I dag, torsdag den 18. juni 2015, er der valg til Folketinget. Op til valgdagen har der — som ved så mange tidligere valg og folkeafstemninger — også denne gang været debat om, hvorvidt det skal forbydes at offentliggøre resultater af exitpolls, mens valgstederne endnu er åbne. Indtil for kort tid siden så det stadig ud til, at DR og TV2 måske ville offentliggøre exitpolls kl. 19, dvs. en time før valgstederne lukker, efter at de store dagblade havde meldt ud, at de ikke ville. Nu ser det så ud til, at begge de to store tv-stationer har bøjet sig for presset.
Og presset er betydeligt. Det skorter ikke på dramatiske påstande uden andet belæg end mavefornemmelser. Det fyger gennem luften med bål og brand og bombastiske udsagn om, hvordan offentliggørelse af exitpolls kan påvirke valgresultatet. Notabiliteter som lektor Johannes Andersen, AAU, forskningschef Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole, og folketingets formand, Mogens Lykketoft, har talt om “alvorlige konsekvenser for demokratiet” og at “man ved med sikkerhed, at det fjerner vælgernes fokus fra det politiske indhold til den politiske proces” (Andersen); at der er “ingen diskussion om, at de påvirker et valg, for det gør de” (Buch, i samme artikel som Andersen), og at det “ikke [er] rimeligt, at den slags målinger skal kunne påvirke selve valgresultatet, og vi så ved kommunalvalget, hvor galt det kan gå” (Lykketoft). Også Radikales Camilla Hersom er klar på en frisk kommentar (i samme artikel som Lykketoft): “Alle ved, at exit polls er mere præcise end meningsmålinger, og det kan jo påvirke et valgresultat, som ser ud til at blive meget meget snævert.”
Det sidste er ikke nødvendigvis fuldstændig skævt. Og det ser altså ud til, at vi ikke får nogen exitpolls at se eller høre på valgdagen i dag, før valgstederne lukker. Men hvad kan exitpolls egentlig betyde for et valgresultat? Ved vi noget som helst seriøst — I ved, i kraft af forskning, systematisk og stringent undersøgelse og den slags — om det?
Til at begynde med må man gøre sig klart, hvad det mere præcist er for et udfald, man gerne vil undersøge exitpolls’ mulige indvirkning på — hvor mange, der stemmer (valgdeltagelsen), eller hvordan vælgerne stemmer?
I en velskrevet og forbilledligt klar artikel publiceret i “Journal of Theoretical Politics” sidste år ser Asger Lau Andersen og Thomas Jensen, begge Institut for Økonomi, KU, nærmere på det første. Deres analyse viser, at selv i umiddelbart simple tilfælde, hvor vælgerne kan vælge mellem blot to alternativer, kan offentliggørelse af exitpolls teoretisk set påvirke valgdeltagelsen på flere måder. For de vælgere, der endnu ikke har stemt på det tidspunkt, hvor exitpoll’en offentliggøres, og som stadig overvejer, om de skal gå ned og stemme eller blive hjemme på sofaen, er det oplagt, at det har afgørende betydning, hvad exitpoll’en mere præcist viser: indikerer den et tæt valg, øges incitamentet til at gå ned og stemme, fordi sandsynligheden for at ens stemme får betydning for valgresultatet øges. Indikerer exitpoll’en en klar føring til det ene alternativ over det andet, falder vælgerens incitament til at gå ned og stemme.
Men som Andersen og Jensen fremhæver, så kan en exitpoll ikke kun påvirke incitamentet til at stemme efter dens offentliggørelse, men også før. En exitpolls effekt på tilbøjeligheden til at stemme før exitpoll’en offentliggøres er imidlertid langt fra entydig: Er man den passive, strategiske og/eller ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgertype, kan information om, at der senere vil blive offentliggjort en exitpoll, få een til at afvente exitpoll’ens resultat, før man beslutter sig for, om det er umagen værd at gå ned og stemme — en “vent-og-se”-effekt. Er man derimod den aktivistiske type, kan ræsonnementet vende stik modsat, idet det således netop er vigtigt at komme ned og få stemt i håb om at få exitpoll’en til at vise mere medvind til ens foretrukne alternativ, hvilket kan opmuntre andre, der stadig befinder sig i sofaen, til at “tro på det” og selv bevæge sit korpus til valgstedet.
Hvad får vi så ud af det? Som Andersen og Jensen peger på, får vi i hvert fald hamret en pæl gennem den påstand, at offentliggørelsen af en tidlig exitpoll på valgdagen for folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven den 7. juni 2009 var selve årsagen til, at ændringen endte med at blive vedtaget. Exitpoll’en indikerede, at 37,9% af alle stemmeberettigede ville stemme for en ændring — hvilket var under de påkrævede 40% — mens det endelige resultat blev, at 45,1% af alle stemmeberettigede stemte for ændringen. I den offentlige debat blev korrelation hurtig lig kausalitet, og exitpoll’en blev beskyldt for at have påvirket valgdeltagelsen og i sidste ende valgresultatet afgørende. Andersen og Jensen påpeger, at denne påstand overser den meget vigtige pointe, at vi ikke bare kan antage, at folk ville fortsætte med at opføre sig som før exitpoll’en blev offentliggjort, hvis vi antager, at den ikke var blevet det — fordi exitpolls både påvirker incitamentet til at stemme før og efter dens offentliggørelse. Eller sagt med grafik:
Med andre ord kan det ikke udelukkes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgerloven var lavere før og højere efter exitpoll’ens offentliggørelse, fordi mange vælgere, der foretrak et “ja”, simpelthen ventede med at gå ned og stemme, indtil de fik exitpoll’ens indikation af, om der nu også så ud til at være et behov for at hjælpe et “ja” på vej. Vi kan derfor ikke vide, om disse vælgere helt var blevet hjemme, hvis der slet ikke var blevet offentliggjort nogen exitpoll, idet det ikke kan udelukkes, at de kun ventede med at gå ned og stemme af strategiske årsager. Havde exitpolls nu været forbudt på valgdagen, kunne man forestille sig, at flere af disse “ja”-sindede, men ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgere ville have gået ned for at stemme alligevel ud fra det ræsonnement, at de ikke kunne vide sig sikre på, om et “ja” nu også ville blive en realitet.
Så vidt valgdeltagelsen. Hvad med betydningen af exitpolls for fordelingen af stemmer? Ifølge den ene af artiklens forfattere (Andersen), kan man groft sagt forestille sig to hovedeffekter, der trækker i hver sin retning: En “med-på-vognen”-effekt (a.k.a. “bandwagon”), hvor en føring opfordrer til flere stemmer fra vælgere, der gerne vil være på det vindende hold, og en “underdog”-effekt, hvor vælgere oplever tilskyndelse til at stemme på det alternativ, der er bagud — fodboldparallellen burde give sig selv her. I et nyt studie finder Jens Olav Dahlgaard, Jonas H. Hansen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, alle Institut for Statskundskab, KU, empirisk belæg for “med-på-vognen”-effekten i positiv retning (fremgang giver endnu flere stemmer) og i mindre grad i negativ retning (tilbagegang giver endnu færre stemmer). “Underdog”-effekten finder de ingen empirisk evidens for. Hansen understreger dog, at disse effekters substantielle størrelse er tilpas begrænsede til, at det forudsætter et meget tæt valg, før de reelt kan påvirke valgresultatet.
Og denne dags Folketingsvalg ser da også ud til at blive overordentlig tæt — i skrivende stund er vi ude i noget snavs omkring 50,5% vs. 49,5% i blåt favør. Så er det ikke bare med at få forbudt disse vederstyggelige exitpolls på valgdagen i en vis fart, så de med sikkerhed ikke får lov at påvirke tætte valg som det netop forestående? Well. Faktum er, at vi generelt ved meget lidt om, hvordan exitpolls i praksis påvirker valgdeltagelse og stemmeafgivning, og det, vi ved, er i høj grad både usikkert og tvetydigt. Som jeg har forsøgt at pege på herover, arbejder gode, danske forskere på at gøre os alle klogere.
I mellemtiden er det min personlige vurdering, at sandsynligheden for, at en exitpoll ville kunne påvirke denne dags valgresultat ikke er meget større end sandsynligheden for, at Helle Thorning-Schmidt nok skal få styr på De Radikale.
Jeg vil gerne ønske Dem, kære Punditokratlæser — hvad enten De er trofast, nytilkommen eller blot meget vedholdende — en rigtig god dag! Uanset hvordan De vælger at bruge den.
