De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.

Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.

Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.