På Fairtrade’s svenske hjemmesider kan man læse en ganske interessant rapport fra 2009, “Vad uppnås med rättvisemärkning?“, udarbejdet af Helena Johansson fra “Agrifood Economics Centre” (der er et samarbejde mellem Lund Universitet og Sveriges Landbrugsuniversitet).
Ok, rapporten er ikke nem at finde – jeg kunne i hvert fald ikke finde et link fra Fairtrade’s egne hjemmesider, men den ligger dog på selve sitet.
Efter at have læst rapporten kan jeg godt forstå, at det ikke er det første der møder den besøgene. Ligesom det er oplagt hvorfor man ikke gør noget for at udbrede kendskabet til denne rapport.
Uanset hvordan man vender og drejer det, og på trods af, at de der har lavet rapporten leder med lys og lygte efter forhold der taler til fordel for fairtrade, er de nød til at konkludere, at Fairtrade er en ganske ineffektiv måde at bedre levevilkærene for verdens fattige, og at konceptet samtidig er potentielt skadeligt for verdens fattige.
Som vi har skrevet om tidligere går fairtrade konceptet grundlæggende ud på at producenter i fattige lande ergaranteret en minimumspris for deres produkter. dog stilles der en række krav, ligesom det koster penge at deltage. Selve det med fattige mennesker i fattige lande skal tages med et gran salt. Man kan f.eks. købe fairtrade produkter fra Sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, hvilket forekommer ganske absurd.
Fairtrade mærkede produkter er, selv om organisationen bag har formået at “mobilisere alle gode kræfter” og herhjemme f.eks. typisk er ganske godt placeret i supermarkederne, af marginal betydning i forhold til det samlede forbrug af fødevarer. Den globale omsætning var således på sølle 24 mia. svenske kroner, mens omsætningen i Sverige ifølge Helene Johansson var på 700 mio. sv. kroner i 2008. Det skal ses på baggrund af, at den samlede omsætning af levnedsmidler alene i Sverige det pågældende år var på 195 mia. kroner.
At fairtrade ikke fylder mere skal vi og ikke mindst verdens fattige nok være ganske tilfredse med.
Således konkluderes det i rapporten, at
Fattiga jordbrukare som står utanför märkningen kan dessutom drabbas negativt av minimipriset. Det sker om priset pressas på konventionellt odlade grödor genom ökat utbud av tex. kaffe eller om efterfrågan på konventionellt odlat kaffe minskar till följd av märkningen.
Heldigvis for verdens fattige kan man berolige os med, at
I dagsläget är dock Fairtrades marknadsandelar så pass låga att världsmarknadspriset för konventionella varor troligen inte påverkas av märkningen.
Til spørgsmålet om ikke Fairtrade kan omfatte alle fattige landbrugere, er svaret
“Att merparten av världens fattiga, småskaliga jordbrukare skulle kunna omfattas av ett minimipris är inte möjligt. Det finns helt enkelt inte tillräckligt med resurser för att finansiera priser som ligger betydligt över världsmarknadspriset; ett frivilligt bidrag från konsumenter är inte tillräckligt. Det betyder att Fairtrade enbart kan fungera som en nischmarknad – gynnsamt för ett fåtal men utan möjlighet att hjälpa många fattiga.”