motiverer vores handlinger. De vil næsten altid indeholde en materiel dimension, fordi vi lever en fysisk verden, hvor fysiske begrænsninger spiller en rolle for planopfyldelsen. Selv religiøse behov kræver fysiske rammer, og religiøs forfølgelse ytrer sig ofte ved materielle begrænsninger så som lukning af kirker, forbud mod at trykke og sælge religiøse skrifter osv.
Men det er indlysende, at mange krænkelser af den personlige frihed kan være værre end krænkelser af materiel ejendomsret. Det er som regel værre at blive spærret inde eller slået ihjel end få frastjålet ejendele. Men at den personlige frihed er den vigtigste rettighed bag en fri markedsøkonomi, gør ikke ejendomsretten over materielle forhold underordnet. Og der kan sagtens være eksempler på, at krænkelser af ejendomsretten kan være værre end indgreb i den personlige frihed. For en ateist er indgreb mod gudsdyrkelse nok mindre vigtig end at få stjålet sine ejendele.
I en vis forstand har markedsøkonomien været et offer for sin egen succes.
Den store vækst i velstanden har gjort konsekvenser af at miste nogle af sine ejendele mindre alvorlige. Til trods for, at beskatningen er vokset enormt gennem det tyvende århundrede, så har den økonomiske vækst været så stor, at det ikke har forhindret velstandsniveauet og levestandarden i at vokse. I tidligere tider ville det have haft fatale konsekvenser at miste så meget velstand, men i en voksende økonomi har tabet været til at bære.
En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at økonomiske tab kan flyttes hen, hvor de gør mindst ondt. Det følger af det frie forbrugsvalg. Men dermed er økonomiske tab ofte også mindre end andre tab. Antag f.eks. at du får smadret en rude i din stue. Tabet kan minimeres ved at få sat en ny rude i – og skære ned i andet forbrug i form af f.eks. en lidt billigere (og dårligere) ferie. Så tabet bliver altså via det frie forbrugsvalg ført hen, hvor det fylder mindst. Hvis det ikke var tilladt, kunne omkostningen ved den smadrede rude blive at fryse hver eneste vinter, med i værste fald døden til følge.
Endelig om ejendomsret og andre rettigheder: Det kan som sagt sagtens være værre at få krænket sin ejendomsret end andre rettigheder – f.eks. personlig frihed. Men en vigtig pointe fra den politiske filosofi er, at konsekvente rettigheder typisk skal være formuleret som ejendomsrettigheder. For det første skal de være negative – dvs. foreskrive, hvad andre ikke må gøre mod rettighedsbæreren. Positive rettigheder – som foreskriver at andre har en pligt til at levere et bestemt gode (uddannelse, bolig, indkomst) – kan derimod, som påvist af Hillel Steiner, ikke eksistere uden at komme i konflikt med hinanden. De er ikke compossible i Steiners terminologi. For det andet vil andre rettigheder typisk handle om den eksklusive ret til at anvende knappe ressourcer. Ytringsfriheden kan f.eks. kun forstås som retten til at anvende de ressourcer, man råder over, til at fremføre en ytring: Trykke en bog, avis, afholde et møde etc. Derimod indebærer ytringsfriheden ikke, at andre har en pligt til at anvende deres ressourcer til at formidle ytringen; en avis er ikke forpligtet til at trykke en holdning, og ingen er forpligtet til at påhøre en ytring.
Man kan naturligvis godt forestille sig et samfund, hvor retten til at være i fred og samarbejde frivilligt med andre kun er beskyttet, når det gælder ”økonomiske” handlinger. Altså et samfund, hvor der er (en grad af) markedsøkonomi, men ikke væsentlig personlig eller politisk frihed. Hvor f.eks. ejendomsretten er begrænset, hvis den anvendes til at ytre kritik af regimet, men ikke hvis den anvendes til rene materielle formål. Det har været ambitionen for det kinesiske kommunistparti, som har tilladt en vis frigørelse på det økonomiske område, men samtidig forsøger at fastholde et fuldstændigt greb om den politiske magt. I princippet kan man godt tænke sig en sådan afgrænsning, men det er – som vi har været inde på tidligere – forbundet betydelige vanskeligheder i ”praksis”. Også i Kina. Et grundlæggende problem er, at velstandsfordelingen i en markedsøkonomi er dynamisk og uforudsigelig, og at det derfor kan være vanskeligt for eliten at fastholde den politiske magt.
Men hvad med det modsatte: Politisk frihed, men ikke økonomisk. Også det har vi været inde på tidligere. Meget taler for Friedman og Hayeks hypoteser om, at demokrati kræver et betydeligt element af markedsøkonomi, ligesom menneskerettigheder i øvrigt gør. Det er også værd at nævne William Rikers pointe om forskellen på at tabe i politik og økonomi. I en markedsøkonomi kan man tabe ved, at andre ikke vil indgå de transaktioner med én, man ønsker. Jeg kan f.eks. fremstille et produkt, som ingen vil købe til den pris, jeg forlanger. Men tabet er begrænset i den forstand, at jeg ikke bliver tvunget til at afgive mine ressourcer. Jeg kan bruge dem på at fremstille noget andet eller sætte prisen ned. I demokratisk politik kan en vindende koalition tage i princippet ubegrænset fra mindretallet. Altså, hvis der kun er politisk frihed i form af ret til at deltage i afstemninger og krav om, at den bestemmende koalition har et flertal.
Men vi forstår jo et liberalt demokrati som mere end det. Det omfatter også rettigheder, som begrænser, hvad et flertal må gøre mod den enkelte. Det er imidlertid netop i kraft af, at de politiske rettigheder er suppleret af ejendomsrettigheder i et liberalt demokrati.
Økonomisk frihed handler altså ikke alene eller primært om adgangen til at have et stort materielt forbrug. Det er en essentiel og integreret del af friheden, og det udspringer af de samme rettigheder, som er nødvendige for ”ikke-økonomisk” frihed.