I går bragte Information min kronik om regeringens fødevaremoms. Her argumenterer jeg for, at selvom differentieret moms er en elendig idé, så holder den mest populære indvending mod forslaget ikke: Priserne på mad kommer til at falde.

I hvert fald nogle steder. For regeringen ved endnu ikke, hvad mad er:

Da Liberal Alliance spurgte skatteministeren tidligere på måneden, om det er rimeligt for restauranterne, hvis momsnedsættelsen vil gælde færdigretten i supermarkedet, men ikke samme ret på restauranten, lød svaret: »Den konkrete udmøntning af initiativet er endnu ikke fastlagt«.

Men mit indlæg handler især om en række økonomers påstand om, at lavere moms ikke ender som lavere forbrugerpriser.

Den indvending har fået medvind, fordi den lyder godt. Den er konkret, kan eftertjekkes og efterlader et tal, alle kan huske. Imidlertid er den det fagligt mest usikre argument mod forslaget.

Påstanden stammer blandt andet fra den amerikanske lektor Youssef Benzarti. Sammen med kolleger undersøgte han alle momsændringer i EU fra 1996 til 2015 og fandt, at mønsteret gik igen. I gennemsnit nåede kun seks procent af en momsnedsættelse frem til priserne den første måned. Men det gennemsnit er bare ikke særlig relevant for den danske debat.

For det relevante spørgsmål i den danske debat er ikke, om en gennemsnitlig momsnedsættelse når frem til forbrugerne. Det er, om lavere fødevaremoms overhovedet når frem til supermarkederne. For et gennemsnit på tværs af alt fra restaurantbesøg til frisørklip siger meget lidt om, hvad der sker med prisen på en liter mælk, der står på hylden ved siden af konkurrentens.

Og ser man på, hvad litteraturen faktisk måler på, deler den sig i to:

Skatte- og Vækstministeriet leverede i august en oversigt over den empiriske litteratur, som falder i to kasser. Studier på tværs af brancher og lande finder lave gennemslag: Seks procent hos Benzarti, 30 procent hos IMF-økonomen Dora Benedek. Derimod finder studier, der konkret måler på mad i butikkerne, at momsnedsættelsen faktisk når videre til forbrugerne. Ministeriet konkluderer selv, at undersøgelserne af fødevarer typisk finder »et relativt stort prisgennemslag«. I Letland satte man momsen ned på frugt og grønt, og her nåede 88 procent af nedsættelsen frem til forbrugerne.

Det leder til min konklusion:

Priserne i supermarkederne vil altså falde, hvis regeringen sænker momsen på fødevarer. Det vil være synligt for forbrugerne og dermed vælgerne, mens bureaukrati vil være skjult. Og heri ligger måske forklaringen på, hvordan en absurd dårlig løsning kan blive til konkret politik.

Så vidt kronikken.

Men jeg har også nogle tanker, der ikke stod i avisen.

Jeg tror, at nogle af os økonomer er blevet forblændet af, hvor godt ”supermarkederne scorer profitten” fungerer som politisk argument. Det er konkret og kan give gode overskrifter som fx: ”Du kan måske spare 13 øre på oksekødet, hvis Mette Frederiksen sænker momsen på mad”. Den enkelte økonom må selvfølgelig gerne deltage i den politiske diskussion. Og politik handler også om at vinde. Man behøver ikke føre sine modstanderes argumenter.

Men økonomstanden som helhed er et andet aktiv. Danskerne skal kunne regne med, at vi forholder os til, hvad evidensen viser – også når det er ubelejligt. Bliver momsen sat ned i 2028, og priserne efterfølgende falder, vil det være meget synligt, at økonomerne tog fejl – eller værre: handlede politisk. Og så har vi tabt noget, der er sværere at vinde tilbage end en enkelt sag. Det burde være unødvendigt at løbe den risiko ved at fremføre det skrøbeligste argument. Især når vi har solide argumenter i øget bureaukrati, forvridningstab, en ladeport for lobbyismen og masser af billigere alternativer til at nå de politiske mål.

Læs hele kronikken gratis her (her kan du også finde links til dokumentation).