I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.
Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curve er derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.
Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.
Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.
Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.
Tillykke med udgivelsen og med et meget interessant studie
Hej Martin
Mange tak!
Er det kontroversielle ikke at de rige lande jo som bekendt har den højeste udledning?
Så hvad skal man satse på, at gøre os selv endnu rigere og dermed lade kurven gå mod nul igen i den rige ende.
Eller skal man lave en massakre på velstanden og drastisk reducere velstanden, med lavere udledning til følge.
Det er faktisk ikke længere korrekt. Danmark har, ifølge World Development Indicators, de 53. højeste udledninger af drivhusgasser per indbygger. Det betyder, at ikke bare olielande i Mellemøsten er foran os. Det gælder også f.eks. Iran, Paraguay, Serbien, Malaysia, og Sydafrika. Folk tror, at det kun er de rige lande, men det er en fejl.
Det er nok også en fejl at tro, at en massakre på velstandene vil gøre en stor forskel. Folk har jo stadig behov for varme, fødevarer og transport, som bare vil være mindre produktiv hvis vi – eller vores politikere – bevidst gør os fattigere.