Niklas Olsen og Jacob Jensen (NOJJ) leverede forleden et polemisk og forkert angreb på liberalismen som udemokratisk i Weekendavisens sektion, ”Ideer”. Udgangspunktet var en enkelt sætning fra min Facebook-profil, hvor jeg citerer Bryan Caplan og skriver: ”alternativet til demokrati er markedet”. På samme måde gik NOJJ på fisketur blandt liberale tænkere i sidste århundrede efter lignende sentenser. I weekenden havde jeg så et svar i Weekendavisen, men da jeg kun var tildelt 2.500 tegn til at svare på kronikken, blev væsentlige pointer udeladt. Dem redegør jeg i stedet for her.

Hele NOJJ’s polemik bygger reelt på at sammenblande de to måder, vi bruger begrebet ”demokrati” på. Det kan både være en styreform og konkrete flertalsbeslutninger. Man kan godt være modstander af demokratiske beslutninger uden dermed at være imod styreformen. Det er faktisk ret normalt, og ingen ved deres fulde fem ville fx beskylde et dansk folketingsmedlem for at være imod demokratiet, fordi han/hun er imod en lov vedtaget af flertallet. I den vestlige demokratiforståelse – det liberale demokrati – er det faktisk helt fundamentalt, at demokrati ikke er lig med flertalsstyre om alt, men at der tværtimod er en sfære, som ligger uden for staten og flertallets rækkevidde. Valg af ægtefælle, retten til at ytre sig, domstolsbeskyttelse, retten til at danne partier og foreninger og vores privatforbrug tilhører den personlige sfære, civilsamfundet og markedet. Liberalt demokrati vil ikke sige, at staten bør bestemme alt, men at staten bør være begrænset. Selve det, at staten skal have mandat fra flertalsafgørelser, er i sig selv en begrænsning på statsmagten. Ifølge Karl Popper (læs bl.a. her) er det den eneste måde at opfatte demokrati på, hvis begrebet ikke skal blive selvmodsigende.

Når jeg på min Facebook-profil fremhæver markedet, er det netop for at gøre opmærksom på, at det er et rigtig godt alternativ til central styring af mennesker. Når jeg — og andre liberale — kritiserer statens indblanding i det, vi opfatter som privatsfæren, er det altså ikke en kritik af demokratiet til fordel for andre styreformer, men en kritik af demokratiets centrale beslutninger til fordel for decentrale beslutninger, hvor den enkelte har frihed til at vælge selv for sig selv. Lad mig understrege denne pointe med et eksempel.