Den 7. oktober døde maleren Poul Anker Bech, 67 år gammel. Efter min ringe mening var han den bedste danske maler i de seneste årtier. Han var en af de malere, der bare blev bedre og bedre med årene. Mere sikker i sin stil, mere klar i sit udtryk. Mere sig selv.

Dette er et par af de forrygende bemærkninger han kom med i et interview sidste år i Politiken:

Om kunsten generelt:

»Hvis man nu stillede en hundelort lige her på bordet og iscenesatte den tilstrækkelig stærkt med en hærskare af folk, der priser den og beskriver den, så ville der efterhånden ende med at være en magi ved den hundelort. I andre tilfælde kan man lave noget imaginært omkring tre søm i et bræt og sige, det er kunst. Men det er lige meget, hvis man kan bilde folk ind, at det er kunst, så de får en oplevelse«.

Om sin egen kunst:

»Om det så er stor kunst, ved jeg ikke noget om. Jeg kan ikke engang sige, at det afgør tiden, for det er helt tilfældigt. Vores moderne museer er blevet vor tids kirker med en kolossal kreds af skriftkloge og ypperstepræster, og hvert femte år skifter vi guderne ud. Det er jo komisk«.

Om Per Kirkeby:

[Politiken: Dybest set mener Poul Anker Bech, at folk mener det, de får besked på at mene af de skriftkloge, og han tror ikke, 95 pct. af de mange besøgende på Louisianas aktuelle Kirkeby-udstilling forstår, hvad de ser.  Selv mener Bech, at Kirkeby bare opsummerer det 20. århundredes maleri.]

»Det har været præget af en angst for illusionen og det sentimentale, og Kirkeby slutter århundredet af med at lave sin store apoteose for denne angst ved at klistre sine ting til med farver og smøre ovenpå, lag på lag på lag, hver gang der kommer et tilløb til en illusion eller noget, der forestiller noget. Det er en slags åndelig geologi, det er et flot symbol på en tendens, der har været i det 20. århundrede, og som sådan er han meget interessant kulturhistorisk og kunsthistorisk, men hvis du ikke har den historie med, er der ingenting. Folk kan falde i svime over farverne, men gå ud i en efterårsskov; den er da meget mere righoldig at se på end Per Kirkeby«.

Om at få kritik:

»Det meste er jo ordskvalder. Når Politiken skriver, at mine billeder er værre end det værste, man kan finde på de billigste steder i udlandet, så er det jo ren røv at trutte i. De virkelig fine har aldrig kunnet lide mine ting, og det kan da også godt ske, det ikke er rigtig godt. Det tænker jeg da, når jeg indimellem er blevet rasende over, hvad nogen har skrevet, men efter nogle år tænker jeg, at man måske ikke kan fortænke dem i, hvad de har skrevet«.

Politiken: Nogle år. Det er længe at skumle?

»Det er da altid noget, hvis man kommer til forsoning med sine kritikere. Det hele er jo et spørgsmål om statistik, for vi er mange, der byder os til med kunst, og vi kan da for dælen sige os selv, at så mange er der ikke brug for. Spildprocenten er stor, og inden man forpester sit liv med bitterhed, skal man også tænke: Jamen herregud, jeg får da lov til at lege lidt med«.

Det sidste fik mig til at tænke på Michael Møllers og Niels Chr. Nielsens “Kunst Økonomisk Set”, der bl.a. diskuterer de incitamenter, der er indbygget i dansk kunststøtte, og hvorfor støtten nødvendigvis må føre til et bredere felt af middelmådige kunstere, fordi kunst pr konstruktion er en stjerner/vandbærer industri (“Winner takes it all”). For ikke at glemme den oplagte nepotisme og klikedannelse, der altid vil opstå når selvsupplerende komiteer uddeler frie ressourcer til hinanden.

En af grundene til at Poul Anker Bech blev bedre og bedre var, at han selvvalgt forblev en outsider i forhold til kunsteliten. Han lod ikke sin selvkritik erodere af omgivelsernes ros, og han prøvede (futilt) at sælge sine billeder til under markedspris. Han var ikke bare en god maler. Han var også et klarsynet, selvstændigt menneske.