Når kommunereklame skaber rent seeking

Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.

Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.

Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.

1 thoughts on “Når kommunereklame skaber rent seeking

  1. Kjeld Flarup

    Det der tæller for en kommune er vel først og fremmest at der er er godt erhvervsklima, hvilket vel primært er en hurtig og smidig myndighedsbehandling af virksomheders byggeansøgninger m.m.

    Det jeg så oplever er at nabokommuner bruger ressourcer på at gøre opmærksom på sig selv i forhold til andre. Her så jeg gerne et bedre samarbejde nabokommunerne i mellem, men det er altså ikke noget som sælger i lokalpolitik!

    Et eller andet sted, skal virksomheder vel kunne indhente oplysninger om forholdene, så de kan foretage valg af placering på et oplyst grundlag, og hvis det ikke er kommunerne, hvor så?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.