Tirsdag morgen sætter jeg mig endnu en gang i et fly i Billund, for at rejse til årets konference i the Southern Economic Association. Turen bliver denne gang særligt travl, da jeg sammen med min altid fremragende kollega og ven Niclas Berggren er vært for en lille workshop to dage før den store konference starter. Workshoppen, der medarrangeres med the Institute for Humane Studies og omfatter folk som Martin Rode (Universidad de Navarra), John Meadowcroft (King’s College London), og Meg Tuszynski – som vi skrev om i sidste uge – giver i sig selv materiale til adskillige blogindlæg. Konferencen, hvor Niclas og jeg også har arrangeret flere sessions, er også altid stærkt inspirerende. Idag dækker vi dog kun ét enkelt papir, der skal præsenteres: Mit eget, skrevet sammen med Andreas Bergh (Lund Universitet) og Justin Callais (Archbridge Institute).
I papiret spørger Justin, Andreas og jeg, om der måske eksisterer et indenlandsk fænomen, der ligner ‘den kapitalistiske fred’? Den basale idé kan spores helt tilbage til Montesquieus ‘la Douce Commerce’ (læs f.eks. her og her). Montesquieu hævdede, at jo mere lande handler med hinanden, jo mindre sandsynligt er det, at de går i krig med hinanden. Efterfølgende har forskere debatteret, om det kun gælder demokratier, og om der i virkeligheden er en demokratisk fred i stedet for. Den tyske sociolog Erich Weede viste derimod, at fænomenet ikke kun gælder international handel, men at økonomisk frie lande helt generelt ikke fører krig mod hinanden.
Vores spørgsmål er, om det også gælder social, indenlandsk konflikt. En lang tradition i sociologi og statskundskab – en hel del af den baseret på marxistiske og quasi-marxistisk teori – har hævdet, at folk enten ikke kan lide frihed eller at friheden kun gør de rige rigere og resten af samfundet derfor gør oprør. Men vi peger på, at man lige så godt kan tro det modsatte, fordi offentlig kontrol og økonomisk ufrihed flytter beslutninger fra den individuelle sfære over i politik. Og det er politiske beslutninger det demonstreres imod, ikke private.
Metoden vi bruger er matching-modeller, hvor vi ser på to mål for social konflikt – massemobilisering og politisk vold – og hvordan de reagerer på store ændringer i landets økonomiske frihed. Det metodisk særlige er således, at vi tager hensyn til at de lande, der laver store reformer der påvirker den økonomiske frihed, ikke altid er sammenlignelige med dem, der ikke gør.
Det andet særlige er vores resultater: Lande, der indfører reformer der styrker den økonomiske frihed, oplever systematisk klare fald i den politiske vold, mens lande der svækker den økonomiske frihed, oplever væsentligt mere vold. Og den negative effekt af mindre frihed er tydeligt større end den positive effekt af mere frihed. Mens det teoretiske billede er meget varieret, er de empiriske mønstre således klare: Økonomisk frihed skaber ikke kun international fred, men bidrager også til at gøre hvert enkelt samfund fredeligere. Demonstrationerne, volden, og oprøret kommer derimod, når staten øger sin kontrol med økonomien og borgernes liv.
- Send mig en mail, hvis du vil læse papiret.
