Jeger pt. på vej hjem fra den årlige konference i the Southern Economic Association, der i år blev afholdt i Tampa. Konferencen bød på en række gode præsentationer, og en masse både hyggelig og produktiv networking. Et af de mest interessante papirer, som vi allerede fremhævede for en uge siden, var af Andreas Bergh fra Lunds Universitet og Richard Öhrvall fra Linköping; begge er også affilieret med Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm.

Andreas og hans medforfatter skriver sig ind i litteraturen om, hvorvidt social tillid – folks tillid til de fleste andre mennesker – er stabil over tid og dermed et kulturelt fænomen, eller om den kan formes og ændres. Meget af den eksisterende forskning har set på, i hvor høj grad immigranter ligner borgere i deres forældres eller bedsteforældres hjemlande. Eric Uslaner har for eksempel vist, hvordan tilliden blandt immigranter i tredje generation i USA typisk ligner den nuværende tillid i de lande, deres bedsteforælde kom fra. De eksisterende studier har således set på tilliden blandt mange forskellige immigranter i ét land.

Det nye i Bergh og Öhrvalls The moldable young: How institutions impact social trust er, at de i stedet har information fra en stor gruppe svenske emigranter. Med andre ord ser de på én bestemt type emigranter, der flytter til en lang række forskellige lande. De er alle svenskere, og kommer således fra et af de mest tillidsfulde samfund i verden. Hvis tillid kan ændres over tid, må man derfor forvente, at de bliver mindre tillidsfulde, når de flytter væk fra Skandinavien. Og det er i en vis forstand, hvad Bergh og Öhrvall finder.

I en række omhyggelige analyser finder de to svenske økonomer, at tilliden er meget stabil for dem, der emigrerede efter de var fyldt 30. For dem, der emigrerede tidligere, og dermed har boet i et andet land i deres ’formative år’, falder tilliden: Jo mere korrupt landet er, jo dårligere institutioner det har, og jo lavere tillid landets borgere generelt har, jo mere falder de unge, svenske emigranters tillid. Det er dermed en vis tilpasning når folk ’lærer’, at man ikke kan stole nær så meget på folk.

Det helt særlige i papiret er dog, at Bergh og Öhrvall også tager sig af den såkaldte selektions-bias: Det er ikke tilfældige mennesker, der vælger at emigrere. Det viser sig, at emigranterne som oftest har højere tillidsniveauer end andre, der bliver i Sverige. Det er i forhold til dette høje niveau, man skal fortolke deres tillidstab.

Overraskelsen i analyserne er dermed, som Andres meget klart viste til konferencen, at svenskere, der emigrerer tidligt i livet, starter med ekstra høj tillid, og faktisk ender med at have samme tillid som svenskere hjemme i Sverige, når de har boet nogle år i lande med korruption og dårlige institutioner. De kommer med andre ord til at ligne mere gennemsnitlige svenskere. Tilpasning er dermed ikke til de nye hjemlandes lavere tillid, men blot til almindelig svensk tillid og svenske normer. På denne måde viser Bergh og Öhrvall, at social tillid ser meget stabil ud over tid, og dermed sandsynligvis ikke kan påvirkes i nogen mærkbar grad af gode institutioner, velfærdsstaten eller andre tiltag. Politikerne kan lige så godt holde fingrene væk.