I aften fejrer vi det er 78 år siden Danmark atter blev frit. Vi sætter lys i vinduerne og mindes de danske, som satte livet til under de ”5 forbandede år”. De var godt nok ikke mange, men de var der. Og for mange af dem, som nok slap med livet i behold, måtte de resten af livet leve med eftervirkningerne af deres oplevelser under krigen. Jovist var der modige danske mænd og kvinder som kæmpede for at Danmark atter blev frit (og kun alt for sjældent fik den respekt og anerkendelse af det officielle Danmark efterfølgende, som de burde have haft), men vi jo godt, at vores frihed først og fremmest blev vundet på grund af de ofre, som andre bar. Det være sig ikke mindst de ofre, som de allierede styrker gjorde. Og hvor var vi egentlig heldige. For nok forblødte Hitlers hære på østfronten, men det var dog englænderne og amerikanerne som sikrede, at vi endte på den ”rigtige” side af jerntæppet, hvor frihed, demokrati og markedskapitalismen herskede og fortsat hersker.
Sådan gik det desværre ikke de områder, som blev ”befriet” af de sovjetiske styrker (bortset fra Bornholm), inkl. Polen. Det sidste måske særligt ironisk, idet Nazitysklands overfald 1. september 1939 på Polen fulgt op af Sovjets ditto 3 uger senere, markerer starten på 2. verdenskrig i Europa, da England og Frankrig erklærede Tyskland krig, med mindre de straks stoppede deres invasion. For de og andre Østeuropæere måtte vente næsten 40 år til, før de atter var herrer i eget hus.
Jovist, når alt kommer til alt, var vi vist mere end almindeligt heldige her til lands.
Nu er der atter krig i Europa, og vi oplever for første gang siden 2. verdenskrig at et land prøver at undertvinge sig et andet helt eller delvist via rå militærmagt. Ikke at der ikke har været krige i Europa siden 1945. Det har der, som fx. den blodige borgerkrig i Grækenland i slutningen af 40erne, som fortsat trækker spor den dag i dag og naturligvis krigen i det tidligere Jugoslavien, da det faldt fra hinanden i 1990erne, ligesom Sovjets sammenbrud udløste – og fortsat udløser blodige kampe fra tid til anden i Kaukasus regionen. Og så er der naturligvis krigene i Tjetjenien ej at forglemme, selv om de netop ofte bliver det, altså glemt. Men mere om det nedenfor.
Den nationalkonservative fredsbevægelse og dens stråmænd
Krigen i Ukraine har nu varet i mere end 1 år og i al den tid har der været flere argumenter, som er gået igen i kritikken af vores og resten af EU’s og NATO’s engagement på Ukrainsk side. De er bl. a.:
At nok angreb Rusland den 24. februar 2022 Ukraine, men ansvaret for ”krigsudbruddet” er i bund og grund Vestens. Det er bl. a. et synspunkt som tidligere folketingsmedlem for DF, Maria Krarup, har fremført. Det er NATO og EU’s ekspansion, som har fremprovokeret Russernes invasion af Ukraine, må man forstå. Unægtelig et interessant argument med tanke på at medlemskab af både EU og NATO er noget man ansøger om. Hermed indebærer argumentet også at både NATO og EU altså på forhånd skulle udelukke evt. medlemskab, ellers er der tale om en ekspansion.
Man kan naturligvis sagtens argumentere for at Vesten har et slags ansvar for russernes invasion, men i så fald er det af den slags, som også gjorde sig gældende ved den tyske invasion af Polen i 1939, Argentinas forsøg på at besætte Falklandsøerne i 1982 og Saddam Husseins annektering af Kuwait i 1990. Nemlig at man tror, man kan slippe afsted med det. I alle de nævnte eksempler forventede Hitler, den argentinske militærjunta og Saddam Hussein at deres handlinger ikke ville få synderlige konsekvenser. Hitler og Nazityskland var jo sluppet afsted med at annektere Tjekkoslovakiet i 1938-39, England reagerede ikke på argentinske provokationer i årene før invasionen af Falklandsøerne og bl. a. amerikanske diplomater udsendte forud for invasionen af Kuwait signaler, som i hvert fald af Saddam Hussein regimet tolkedes som at man ikke havde tænkt sig at gå i krig for Kuwaits eksistens.
På samme måde kan man jo argumentere for, med tanke på de manglende reaktioner på tidligere aggression fra Russisk side, at det tolkedes af regimet i Kreml, som at Vestens reaktion nok også denne gang ville være behersket. Måske ikke uden grund, når vi ser tilbage i tiden. Helt kontrafaktisk kan jo overveje hvorledes det ville være gået hvis Europa og USA havde reageret med styrke allerede tilbage i forbindelse med Ruslands blodige og bestialske krige i Tjetjenien. Eller i det mindste havde reageret helt anderledes voldsomt senest ved Ruslands annektering af Krim i 2014.
Og når fx. Kasper Strøvring, nationalkonservativ debattør og selvudnævnt realist (når det drejer sig om udenrigspolitik), kritiserer Vesten for ikke at have en realistisk tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens han i samme åndedrag anfører at Ukraine jo ikke kan vinde krigen og vestlig støtte bare trækker det hele i langdrag med unødige menneskelige ofre som konsekvens. Ja, så glemmer han behændigt at medtage at hans udgave af ”realistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik” måske i virkeligheden bærer det største ansvar for at Putins regime mente at de kunne invadere og vinde en krig mod Ukraine.
Men at man ønsker fred og fordragelighed, fremgang og velstand er vel næppe tilstrækkeligt til at pådrage sig ansvaret for alverdens ulykker. Og er den førte politik ikke primært et resultat af indenrigspolitiske forhold i de Vestlige lande?
Historien har jo tydeligt vist, at borgerne i demokratier ikke er meget for at bruge ressourcer på krudt og kugler eller ”udenlandske eventyr”. Det være sig krig, kolonisme, enten i dens oprindelige form eller i form af ”nation building”, som vi så det i Afghanistan.
Når vi derfor er så optagede af krigen i Ukraine og er parate til at yde økonomisk og militær støtte i en størrelsesorden som de fleste indtil invasionen i februar sidste år nok anså for helt urealistisk, er det naturligvis fordi det ikke primært handler om ukrainernes ret til at være herre i eget hus.
Jo det handler det også om, men det er bare ikke tilstrækkeligt. Og her fejler de selverklærede realister fuldkommen. For vores engagement er netop styret af vores egne behov. Og derfor er det egentlig også uvæsentlig om Ukrainerne i sidste ende kan vinde krigen (om end det vil være et positivt udfald). Det er naturligvis af samme grund, at reaktionen og engagementet er så forskellig globalt. Sådan har det altid været. En del har vist glemt at det først var efter angrebet på Pearl Harbour (og tysk krigserklæring), at USA gik aktivt ind i 2. verdenskrig. Ligesom Brasiliens deltagelse på allieret side (brasilianske tropper kæmpede i Italien) bestemt ikke var uproblematisk indenrigspolitisk, og grundlæggende var drevet af nationale interesser og forholdet til USA på daværende tidspunkt.
Som det er sagt mange gange er udenrigspolitik i sidste ende indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik har altid og handler altid om hvad der er ”bedst for ens egen nation”. Det ville jo også være mærkeligt andet.
Aktivistisk og idealistisk udenrigspolitik er først og fremmest et venstrefløjsfænomen, som nok i sidste ende bunder i forestillinger om at fremme etableringen af et ”socialistisk paradis på jord”. En utopisk forestilling der som bekendt hyppigt er endt i ”helvede på jord” for de stakler som det er gået ud over.
Som en lille nation har vi i Danmark en interesse i at der eksisterer bare et minimum af ”international retsorden” og herunder at man ikke uden konsekvenser bare kan invadere ens naboer. Så uanset om man er oprørt over den russiske aggression og mener at man skal støtte Ukrainerne i deres kamp for friheden eller om man måske mere hælder til at vi skal støtte Ukrainerne fordi det er i vores egen interesse (man kan jo også godt mene begge dele), så vil jeg opfordre til at når vi her på årsdagen for Danmarks befrielse mindes dengang for 78 år siden, hvor Danmark atter blev frit, giver en skærv til “Den Danske Ukraine komité“. Alle pengene går ubeskåret til indkøb af krudt og kugler.
Om man mener det ender med ukrainsk sejr eller et nederlag og/barsk fredsaftale er ikke et argument for ikke at støtte Ukrainerne i deres kamp. Det er nemlig i vores interesse at denne krig bliver så dyr som absolut mulig set med russiske øjne. Det er den eneste måde man kan stoppe fremtid russisk aggression.
Og lad så håbe at vi i Vesten denne gang erkender, at der kun er os til at kæmpe for vestlige værdier og interesser. At vi erkender det har en pris vi må være parate til at betale. Skrevet uden på nogen måde at relativere hvem der betaler den højeste pris for Putin-regimets brutale overfald på en fredelig nabo. Det gør naturligvis ukrainerne – soldater såvel som civile – og de russiske soldater der falder i absurd stort antal som konsekvens af den russiske krigsførelse, hvor respekt for menneskeliv aldrig har haft nogen større betydning. Her adskiller Putins Rusland sig ikke fra kommunisternes Sovjetunionen eller Zarens Rusland for den sags skyld.