Tag-arkiv: børn

Børn udenfor ægteskabet

I Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.

Sådan er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på cirka spansk og østrigsk niveau.

Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.

Man kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor ægteskab ikke er det samme som andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle er enige i, er gode: Bedre retsvæsener, højere tillid og mere produktivitet. Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af forældre der er gift, betyder det også noget, hvilket samfund de fødes ind i.

Hvorfor er et liv uden børn suspekt?

Jeg oplever ofte, at mens venstrefløjen hylder mangfoldighed, er folk på højrefløjen som individer mere tolerante overfor livsvalg, der ikke ligner deres. Men der synes at være et bestemt livsvalg, hvor venstre- som højrefløj ofte er lige intolerante og fordømmende: Valget af et liv uden børn. Dagens spørgsmål – eller måske mere dagens undren – er hvorfor et liberalt verdenssyn ikke udstrækker sig til netop valget om børn.

Det grundlæggende er, at jeg opfatter det som en central del af et liberalt verdens- og menneskesyn, at man lader det være op til den enkelte at vælge hans eller hendes eget liv. Så længe man kan forsørge sig selv og ikke i sine livsvalg urimeligt begrænser andres livsvalg – gennem kriminelle valg og andet – er min holdning, at der ingen valide grunde er til at lægge grænser for livsvalgene. Det samme gælder andres behandling af ens valg. Man har ingen krav på andre menneskers respekt for dem – respekt er som bekendt noget, man gør sig fortjent til – men man har et liberalt krav på deres tolerance og dermed deres implicitte accept af ens ret til at træffe de pågældende valg.

De fleste danskere er da også ganske liberale i deres syn på personlige valg. Homoseksualitet er almindeligt accepteret udenfor små, religiøse kredse, kun meget få regner med, at børn bør vælge deres forældres karrierevej eller deres ægteskabsvalg for børnene, og valget af både hvor man bor og hvordan er fri for tabuer. Men når det gælder valget ikke at ville have børn, er danskerne helt anderledes. På netop dét punkt mener mange øjensynligt – på trods af at de ellers erklærer sig liberale – at der kun er et rigtigt liv: Find en kæreste og få mindst et barn. Så hvorfor er valget af børn – eller mere specifikt fravalget af at få børn – så kontroversielt?

Taler man med folk om emnet, er ufrivillig barnløshed en tragedie, mens frivillig barnløshed er dybt suspekt. Som Lone Frank fortæller i Berlingske i dag, opfattes det ofte som et meget egoistisk og koldhjertet valg. Argumentet at man ikke har lyst til et liv med børn affærdiges ofte med, at det ved man da ikke, før man har fået dem. Andre opfatter det tydeligvis som en pligt at få børn, men en pligt overfor hvem og hvorfor?

En første undren er, hvordan det kan være et egoistisk valg ikke at få børn. Argumentet synes at hvile på en antagelse om, at folk primært får børn af altruistiske årsager. Er det korrekt? Det tror jeg næppe, det er. Mange mennesker synes at få børn fordi de mener, det på en eller anden måde giver dem en status – nogle fine præmiebørn, der kan paradere foran venner og familie. For det andet er hele argumentet, at det er egoistisk ikke at få børn, ret forvirret. Robinson Crusoe var ikke egoistisk og kunne per definition ikke være egoistisk – han var alene på sin ø. Egoistisk adfærd som begreb giver kun mening, når adfærden har konsekvenser overfor andre mennesker.

Så hvem er de andre mennesker, man angiveligt er egoistisk overfor? Der er to muligheder: Børnene og andre voksne mere generelt. Her falder argumentet igen, for man kan ikke være egoistisk overfor nogen, der ikke eksisterer. Med andre ord er valget, ikke at få børn, et valg der netop ikke kan være egoistisk, medmindre man mener at de mulige, fremtidige børn – dem man åbenbart er egoistisk overfor – allerede eksisterer i en metafysisk forstand. Men så har dem, der argumenter imod frivillig barnløshed som validt valg jo placeret deres holdning i en quasi-religiøs position, som er immun overfor et hvilket som helst argument.

Gælder det omvendt, at man er egoistisk overfor andre voksne, synes argumentet at hvile på, at man enten har eller bør have et atavistisk instinkt om, at alle bør gøre deres ’pligt’ overfor gruppen og få børn. Men i argumentet om, at andre i en gruppe, som de andre mener at man enten tilhører eller bør tilhøre, har et automatisk krav på ens livsvalg, er vel næppe særligt liberalt? Det er nærmere et proto-kommunistisk syn på folks ret.

Et sidste synspunkt, som jeg og andre venner uden børn har mødt, er at folk uden børn ikke kan være til ’gavn’ for andre. Ideen synes at være, at det er til gavn for andre mennesker, at man får børn. De har altså igen en form for krav på ens livsvalg, men her nogle gange formuleret som et krav på, at vi får børn som kan finansiere andre menneskers pension. Det argument er der to problemer med. For det første finansierer en generation kun den forrige generations pension i et rent pay-as-you-go system – som Danmark har været på vej væk fra i snart mange år. I et fuldt fundet pensionssystem, hvad enten det er drevet privat eller statsligt, finansierer hver generation sin egen pension. Så medmindre dem, der formulerer argumentet, simpelthen ikke forstår diskussionen, må der ligge en normativ vurdering af pensionssystemer bag. Og så er vi tilbage i et ganske illiberalt udgangspunkt. For det andet må man spørge om, hvem der i et skandinavisk system netto trækker mest på statens – og altså andres tvungent solidariske – udgifter. Får man børn, skal børnene i ’gratis’ skole, på ’gratis’ hospital, osv. Er det billigere end de eventuelle pensionskrav, som frivilligt barnløse måtte have i det nuværende system? Næppe.

Som et individ med liberale værdier burde der ikke være noget suspekt i et livsvalg uden børn, men mange opfatter det alligevel som et ’forkert’ valg. Man kan nogle gange få den mistanke, at de er sure over, at de af os der er ’frivilligt barnløse’, ikke deler deres elendighed og bekymringer. Man kan også mistænke dem for, at både det og deres instinktive afvisning af vores livsvalg, er det der får dem til at mene, at vi da sagtens kan blive en ekstra time fredag eftermiddag, eller undervise et ekstra kursus – ’for du har jo ikke børn’. Men børn er hverken en pligt eller en undskyldning – de er et frit valg, som man burde kunne tage selv uden bekymring for andres tabuer.

Tager folk ansvar for egne børn?

Politiken bragte i dag en historie om, at en tredjedel af de danske forældre har sendt et barn i skole eller daginstitution, selvom barnet var sygt. Dorte Bo Danbjørg, formand for Forældres Landsforening, udtaler til avisen at ”Vi trænger til, at der bliver skabt bedre vilkår for børnefamilier i Danmark. At forældre enten sender deres syge børn af sted eller selv pjækker fra arbejde bekræfter, at der er store udfordringer i at skulle passe sit arbejde og have syge børn en gang imellem.” En professor fra RUC bekræfter, at ” det er svært at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.” Medierne her til morgen har været fulde af historien og politikere, der mener at staten bør gøre mere.

Men lad mig udfordre automatreaktionerne om, at samfundet da sørme må gøre mere og at det er et stort problem for de stakkels forældre. Man kan nemlig også vende historien om: Hvis en tredjedel af forældrene til børn i daginstitutioner eller skoler har valgt at sende syge børn i skole/institution – det er nemlig et valg – er det en konkret afvejning fra forældrenes side. Er deres børn virkelig ikke vigtigere for dem end at de bare skiber de syge kræ afsted i stedet for at tage en fridag eller måske endda betale for at blive hjemme hos barnet? Med andre ord, mener folk at deres børn er blevet så meget samfundet og andres ansvar og ikke deres eget, at de kræver at vi andre betaler for at de kan blive hjemme, når deres egne børn er syge? Hvornår er folks børn holdt op med at være deres eget ansvar?