Danmark var i slutningen af 1700-tallet en mellemstor magt i Europa. Landet var ifølge Maddison-databasen omtrent så rigt som de tyske stater: Væsentligt fattigere end Storbritannien, Nederlandene og de norditalienske bystater – verdens absolut rigeste lande på det tidspunkt – men klart rigere end f.eks. Frankrig, Spanien eller Sverige, og en betydelig flådemagt. Landet havde også på mange måder velfungerende institutioner, men ikke velfungerende politik. I efterdønningerne fra Napoleonskrigene stagnerede den danske økonomi således, og staten gik bankerot i 1814.
Stagnationen mellem 1807 og 1830erne skyldtes både den internationale udvikling og den førte politik. Frederik VI havde i 1808 opløst Statsrådet og regerede direkte indtil statsbankerotten og åbenlyst inkompetent politik tvang ham til at genindføre det. De næste 20 år hjalp dog ikke meget: Seks forskellige statsministre, fra den meget konservative og gammeldags Grev Joachim Godske Moltke til hans mere fremsynede bror Otto Joachim Moltke og den liberale Ernst Schimmelmann førte en politisk slingrekurs, der både omfattede frasalg eller opløsning af statsejet produktionsindustri, lovgivning i 1817, som styrkede lavvæsenet og således begrænsede den private konkurrence, og et lovgivet renteloft i kongeriget. Det sidste betød, at finansiel innovation som udviklingen af sparekasser, helt primært skete i hertugdømmerne, og måtte vente til en renteliberalisering i kongeriget i 1855 (læs f.eks. her).
Fra 1835, da de første stænderforsamlinger mødtes og begyndte at diskutere retningen på dansk politik, begyndte det hele så småt at ændre sig. På samme tid slap regeringen (omend uvilligt) grebet om medierne, så der dannede sig en reel offentlig debat. Oppositionsavisen Fædrelandet, der var grundlagt af økonomen C.N David året før, udgav for eksempel i 1835 en liste med 23 separate politikforslag som den mente, stænderforsamlingerne burde overveje. Den øgede transparens og debat omkring politik tvang regeringen til at offentliggøre statsbudgettet i december 1838, hvilket førte til endnu mere debat: Offentliggørelsen viste, hvor lidt styr regeringen havde på finanserne, og tvang den de følgende ti år til at slanke den offentlige sektor og arbejde en væsentlig del af udlandsgælden af.
Reformerne omkring 1840 omfattede dog meget mere end blot finanspolitisk ansvarlighed. Først og fremmest afskaffede man den rent ud sagt idiotiske told på varer, der krydsede Kongeåen – dvs. grænsen mellem Slesvig-Holsten og kongeriget og således mellem de to halvdele af riget. Hvorfor den handelshindring ikke allerede var afskaffet i 1790ernes reformer har vi ikke fundet nogen historisk forklaring på (men måske en læser har den). For det andet moderniserede regeringen, under pres fra stænderforsamlingerne, straffeloven og hele strukturen af embedsværket. Reformen var dybt kontroversiel, men skabte faktisk de moderne rammer om et professionelt og meget effektivt embedsværk og skabte lovgivningen, der sikrer at danske domstole er politisk uafhængige. Det er værd at understrege, at det i en vis forstand er disse rammer fra 1840 som udfordres i disse år med Skats undvigelse af almindelig forvaltningsskik, retssikkerhed og anstændighed.
Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor, var konsekvensen af disse reformer et markant skifte i økonomisk udvikling. Fra at have haft en gennemsnitlig vækstrate på 0,6 % per år mellem 1820 og 1840, skiftede væksten til 1,1 % per år mellem 1840 og 1860, og Danmarks relative økonomiske stagnation holdt op. I en periode før den første slesvigske krig og flere politiske fejltagelser umiddelbart efter, var danskerne endda omkring ti procent rigere end det vesteuropæiske gennemsnit. I de følgende 40 år steg væksraten – som vi dokumenterer senere i august – til 1,8 % og dermed til fuldt moderne økonomisk udvikling. Men reformerne omkring 1840 var en af forudsætningerne for at Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet kunne etablere sig som et af verdens rigeste lande. Og de er en del af fundamentet, som den danske velstand stadig står på.
