I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.