Tag-arkiv: coca

“The Stupid Empire” strikes again – FN og coca-tygning i Bolivia

Da man i 1961 vedtog den såkaldte singlekonvention i 1961, der forbød en række rusmidler, blev coca-blade inkluderet i denne. Ikke på grund af coca-bladene selv, men på grund af, at de udgør grundlaget for produktion af kokain. Coca-blade har været anvendt i generationer i det bolivianske (og peruvianske) højland, og udemærker sig bl.a. ved at undertrykke sult, lindre hovedpine og være godt mod højdesyge. Bolivia har i en årrække ønsket, at coca-blade blev permanent undtaget FNs  konvention , hvilket dog krævede at der ikke kom indsigelser fra andre FN-lande. Desværre for Bolivia “vælter” disse indsigelser nu ind. Ikke på grund af, at de pågældende lande – USA og en række europæiske lande – har problemer med tygning af coca-blade, men fordi de har problemer med kokain. Det er som bekendt et forædlet coca-produkt, der blev “opfundet” i midten af det 19. århundrede og efterfølgende opnåede stor popularitet – fra Sigmund Frued til New Orleans havnearbejdere. Kokain blev i forbindelse med indførelsen af den såkaldte Harrison Act af 1914 forbudt i USA, på linje med morfin osv., bortset fra til medicinske formål.

Man kunne jo mene, at et evt. misbrug af kokain i især Europa og USA (der er verdens største marked for cocain) må være de pågældende landes problem. Bolivia har et meget lavt forbrug af kokain, mens tygning af cocablade, coca-te osv. er meget udbredt -og som nævnt en årtusinde gammel tradition. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.

Hvis de pågældende befolkninger føler en vis modvilje mod vesten, er det efter min overbevisning ganske forståeligt. Og desværre er også Danmark hoppet på, hvad der vel må anses for et klassisk udtryk for imperialisme, og er kommet med indsigelser mod permanent at tillade produktion og indenlandsk forbrug af coca i Bolivia.

Og hvem “opfandt” så den type af kokain, som er årsagen til miseren? Jo, det gjorde tyskeren Albert Niemann. Hvordan man moralsk kan forsvare, at det skal gå ud over bolivianerne, der stort set ikke bruger kokain, men holder sig til tygning og tedrikning af coca-blade, der i virkning vist kan sammenlignes med at drikke en lys øl i forhold til at bælle en flaske snaps, går over min forstand.