Hvor høj indkomstskatten skal være, og hvordan skatte- og afgiftssystemet iøvrigt bør skrues sammen, er i høj grad et ideologisk spørgsmål. Mange af os har en klar præference for at skatter og afgifter skal være så lave som muligt, ikke mindst fordi vi foretrækker en stat, der gør relativt lidt – men gør det godt. Andre har langt store ambitioner på statens vegne, og vil derfor også foretrække større indtægter til staten. Mange i den sidste gruppe foretrækker også en struktur, der er progressiv og som de håber udjævner indkomstforskelle. Men uanset hvor højt eller lavt skattetryk, man foretrækker, burde langt de fleste rationelle individer kunne blive enige om, at når skatten bliver så høj, at en skattelettelse ville føre til større skatteindtægter, er man udover det forsvarlige niveau.
Hvor det niveau ligger er spørgsmålet om, hvordan den såkaldte Laffer-kurve ser ud. På den socialistiske fløj afskyr mange Arthur Laffer og den kurve, der bærer hans navn, men den er uafviselig. I yderpunkterne er der ingen skatteindtægter: Ved en skat på 0 % får staten naturligvis ingen indtægt, og ved en skat på 100 % er der ikke længere noget at beskatte, fordi ingen har incitament til at arbejde (officielt). Så ren logik fortæller en, at der må være en slags optimum, hvor skattesatsen maksimerer statens indtægter. Det illustreres fint i figuren nedenfor, der er fra Institutet för Näringslivsforsknings annoncering af Jacob Lundbergs nye artikel i Journal of Public Economics.
Jacob ser i artiklen på konsekvenserne af, hvor den højeste marginalskat ligger. For danskere er det interessante, at den kombinerede marginalskat (indkomstskat og afgifter) er 66 %, mens Jacob estimerer den sats der maksimerer statens indtægter til 57 %. Sverige og Finland ligger også til højre for toppunktet på kurven, og alle tre kunne derfor i princippet forøge statens indtægter ved at sænke marginalskatten.
En af de særlige grunde til det er, at jo højere marginalskatten bliver, jo mindre vil folk rationelt arbejde: Hvis jeg skulle betale 40 %, ville jeg nok sige ja til flere foredrag, avisartikler osv. Men med den nuværende marginalskat, får jeg ganske enkelt ikke nok ud af det ekstra arbejde til at det opvejer mit tab af fritid – en lørdag med min kæreste, en søndag eftermiddag i tennisklubben, eller anden fritid, jeg skulle opgive for at arbejde (læs også her). Jacob pointerer, at de tre nordiske lande ville være lige omkring toppunktet på Laffer-kurven, hvis arbejdsudbuddets elasticitet var omkring 0,15 – dvs. hvis 10 procent højere marginalskat gav 1,5 % mindre arbejdsudbud. Det er meget cirka hvad Finansministeriet typisk regner med, men som han peger på, viser uafhængige og nyere studier en væsentligt højere elasticitet. Jacob regner i artiklen med 0,25, men på langt sigt er den nok endnu højere. Som Henrik Kleven, Claus Kreiner, Kristian Larsen, og Jakob Søgaard viste i en artikel i American Economic Review fra sidste år, er elasticiteten på langt sigt i Danmark nok omkring 0,5.
Bundlinjen i den fine, nye forskning fra IFN er, at selv med Folketingets nærmest umættelige appetit på større skatteindtægter, er den danske skattebyrde og marginalskat simpelthen for høj. Vi er ud over det punkt, hvor højere indkomstskat giver flere indtægter, som politikerne har behov for for at finansiere at købe stemmer. Hvornår de indser det, i stedet for at insistere på, at økonomerne tager fejl og de har ret, er et åbent spørgsmål.