Nobelprisen i økonomi går i år til de to amerikanere Robert E. Hall (Stanford) og Michael Woodford (Columbia). De får den primært for forskning, som har været med til at grundlægge den nykeynesianske makroteori – en teori, som anvendes bredt i dag.

I modsætning til den såkaldt keynesianske makroteori fra efterkrigstiden har nykeynesiansk teori et mikroøkonomisk grundlag og tager højde for den såkaldte Lucas-kritik (som var med til at give Robert Lucas Nobelprisen i 1995).

Ifølge Lucas og den nyklassiske revolution bør makroøkonomiske teorier bygge på sammenhænge, som er robuste over for ændringer i den økonomiske politik. Hvis den politiske politik ændres, vil aktørerne også tilpasse deres forventninger og adfærd. En model, der ikke tager højde for det, kan derfor ikke anvendes til at forudsige virkningerne af en ændret politik.

Allerede Milton Friedman (Nobelpristager fra 1976) påpegede den svaghed ved de keynesianske modeller, at agenterne forudsættes ikke at tilpasse deres forventninger, selv om de kunne forbedre deres situation. I Friedmans monetarisme blev der anvendt adaptive forventninger, hvor aktørerne tilpasser deres forventninger, når de bliver skuffede. Lucas byggede videre på Muths begreb om såkaldt rationelle forventninger og integrerede dem i makroteorien – altså fremadskuende forventninger, der er konsistente med, hvad modellen selv tilsiger. I Lucas’ tidlige nyklassiske modeller kunne uventede stød derfor føre til konjunkturudsving, mens systematisk og forudset pengepolitik ikke kunne øge beskæftigelsen.

Forudsætningen om rationelle forventninger er grundlæggende bevaret i nykeynesiansk teori. Når den alligevel kaldes keynesiansk, er det, fordi den har fokus på, at priserne kan være stive og være længe om at tilpasse sig. Når priser og lønninger ikke er fuldt fleksible, må mængderne i stedet tilpasse sig – f.eks. i form af arbejdsløshed, når lønningerne ikke er fleksible. Stive priser og lønninger betyder, at efterspørgselsstød kan få større og mere langvarige virkninger på produktion og beskæftigelse.

Siden Lucas er det blevet et dominerende princip i makroøkonomisk forskning, at makroøkonomiske sammenhænge ultimativt må kunne underbygges mikroøkonomisk – altså følge af individuelle valghandlinger. Woodford får således Nobelprisen bl.a. med henvisning til, at han har udviklet en samlet nykeynesiansk model baseret på et mikroøkonomisk grundlag (Woodford 2003). En anden afgørende nyskabelse var, at det blev muligt at udlede optimal stabiliseringspolitik ud fra husholdningernes velfærd frem for blot at forsøge at styre produktion og beskæftigelse efter historiske makroøkonomiske sammenhænge.

For Halls vedkommende fremhæves hans bidrag til forbrugsteorien. Også den baserer sig på Friedman og hans såkaldte permanente indkomsthypotese. Hvor tidligere keynesianske modeller blot antog, at det aktuelle forbrug varierer med den aktuelle indkomst, argumenterede Friedman for, at forbruget bør ses i lyset af den permanente indkomst, dvs. forventningerne til indkomsten også på lang sigt. Et midlertidigt stød til indkomsten må derfor formodes at have mindre effekt end en permanent ændring i indkomsten.

Hall tog teorien et logisk skridt videre og gjorde den empirisk testbar: Hvis forbrugerne danner rationelle forventninger, bør ændringer i forbruget ikke kunne forudsiges ud fra allerede kendt information. Hvis deres indkomst stiger som forventet, bør stigningen allerede være indregnet i deres forbrugsplaner. Hall fandt betydelig empirisk støtte til denne forudsigelse (der findes dog også visse forbrugere, som lever fra hånden i munden, og som derfor i højere grad lader forbruget følge den aktuelle indkomst i nykeynesianske modeller).

I nykeynesiansk teori er det fortsat muligt som i de oprindelige keynesianske modeller at føre stabiliseringspolitik (det er det også i begrænset udstrækning i monetaristiske og nyklassiske modeller), men sammenhængen mellem økonomiske redskaber og økonomisk udvikling er langt mindre mekanisk og forudsigelig. Derfor har den nykeynesianske teori ikke bragt os tilbage til de keynesianske modellers simple, let styrbare verden.

En særlig aktuel del af den Nobelprisbelønnede forskning er Woodfords bidrag fra 1995 til den finanspolitiske teori om prisniveauet. Den blev bl.a. udviklet fra et bidrag fraThomas Sargent (Nobelpris 2011) og Neil Wallace i 1981 og går i korthed ud på, at finanspolitikken kan blive styrende for inflationsforventningerne, hvis statsgælden vejer tilstrækkelig tungt, mens pengepolitikken bliver trængt i baggrunden. Ideen er – selv om forskellige teoriers mekanismer varierer – at hvis der ikke er forventninger om tilstrækkelige fremtidige statsoverskud til at dække statsgælden, må gældskvoten i stedet blive udhulet gennem inflation. Inflation udhuler som bekendt gældens reale byrde. Med de høje og ustabile gældsniveauer i flere store lande som USA, Storbritannien og Frankrig er den finanspolitiske teori om prisniveauet kommet i fokus igen.

Jeg har gennem mange år skrevet et avisportræt af årets Nobelprismodtagere i økonomi (de senere år i Berlingske), men tiden rækker ikke i år. Så I må nøjes med dette korte blogindlæg. Jeg har dog også udtalt mig til Børsen om årets pris (se her). Ellers findes glimrende materiale om den på Nobelfondens hjemmeside.