I dag er det 50 år siden at Botswana blev uafhængigt. Landet, der tidligere blot eksisterede som det britiske protektorat Bechuanaland, havde allerede i 1965 valgt sin første regeringsleder ved et frit og fair valg, der helt fulgte vestlige standarder. Og mens de omkringliggende lande og resten af Afrika marcherede med stormskridt mod autokratiske regeringer der fulgte tidens udviklingsøkonomiske mode – sovjetisk planøkonomi med statsligt kontrolleret industrialisering – udstak Seretse Khamas styre en ganske anden kurs for Botswana. Det skulle vise sig at være et særdeles klogt valg.

Grunden til at fejre Botswana i særlig grad er, at landet har været og stadig er en succeshistorie uden afrikansk sidestykke. Det tætteste, man kommer på en lignende eksplosiv udvikling er de asiatiske tigre i Hong Kong, Singapore, Sydkorea og Taiwan. Ved uafhængighed var der kun få kilometer asfalteret vej i landet og antallet af batswana med en universitetsgrad, der arbejdede for koloniadministrationen kunne tælles på to hænder. Siden da er den reale gennemsnitsindkomst vokset med en faktor 12, den forventede livslængde er også vokset med cirka 12 år på trods af Botswanas voldsomme AIDS-epidemi, og i Transparency Internationals årlige korruptionsvurdering ligger landet nummer 28, to pladser under Frankrig og 18 pladser foran det næstbedst placerede naboland. CIAs World Factbook angiver gennemsnitsindkomsten i 2015 til 16.400 (PPP-justerede) dollars, hvilket er over verdens gennemsnit, og stort set samme niveau som i Barbados, Brasilien eller Montenegro.

Mens Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson fortæller historien om, hvordan Botswana startede dets uafhængige liv med gode institutioner, er den videre fortælling ganske romantisk. Høvdingesønnen Khama var i 1944 taget til England for at studere videre på Balliol College i Oxford og var i 1946 startet som advokat. Året efter mødte han Ruth Williams, som han forelskede sig i – meget til både det engelske og afrikanske establishments store forargelse fordi Ruth var hvid. På trods af det omkringliggende samfund og deres egne familiers modstand blev de alligevel gift, fik børn og da Khama fik lov til at vende tilbage til Botswana – kolonistyret havde stillet som krav at han afgav sin høvdingetitel før han måtte rejse tilbage – flyttede Ruth naturligvis med. Khama stiftede der the Botswana Democratic Party i 1962, og endte so bekendt med at vinde det første valg.

Man kan kun spekulere på, hvilken retning Botswana havde taget uden en hvid First Lady, men det blandede præsidentpar var centralt i beslutningen om at tilbyde alle britiske embedsmænd, dommere og administratorer at blive i landet under uændrede vilkår. De fleste takkede ja, og Botswana startede dermed sin eksistens med et britisk embedsværk. Khama havde også oplevet briternes svære tid efter krigen, og valgte som en af de få regeringsledere i samarbejde med parlamentet at føre en meget konservativ politik. Budgettet blev balanceret, der var ingen politiske eventyr, og da landets diamantindustri for alvor begyndte at tjene penge, blev de statslige indtægter kanaliseret videre i investeringer i infrastruktur og uddannelse.

Botswana har siden 1966 været en lille ø af stabilitet, imponerende fremgang og decideret nordeuropæisk ’good governance’. De godt to millioner batswana lever i dag i Afrikas mest velfungerende land, der nærmer sig sydeuropæisk levestandard, men f.eks. uden Sydeuropas korruptionsproblemer. Det hele blev grundlagt af et blande ægtepar, der insisterede på at gøre ting ordentligt, og troede på at landets borgere havde initiativ og evner til at skabe et samfund selv. Det er værd at fejre i dag, 50 år senere.