Tag-arkiv: befolkning

En julegave fra os til dig

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. december 2019. 2 svar

“Som økonom har man til tider lyst til at skrige “skomager, bliv ved din læst!” til de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på hvad økonomi er og gør.” Sådan motiverede redaktør Christian Bjørnskov Punditokraternes sommerserie i år. Den direkte anledning var, at den gamle vrangforestilling om befolkningsvæksten som et stort problem er begyndt at dukke op igen – denne gang i miljø- og klimadebatten. Derfor dedikerede vi sommerserien til at se nærmere på, om befolkningstilvækst og økonomisk vækst vitterlig er så alvorlig en trussel, eller om det tværtimod er en velsignelse.

Som vores julegave til læserne bringer vi her serien samlet, så den er let at pakke op og læse eller genlæse i eftertænksomme stunder i løbet af julen. Den burde ikke ødelægge julestemningen, men forhåbentlig øge modstandsdygtigheden over for højtidens sædvanlige bekymringer om overforbrug.

God jul og godt nytår til jer alle.

Afsnit 1. “Økonomisk vækst [er] ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer.”

Afsnit 2. “På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.”

Afsnit 3. “Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling.”

Afsnit 4. “Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.”

Afsnit 5. “Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt [overførsels]system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige”.

Afsnit 6. “Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.”

Afsnit 7. “Disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet.”

Afsnit 8. “Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere.”

Afsnit 9. “At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.”

Afsnit 10. “Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden”

Afsnit 11. “Når f.eks. Wind Denmark på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark.”

Afsnit 12. “Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os.”

Afsnit 13. ” Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at [de udtømmelige naturressourcer] vil blive udtømt for hurtigt.”

Afsnit 14. “Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst.”

Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer.

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. september 2019. 1 svar

Sommeren er for længst gået på hæld, og det er vores sommerserie om vækst, befolkning og klima dermed også. Vi mangler dog at behandle et enkelt spørgsmål: Hvordan kan en verden af endelige ressourcer forenes med vedvarende økonomisk vækst? Svaret er det lidt overraskende, at vækst i høj grad er en forudsætning for ikke at løbe tør for ressourcer.

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. august 2019. 4 svar

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.

Befolkning, klima og vækst 6: Dit livs vigtigste graf

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. juli 2019. 6 svar

Grafen fortæller en ekstremt vigtig historie – måske menneskehedens vigtigste. Den viser sammenhængen mellem verdens folketal (x-aksen) og velstanden målt ved BNP (y-aksen). Og den viser, at der er voksende skalaafkast i produktionen med hensyn til antal mennesker. Det lyder måske ikke sex’et, men få spørgsmål er vigtigere.

Konstant skalaafkast vil sige, at når folketallet vokser, så vokser BNP lige så meget: Én procent i befolkningstilvækst giver én procent højere BNP. Ved konstant skalaafkast er BNP per verdensborger også konstant, når folketallet vokser. I figuren viser den sorte kurve, hvordan BNP ville være vokset siden Kristi fødsel, hvis der havde været konstant skalaafkast.

Faldende skalaafkast vil sige, at BNP vokser med mindre end én procent, når folketallet vokser én procent. Hvis de sidste to tusind år havde været karakteriseret ved faldende skalaafkast, så ville den faktiske udvikling – de røde og blå punkter – have ligget under den sorte kurve. Men som man kan se, så har der været stigende skalaafkast. Vi er blevet rigere i takt med, at vi er blevet flere.

Figuren viser endda, at skalaafkastet er tiltaget de sidste to hundrede år (de blå punkter). Frem til 1820 (de røde punkter) var skalaafkastet 1,3. Det vil sige, at en vækst i befolkningen på én procent har øget den gennemsnitlige velstand med 1,3 pct. Det var ikke meget højere end én, og gennemsnitsindkomsten steg ganske langsomt. Efter 1820 – som omtrent er begyndelsen på den industrielle revolution – har skalaafkastet været på 2,1. Det ses af, af den blå tendenslinje har en højere hældning end både den røde før-industrielle tendenslinje og den sorte kurve med konstant skalaafkast. Et skalaafkast på 2,1 vil sige, at BNP er vokset godt dobbelt så hurtigt som befolkningen. Det har løftet gennemsnitsindkomsten voldsomt.

Hvad figuren ikke viser så tydeligt er, at både befolkningstilvækst og BNP-vækst er accelereret de sidste to hundrede år. Når det ikke er så tydeligt, er det, fordi figuren benytter logaritmisk skala. Samtidig har jeg mange flere observationer fra de senere år end de tidligere. Siden 1960 er der en prik for hver år. De to første punkter har 1000 år mellem sig.

Den dramatiske udvikling de sidste to hundrede år er således tydeligere, når man plotter BNP og folketal (y-aksen er stadig i logaritmer) mod årstal. Det sker i denne figur.

Stigende skalaafkast er som sagt nødvendigt, hvis vi skal blive rigere i takt med, at vi bliver flere. Og stigende skalaafkast giver på ingen måde sig selv. Faktisk er det så ekstraordinært, at der stadig i vore dage er en del, der har svært ved at forstå det. Det gælder bl.a. de danske klimaforskere, der har efterlyst et indgreb mod befolkningstilvæksten for at bremse den globale opvarmning.

Når voksende skalaafkast kan være så svær at forstå, hænger det sammen med, at en stigende befolkning har både negative og positive effekter på levestandarden. De negative er imidlertid meget lettere at se end de positive.

De negative effekter af stigende befolkning er et forøget tryk på givne naturressourcer. F.eks. må der alt andet lige tages dårligere og dårligere landbrugsjord i anvendelse, jo flere der skal brødfødes. For langt de fleste individer er faldende skalaafkast det normale. De færreste af os kan producere det dobbelte ved at arbejde dobbelt så mange timer. En typisk bonde vil ikke få dobbelt så stor høst ved at fordoble mængden af såsæd og gødskning. Træerne vokser ikke ind i himlen – og slet ikke med stigende hastighed.

Den positive effekt af voksende befolkning blev dog allerede identificeret af Adam Smith, men har i perioder ind til de senere årtier været lidt overset. Smith indså, at arbejdsdelingen – specialiseringen – er kilden til velstand. Ti personer, der specialiserer sig og bytter med hinanden, kan producere mere end ti personer, der alle producerer det samme. De fleste moderne produkter – IPhones, sofaer, pasteuriseret mælk, blyanter osv. – skyldes en omfattende arbejdsdeling. Men arbejdsdelingens omfang er bestemt af markedets udstrækning. Desto flere mennesker vi er, desto større arbejdsdeling.

Det er vigtigt at huske på, at når vi taler skalaafkast, så er det på globalt plan. For et enkelt land behøver der ikke være voksende skalaafkast. Forklaringen på, at skalaafkastet først for alvor begyndte at overstige én de sidste to hundrede år, hænger i høj grad sammen med den intensiverede globalisering. Specialiseringen på tværs af lande har i mindst lige så høj grad som specialiseringen inden for landene drevet velstandsstigningen.

Det fantastiske er, at det voksende globale skalaafkast bliver ved med at gøre sig gældende, selv om vi har rundet et folketal på 7½ mia. Gevinsterne ved arbejdsdelingen fortsætter med at overstige omkostningerne ved mere trængsel og ressourcepres.

Ironisk nok blev den mest berømte forudsigelse om, at ressourcepresset ville overhale gevinsten ved flere mennesker fremsat af Thomas Malthus i 1798 – altså næsten på klokkeslæt samtidig med, at skalaafkastet begyndte at stige og banede vejen for en hidtil uset eksplosion i ikke blot folketallet, men i endnu højere grad velstanden. Siden er Malthus’ dystre forudsigelse blevet gentaget flere gange – f.eks. sagde forfatteren til ”Population bomb”, den amerikanske forsker og miljøaktivist Paul Ehrlich, fra 1968 i et interview:

“The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in the world death rate.”

Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, hvis den globale befolkning topper eller begynder at falde. Det er emnet i senere indlæg i blogserien.

—

Data er hentet fra Maddisonprojektet om langsigtet økonomisk vækst og for nyere år fra Verdenbanken. BNP er i 2005-dollar.