Klimaforandringerne er IKKE en eksistentiel trussel

Af og til møder man personer, der er overbeviste om, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for os mennesker. De mener ofte, at hvis vi ikke gør noget drastisk ved vores udledning af CO2, så vil det på sigt betyde menneskets endeligt.

Det er forkert. Men påstanden kommer desværre igen og igen.

For at lette arbejdet med at tilbagevise påstanden, har jeg derfor nedenfor samlet de mest tydelige citater, hvor førende (primært danske) klimaforskere tilbageviser påstanden.

Kirsten Halsnæs (klimaprofessor ved DTU, har gennem tre årtier bidraget til IPCCs klimarapporter)

”Der har aldrig i en eneste IPCC-rapport været nævnt noget om, at vi risikerer vores egen udslettelse. Desuden kan den form for retorik virke lammende og dermed alt andet end handlingsfremmende.”

”Nogle hævder – uden hold i videnskaben – at planeten ikke har nogen fremtid, og at de af samme årsag ikke skal have børn. Det er en meget heftig beslutning, synes jeg, og det er virkelig synd for unge mennesker, der har det sådan. IPCC siger ganske rigtigt, at klimaændringerne betyder store risici for blandt andet oversvømmelser og adgangen til vand og fødevarer, men det er ikke det samme, som at planeten er truet.”

Kilde: https://www.berlingske.dk/videnskab/verdens-nye-klimachef-har-et-budskab-til-alarmisterne-verden-gaar-ikke

Sebastian Mernild (leder af SDU Climate Cluster og hovedforfatter på IPCC’s sjette rapport)

”Jeg mener ikke, at vores eksistens er truet af klimaforandringer.” (2:04)

Kilde:

Lars Gårn (Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, miljøøkonomisk vismand)

”Med stor sikkerhed vil livet være absolut bedre [i år 2100 selvom temperaturen stiger 3 grader], uanset næsten hvad vi gør.” (27:03)

Kilde:

”Det [tipping points] er ikke dramatiske ændringer i et menneskeperspektiv, vi snakker om. De er bare uafvendelige.” (20:28)

”De her omkostninger handler ikke om, at folk dør. Det handler bare om at folk bliver mindre velhavende, end de ellers ville have været.” (29:06)

”Det [business as usual] bliver ikke vores undergang. Vi går bare glip af en god forretning, men det bliver ikke menneskehedens undergang. Og vores børn og børnebørn vil også leve i en verden, som med stor sandsynlighed er bedre end den vi lever i i dag?”  ”Ja.” (Jeg opsummerer vores samtale, og Lars Gårn bekræfter med ’ja’). (1:11:25)

Kilde:

James Skea (formand for FNs klimapanel IPCC)

”Verden går ikke under, hvis den varmer mere op end 1,5 grader.”

Kilde: https://www.berlingske.dk/videnskab/verdens-nye-klimachef-har-et-budskab-til-alarmisterne-verden-gaar-ikke

Opsummering

Hvis du hævder, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel for mennesker, så er du (mindst) lige så uvidenskabelig som dem, der hævder, at klimaforandringerne ikke eksisterer.

NB: Jeg har set bort fra danske forskere og eksperter, som dem, der tror at verden går under, (helt uberettiget) kunne finde på at kalde klimabenægtere osv. Derfor er fx Lomborg ikke med ovenfor.

10 thoughts on “Klimaforandringerne er IKKE en eksistentiel trussel

  1. Kjeld F

    Worst case er vel, at i løbet af nogle tusinde år, stiger vandstanden med 100 meter.
    Men taget i betragtning af at stort set ALT hvad vi kan se af tekniske anlæg o.s.v vi ser, er bygget i løbet af de sidste 100 år, så er det vanvittig lang tid, og viser at mennesket allerede har evnen til at tilpasse side.

    Svar
  2. Jonas Herby Forfatter

    Det er helt rigtigt. Og faktisk en pointe Lars Gårn og jeg taler om. Det bekymrer os ikke i dag, at svenskerne ikke kan gå over isen som i 1600-tallet, fordi vi er vokset op i og tilvænnet os et andet klima…

    Svar
  3. Finn Elholm

    Der er noget galt med semantikken efter dit “NB” til sidst. Hvad mener du egentlig – og hvorfor har du droppet Lomborg (som mig bekendt ligger helt på linie med dit budskab

    Svar
    1. Jonas Herby Forfatter

      Lomborg er udeladt, fordi dem, der tror, at verden går under, har besluttet sig for, at han ikke er troværdig…

      Det er i mine øjne en fejlagtig opfattelse, men heldigvis er der jo masser af “deres egne” eksperter, som er helt på linje med Lomborg. Så dem har jeg fokuseret på.

      Svar
      1. Jens Elkjær

        At nogle tror, at verden går under pga “klima” bør da ikke have den mindste indflydelse på, om Lomborg skal udelades eller ej.

        Men hvorfor udelade ham? Lomborg benægter da ikke noget.

        Svar
  4. Thomas Jon Jensen

    Jeg tvivler på at de der tror verden går under, er inden for pædagogisk rækkevidde. Alle de, der ikke går så højt op i det, men blot flyder med strømmen kan måske bringes til at protestere når deres levestandard forringes voldsomt af alarmisternes tiltag. Spørgsmålet er om de orker at læse om det…
    Happer og Wrightstone hører måske også til i den ‘forkerte’ kategori?
    https://wattsupwiththat.com/2024/08/10/the-bill-walton-show-co2-the-miracle-molecules-with-dr-will-happer-and-greg-wrightstone/

    Svar
  5. Magnus Gottlieb

    Du laver lidt en bait and switch her, gør du ikke? De fleste / alle citaterne er gode og sande, men de omtaler hvorvidt klimaforandringerne er en overordnet trussel mod ‘menneskeheden’. Altså: gør vi planeten ubeboelig? Her er svaret jo klart nej.

    Men så konkluderer du, af derfor er klimaforandringerne ikke en eksistentiel trussel mod ‘mennesker’, og det er jo ikke sandt. Der er jo helt evident en række mennesker, for hvem klimaforandringerne i dag udgør en eksistentiel trussel. Bare tag små østater, som i værste fald kan blive ubeboelige. Eller regioner, hvor tiltagende vandmangel udløser væbnet konflikt.

    ‘jamen de mennesker kan bare flytte et andet sted hen’ kan man så svare. Men den slags migrantion er jo i sig selv en eksistentiel trussel. Både for et samfund, der ophører, og for individerne der går en usikker fremtid i møde.

    Så nej, selvfølgelig ‘uddør’ mennesket ikke som art på grund af klimaforandringer. Og nej, os i Danmark vil heldigvis kunne klare os. Men at sige at klimaforandringerne ikke er en eksistentiel trussel mod mennesker på baggrund af de ovenstående citater er jo uvidenskabeligt.

    Svar
    1. Jonas Herby Forfatter

      Fair nok. Findes der noget i verden, der IKKE er en eksistentiel trussel så? Er trafikken, hvor folk dør jævnligt? Er rygning? Er vulkaner?

      Svar
      1. Magnus Gottlieb

        Tjoh. Det er jo en anden og mere semantisk diskussion, hvornår en trussel er eller ikke er ‘eksistentiel’. Og du er da velkommen til at udvande begrebet så det bliver helt absurd.

        Men nu var det jo dig, ikke mig, der skrev at “klimaforandringerne
        IKKE er en eksistentiel trussel”. Og så er min pointe bare, at du i virkeligheden burde have skrevet “klimaforandringerne er ikke en eksistentiel trussel (mod menn sker som os)”.

        Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.