Forfatterarkiv: Ex Column

Moralsk hasard i fødekæden

Af Ex Column, den 8. juni 2006. 9 svar

Er fødevarekontrol et ubetinget gode? Spørgsmålet forekommer måske malplaceret i en tid, hvor risikominimering er hævet over enhver form for budgetrestriktion. At give næring til tvivl er imidlertid en af de fornemmeste opgaver for en punditokrat, så jeg vover pelsen.

Inden for anvendt forsikringsteori er et fænomen som moralsk hasard hverdagskost. Når en forsikringstager har erhvervet en police er det ikke givet, at vedkommende udviser samme adfærd. Forsikringen giver – alt andet lige – et incitament til at opføre sig mindre agtpågivende, medmindre der er indbygget betingelser i policen, der eliminerer eller begrænser tilskyndelsen til en sådan fremfærd. En forsikringstager, der har fået stjålet sin bil vil således næppe få udbetalt erstatning, hvis bilen ikke har været aflåst. På denne måde kan forsikringsselskaberne teoretisk såvel som praktisk tilsikre en sund forretningsmodel, der er økonomisk overkommelig for kunderne og dækker deres behov.

En skærpelse af fødevaresikkerheden rummer umiddelbart ikke sådanne adfærdsbetingede forholdsregler. Der er ingen entydig sammenhæng mellem forbrugeres marginale skattebidrag og en skærpet kontrol. Og der er ingen adfærdsregulerende forpligtelser, der forhindrer forbrugeren i at opføre sig tåbeligt. En skærpet fødevarekontrol vil derfor efterlade ganske mange med det indtryk, at man stort set kan lukke øjnene og foretage sit forbrugsvalg risikofrit.

Historisk har salmonella været en del af musikken, når man købte en kylling eller kalkun. I de seneste år har man imidlertid brugt omfattende ressourcer på at fjerne salmonella fra disse fødevareemner, hvilket vistnok har resulteret i, at under 5 pct. af dansk produceret fjerkræ nu er inficeret med salmonella-bakterier. Det kan diskuteres, hvorvidt fordelene står mål med omkostningerne, men det har været virkningsfuldt. Problemet er imidlertid, at den reducerede risiko meget vel kan få os til at ændre adfærd. Hvor vi tidligere udviste rettidig omhu under tilberedningen af fjerkræ, kan vi i dag tillade os at være mindre agtpågivende, når vi kokkererer. Eller kan vi?

Sandsynligheden for at blive ramt af salmonella er reduceret, men vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det kød vi køber er salmonellafrit. Selv ikke i den situation, hvor salmonella-bakterier i fjerkræ helt forbydes. Mord og berigelsesforbrydelser er også forbudt, men forekommer alligevel. Skærpet kontrol, klækkelige bøder eller hårde straffe kan naturligvis bidrage til at sådanne hændelser minimeres, men ikke helt forhindres. Og omkostningerne ved at gøre blot dette, vil være prohibitive.

Risikoreduktion på fødevareområdet er med andre ord et tveægget sværd. En skærpet kontrol vil reducere forekomsten af farlige fødevarer, men også give os en falsk tryghed, der fører til en mere skødesløs adfærd. Hvis politikerne vil gøre noget effektivt for fødevaresikkerheden bør de i stedet flytte opmærksomheden fra kontrol og forbud til almindelige erstatningsret. Ikke fordi det vil garantere salmonellafrit fjerkræ, men fordi det vil være det mest probate og ræsonnable tiltag.

Dødens gab

Af Ex Column, den 7. juni 2006. 19 svar

Det er ingen hemmelighed, at Den Østrigske Skole i mange henseender bliver betragtet som et udkantsfænomen inden for økonomisk teori. Det gælder vel især de bidrag, der forholder sig til makroteori. Her har det asketiske forhold til matematik i én guddommelighed været en forhindring for den videnskabelige videreudvikling. Klarheden og fremdriften fortoner sig således ofte i noget, der minder om ren knever. Og det er faktisk fortrædeligt, når Østrigerne har så meget at byde på.

For et par uger siden blev jeg præsenteret for et arbejdspapir, som illustrerer min pointe. Mens en hel verden bekymrer sig om det stigende inflationspres, præsenterede William R. White fra Bank of International Settlement det for tiden frappante synspunkt, at kilden til visse økonomiske kriser ikke nødvendigvis skal søges i det kaffegrums, der kaldes inflation. Depressionen i 30’ernes USA blev således ikke initieret af en forudgående hyperinflation. Sammenbruddet i Japansk økonomi i 80’erne var heller ikke foranlediget af et foregående inflationspres. Og krisen i Asien sidst i 90’erne er også svær at tilbageføre til et regionalt inflationspres.

De tre kriser kan derimod – uden sammenligning i øvrigt – knyttes til en forudgående kreditekspansion, som jeg vil tillade mig at kalde Dødens gab. For det er egentlig en ganske rammende betegnelse for det forløb, der sættes i gang, når den finansielle rente i stadig større omfang afviger fra den naturlige rente. Og det er her Østrigerne kommer ind i billedet.

Den naturlige rente er det bedste kommunikationsværktøj, der findes. Den sender et klart signal om økonomiske agenters tidspræferencer. Hvis den naturlige rente er lav, er det populært sagt et signal om at forbrugerne sparer op med henblik på at erhverve forskellige kapitalgoder i fremtiden. Hvis renten er høj er det omvendt et signal om, at forbrugerne vil anvende deres penge her og nu på forbrugsgoder. Men hvis virksomhederne bruger den finansielle rente som rettesnor for forbrugernes tidspræference, bliver de snydt. For en lav finansiel rente er ikke længere et signal om, at forbrugerne står i kø efter langsigtede kapitalgoder. Katastrofen indtræffer, når den forventede efterspørgsel udebliver.

William R. Whites arbejdspapir er et cadeau til denne indsigt, som han tilskriver Østrigerne, og ikke mindst Hayek. Men arbejdspapiret er også en advarsel om, at inflationsmålsætninger skygger for den kendsgerning, at vore økonomier kan bevæge sig mod et sammenbrud, selv om der ikke er tegn i sol og måne på et inflationspres. Måske burde vore egne økonomiske vismænd fokusere lidt mere på dette, og mindre på faren for overophedning under fuld kapacitetsudnyttelse. Jeg indgår således gerne et væddemål om, at den største udfordring i relevant fremtid ikke bliver mangel på kapacitet, men derimod overkapacitet.

Den bitre eftersmag

Af Ex Column, den 16. maj 2006. Skriv et svar

I sidste uge bragte Politiken en historie om, hvordan salget af bananer, kaffe og andre produkter med Max Havelaar’s logo har eksploderet i de første tre måneder af 2006. Ifølge kommunikationsekspert Henrik Byager, der for et symbolsk beløb rådgiver Max Havelaar, hænger det bl.a. sammen med, at sådanne produkter har fjernet sig fra deres fodformede image og at fair trade nu promoveres af populære bands som Coldplay.

Jeg fornemmer at han har ret; måske mere end han selv er klar over. Dokumentarfilmen The Bitter Aftertaste af den britiske instruktør Philip Thomsen tegner i hvert fald et nyt og anderledes mere negativt billede af fair trade-bevægelsen, end vi normalt bliver præsenteret for i medierne. Det er en kompendiøs film med en række stærke proof points, der ikke bør overdøves af entusiasmen over Max Havelaar’s salgsfremgang.

Jeg har endnu ikke set denne korte docu på dansk TV, men det kan skyldes min manglende omnipotens. Hvis ikke, så anbefaler jeg én af de danske kanaler sprede det besværlige budskab: Fair trade er ikke, hvad det giver sig ud for, og de fattige bønder i ulandene får ikke ubetinget bedre økonomiske vilkår af det ideologiske fix.

Mandag Morgen Watch II

Af Ex Column, den 8. maj 2006. 14 svar

Min med-punditokrat Nicolai Foss har inviteret til en lidt mere konsekvent inspektion af Mandag Morgen. Det finder jeg ret beset betimeligt, da enhver kan forvisse sig om, at dette ugebrev aldrig løber tør for sludder, selv om en blind høne naturligvis også kan finde et guldkorn. Men skriftet er sædvanligvis forsynet med så meget nonsens, at det kræver tålmod at læse det hver uge. Lad mig derfor begrænse denne post til en iagttagelse, jeg gjorde for nogen tid siden, og som vederlagsfrit kan studeres nærmere af de faste læsere af denne blog.

På Mandag Morgen er man fantastik dygtige til at indfange en døgnflue og få den gjort til en cash cow. Uddannelse og underholdning bliver til Edutainment, mens økonomi og sundhed bliver til Wealthcare. Og så kom Muhamed-krisen: Hvad skulle man dog finde på af opsigtsvækkende fraser? Naturligvis, The Co-existence of Civilizations! Læserne af Punditokraterne vil begribeligvis vide, at dette fuldfede floskulatur er en slags antitese til Samuel P. Huntington’s bestseller The Clash of Civilizations, og derfor passer godt til en forretningsmodel, der handler om at skille fårene fra bukkene; altså på den rigtige måde. Således gjort, præsenterede Mandag Morgen et helt nyt projekt, der skulle forebygge fremtidige kultursammenstød.

Jeg skal ikke trætte med en lang svada om projektets formål, for her behøver man blot at mobilisere ens værste forestillinger; de bliver nemlig bekræftet. Men for at give en lille smagsprøve på den intelligentsia, der har samlet sig rundt initiativet, vil jeg citere direktøren fra Hummel, Christian Stadil, som kommer med følgende ordflom:

“Nogle gange er der situationer, hvor det, du gør i Danmark, påvirker noget andre steder i verden på grund af gruppedynamik og interdependence – alle tings forbundethed. Og timingen lige nu er helt rigtig i forhold til verdens gruppedynamik. Hvis vi rykker på det her nu, kan vi virkelig gøre en forskel”

Er det ikke glansfuldt, at vi har sådanne beskinnede væsner i dansk erhvervsliv? Og er det ikke lige så pragtfuldt, at vi har et medie, der kan tjene (penge) som platform for deres udgydelser? Svaret lader nok vente på sig, indtil drengen fra Kejserens nye klæder dukker op.

Disclaimer: Forfatteren af dette indlæg er liberal og deler ikke parasol med mørkets kræfter. Så vidt vides er han endda skeptisk over for en lang række af de antagelser, som Samuel P. Huntington gør i The Clash of Civilizations. Endnu værre har han det med en Who are we? Det sidste kan man bogstavelig talt godt komme i tvivl om, når man læser Ulrik Høy’s indlæg i denne uges udgave i Weekendavisen.

Løn som fortjent

Af Ex Column, den 4. april 2006. 3 svar

Regeringens forslag til fremtidige rygeregler er i mange henseender et konkret belæg for, at den ikke er liberal. Det har vi måske nok fået demonstreret i overmål på andre felter, men det er alligevel opsigtsvækkende, at regeringen finder det opportunt at begrænse såvel det personlige ansvar som den private ejendomsret. Derfor er det da også befriende at notere, at enkelte konservative politikere tør at sige fra. Men lad nu det ligge. Mit ærinde med denne post er ikke at skælde ud på regeringen, selv om der er anledning til at gøre det. Næ, jeg er mere optaget af at sætte fokus på den omstændighed, at Rent Seeking ikke altid giver pote.

Det har sikkert undret én og anden, at en erhvervsorganisation som HORESTA kræver et rygeforbud på vegne af deres virksomhedsmedlemmer, som umiddelbart skulle formodes at være tilhængere den private ejendomsret. Vel, vi mødes fra denne organisation med velsmurt tale om, at det sker af hensyn til de ansatte, der har en overdødelighed i forhold til andre erhvervsgrupper. Og det sidste skal såmænd nok passe. Men er det virkelig dét, der er anledningen til HORESTA’s forbudsiver? Det kan jeg naturligvis ikke afvise, men jeg syntes det er relevant at bemærke, at dette rationale passer særdeles godt med det økonomiske rationale.


HORESTA er – trods det omnipotente navn – en organisation, der snart sagt kun tæller hoteller og fastfood-kæder. Blandt disse har man for længst gjort sig den iagttagelse, at det bedst kan betale sig at være røgfrie. Men kun i det omfang, at de kan tvinge cafeer, værtshuse, bodegaer og finere spisesteder med på galejen. Men da disse etablissementer typisk ikke er medlemmer af HORESTA, forsvinder de gule gardiner i bodegaen og Cohiba-røgen på gourmetrestauranterne ikke uden videre.

Der skal politik til, skal der! Har regeringen så leveret varen? Nej, ikke helt. HORESTA er synligt fortørnet over, at den ikke har fået den ønskede valuta for lobbyindsatsen. Bl.a. fordi udskænkningssteder på mindre end 100 kvadratmeter stadig kan gøre, hvad der passer dem. Der er med andre ord tale om Rent Seeking, der er kalibreret helt forkert. HORESTA kalder det konkurrenceforvridning, mens flegmatiske punditokrater blot tørt må konstatere, at Tullock-tabet ikke blev fuldt materialiseret. Den liberale vælger – ryger eller ej – kan dog midt i al elendigheden gnide sig i hænderne over, at den bedærvede del af erhvervslivet en gang imellem får løn som fortjent.

Oplysningstid for Arla

Af Ex Column, den 29. marts 2006. 13 svar

Arla er endt i en værre redelighed. I bestræbelserne på at genvinde de tabte markedsandele i Mellemøsten har selskabet indrykket annoncer i arabiske nyhedsmedier, hvor de i mere eller mindre utilslørede vendinger gør klart, at de skam respekterer de kulturelle værdier, som disse samfund bygger på. Umiddelbart burde en sådan fremgangsmåde jo ikke give anledning til den store ståhej, for hvad er mere naturligt end at udvise respekt for de kunder, man ønsker at afsætte sine varer til. Det er såmænd en både forventelig og naturlig måde drive forretning på.

Arla har med andre ord lært, at verden i dag er så lille, at det ikke er omkostningsfrit at krænke kulturelle sæder og religiøse følelser i arabiske lande; også selv om det måtte være en dansk avis eller dansk regering, der måtte stå bag. Men Arla har overraskende nok overset, at det heller ikke er gratis at træde på de værdier, der er grundlaget for de vestligt orienterede samfund. Selskabet fik dog syn for sagen, da adskillige kvindeorganisationer meldte sig på banen og i skarpe vendinger kritiserede Arla for hylde det anakronistiske kvindesyn, der er hyppigst forekommende i de arabiske lande.

Nu har Arla så indbudt repræsentanter fra kvindeorganisationerne til dialog. Nok ikke fordi selskabet nærer særlig respekt for nogle få og principfaste kvindesagskvinder, men snarere fordi disse repræsentanter meget vel kan vise sig lige så stærke som de religiøse eksponenter, der bogstavelig talt satte fut i fejemøget i Mellemøsten. For hvad er mere skræmmende for Arla, end at rage uklar med frigjorte skandinaviske kvinder, der trods udbredt emancipation, fortsat fungerer som tilsynsførende ved de daglige indkøb i supermarkederne. Nej vel, det er næsten ikke til at bære. Derfor må der fluks arrangeres et dialogmøde.

Jeg håber inderligt, at kvindeorganisationerne vil vise, at de repræsenterer det stærke køn og fastholde kritikken af Arla. Ikke fordi jeg nærer særlig afsmag for Arlas produkter eller virksomhed, men fordi det kan illuminere den iboende konflikt i såkaldt Stakeholder Management – tidens mest klichébefængte røgtæppevås. For hvad gør en ledelse som Arlas, når den skal tilgodese adskillige modstridende interesser? Her er nogle bud:

  • Man holder sig fra politiske manifestationer og erkender, at man har betrådt et territorium, der ikke var bæredygtigt.
  • Man tilbagediskonterer værdien af afsætningen til alle typer af stakeholders, og holder med dem, der repræsenterer den største nutidsværdi.
  • Man arrangerer økumeniske/tværfaglige interfaces med en fælles accepteret moderator og beder til, at der kan skabes en profitmaksimerende forsoning på tværs af forskellighederne.
  • Man tilbyder alle stakeholdere at blive andelshavere, så alle særstandpunkter og forhandlingsomkostninger kan internaliseres i den daglige forretningsgang

Jeg vil hermed indbyde læsere af Punditokraterne til at bidrage med yderligere bud. Steen Hildebrandt, der jævnligt fylder Børsens spalter med en masse Stakeholder-lingo, skal også være velkommen til at give et bud.

Er Sverige et uhyggeligt samfund?

Af Ex Column, den 16. marts 2006. 7 svar

Engang imellem gør jeg mig den ulejlighed at slå over på en anden TV-kanal, når jeg konfronteres med de danske morgennyheder. Det gjorde jeg også den morgen, hvor det med ret stor træfsikkerhed kunne bekræftes, at amerikanerne havde genvalgt George W. Bush som præsident. På de svenske stationer var der naturligvis almindelig gravkammerstemning. Vores naboer har tydeligvis stadig svært ved at fordøje, at skådisen Ronald Reagan kunne vinde over den huldsalige Jimmy Carter. Derfor har de om end endnu større vanskeligheder med at synke, at George W. Bush kan blive præsident og i øvrigt genvælges. Når amerikanerne så alligevel gør det, så må det være et patologisk træk ved det amerikanske samfund. Således også hin morgenstund. Den socialdemokratiske partisekretær, Marita Ulvskog, tonede frem på skærmen og erklærede: “USA er et otäckt samhälle”. Sådan!

Hvorfor bringer jeg denne erindring på banen? Jeg gør det, fordi jeg for et par dage siden blev konfronteret med en artikel i Dagens Nyheter, som handlede om den omsiggribende antisemitisme i det svenske samfund. Her blev det ordentligt fortalt, at 5% af svenskerne har en systematisk negativ indstilling til jøder. Nuvel, det er jo trods alt til at overse. Men den fortsatte læsning afslørede, at vi her talte om en meget snæver definition af antisemitisme. Hele 41% viser sig nemlig at have en hel eller delvis negativ opfattelse af jøder. Og en fjerdedel af den svenske befolkning vender sig ligefrem imod den tanke, at en jøde kunne være statsminister. Lige så mange mener, at jøderne har for stor indflydelse på verdensøkonomien.

Gør dette Sverige et uhyggeligt samfund? Givetvis ikke, men det er da sociologisk set vedkommende, at et samfund, der er storleverandør i politisk korrekte attituder, tilsyneladende er funderet på en mental mødding. Og det ligger da lige for at spørge, hvordan denne mødding er blevet til. Hvem har skabt disse anskuelser i Folkhemmet? Kan det tænkes at være tonen i debatten? Er der en lineær sammenhæng mellem Socialdemokraternes grove udfald mod Israel og svenskernes syn på jøder? Jeg ved det ikke. Men jeg fornemmer, at den svenske kulturelite ikke bekymrer sig lige så meget for etnisk stigmatisering, når den rammer jøder. Og der er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt.

Happy Birthday Mrs. T

Af Ex Column, den 13. oktober 2005. Skriv et svar

Margaret Thatcher fylder 80 år i dag. Det er en passende anledning til at erindre os selv om, at et enkelt menneske kan udrette ganske meget og gøre en forskel; især når dette menneske er drevet af et konsekvent og rationelt syn på tilværelsen samt en tro på, at ideer har afgørende betydning for samfundsudviklingen. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Mrs. T et sådant menneske. Hun evnede at tænde et håb i et land, der var på randen af indre opløsning under Winter of Discontent. Og hun formåede at bygge en bro til et friere og mere dynamisk Storbritannien, der i dag forvaltes af Tony Blair. Hun var kort og godt det 20’ende århundredes pioner inden for politisk mod og forandring.

Lad det være en besked til den danske borgerlighed, der fortsat smatter rundt i de socialdemokratiske efterladenskaber. Vælgerne kan påvirkes og mobiliseres, hvis de præsenteres for en liberal vision, der er bakkes op af stålsat politisk lederskab. Den sidste forudsætning er til stede, hvilket er demonstreret i enkelte sammenhænge. Men modet til idéudvikling inden for det velfærdspolitiske område har fortsat trange kår. For det kan da ikke være evnerne, det er galt med?

Nå, et stort tillykke til Mrs. T, der satte en standard for politisk mod og fornyelse i en tid, hvor det ideologiske klima var vanskeligere end i dag.

Sociologi: En klasse for sig

Af Ex Column, den 10. oktober 2005. 1 svar

Søndag aften var Jes Stein Pedersen fra Deadline 2. sektion vært for en snak om sociologiens aktuelle brydningsflader. I studiet havde han besøg af livsstilseksperten Henrik Dahl og munkemarxisten Erik Jørgen Hansen, der er kendt for mere end 30 års virke ved Socialforskningsinstituttet og som nu vistnok er ved at takke af som professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hvad kom der så ud af det?

Jo, se Erik Jørgen Hansen – der har været forskningsleder på talrige levekårsundersøgelser – fastholdt stædigt, at Danmark er et klassesamfund, der lader sig definere i forhold til produktivkræfternes gøren og laden. Henrik Dahl – dette moderne menneske – afviste pure denne kapitallogik med henvisning til Max Weber, der som nogle ved leverede et ganske sårende frontalangreb på marxismens klasseperspektiv i det først nummer af Archiv für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik. Og det kunne jo have dannet grundlag for en interessant meningsudveksling. Men Jes Stein Pedersen ville det anderledes.

Seerne skulle partout vide besked om, hvad den gamle professor mente om Henrik Dahls sociologiske bedrifter. Dem var han naturligvis ikke videre imponeret af og sigtede bl.a. på Dahls almenfattelige fremstilling Hvis din nabo var en bil; et værk, der visselig blev undfanget i forbindelse med underholdningsserien Kender du typen? Og så blev Dahl noget brøstholden og spids, hvilket ødelagde seernes mulighed for at få svar på nogle vedkommende spørgsmål. Fx hvorfor sociologer er så besat af klasser, ulighed og magt. Og så bjergtaget af velfærdsstaten og alle dens gerninger. Eller så meget i opposition til kapitalismen og al dens væsen. Det fik vi ikke svar på.

Deadline 2. sektion slutter altid med en anmeldelse af bøger. Dem bliver man ikke klogere af, så lad mig foreslå nogle andre. Fx The Decomposition of Sociology (1993), hvori Irving Louis Horowitz hudfletter amerikansk sociologi, eller Seeds of Bankruptcy (1988) af David Marsland, der tager britisk sociologi under kritisk behandling. Det er to gode sagsfremstillinger for dem, der gerne vil vide, hvorfor nogle af os har det med sociologi som med akne; det er ikke noget man dør af, men hold op hvor er det irriterende.