Tag-arkiv: Haddad

Betyder TV-tid noget og hvad med pengene? – Valget i Brasilien

Den ene kandidat er meget kontroversiel, har stort set ingen TV-tid og relativt få penge, mens den anden reelt er stand in for en tidligere præsident, som er udelukket fra at deltage i præsidentvalget, og endda sidder i fængsel. Det handler naturligvis om valget i Brasilien den 7. oktober og de to ledende kandidater, Jair Bolsonaro og Fernando Haddad.

De to med flest stemmer går herefter videre til 2. runde den 28. oktober, med mindre én kandidat opnår mere end 50 procent af stemmerne. Det vil ikke ske.

Og mens der for under 2 uger siden fortsat var spænding om hvem der skulle følge Jair Bolsonaro (se min tidligere artikel om de væsentligste kandidater) til 2. runde, synes spændingen nu stort set at være forduftet. Fernando Haddad, som er PTs kandidat efter det endeligt stod klart at Lula ikke fik lov til at stille op, stiger hastigt i meningsmålingerne. Og han stiger over alle uddannelses- og indkomstniveauer. Dog er der en klar tendens til at de bedst uddannede og højeste indkomstgrupper fortsat primært vil stemme på Bolsonaro. Hans problem i 2. valgrunde er, at der er ikke er så mange af dem, ligesom han klarer sig markant dårligere blandt kvinder end mænd.

Den kraftige stigning i opbakningen til Haddad modsvares af et markant fald i vælgere som angiver at ville stemme blankt.  For en mdr. siden var det omkring hver fjerde vælger der ville stemme blankt. Nu er det kun omkring hver tiende.

Forskellen i forhold til for 14 dage siden er ikke mindre voldsom. Ikke kun står Haddad til at gå videre til 2. runde, men nu også til at slå Bolsonaro relativt klart. Det kan selvfølgelig ændre sig, når Bolsonaro får adgang til valgreklamer efter 1. valgrunde, se også nedenfor, men alt ser i hvert fald ud til at vi får en 2. runde, hvor valget står mellem – lettere karikeret – det yderste højre og yderste venstre.

Brasiliens særlige regler for adgang til TV og radio og finansiering af valgkampagne

Brasilien har gennem årene haft et hav af forskelige regler for brug af medier og finansiering af valgkampe. Alle Brasilianske TV- og radiostationer er således pålagt at bringe et bestemt antal valgreklame blokke gennem valgperioden. Men i modsætning til herhjemme, hvor alle opstillingsberettigede partier får lige meget tid tildelt i ugerne op til et folketingsvalg, forholder det sig helt anderledes i Brasilien. Her er den tildelte tid baseret på beregning der favoriserer store partier og partier som er repræsenteret i deputerkammer og senat. Hvilket fremgår af nedenstående figur, hvor det skal tilføjes, at den enkelte præsidentkandidat ikke nødvendigvis har hele den tildelte tid til rådighed, da den er tildelt den gruppe af partier, som støtter den enkelte præsidentkandidat. Figuren dækker over fordelingen af 25 minutter, hvilket for eksempel medfører at den førende kandidat Bolsonaro og de to partier som bakker ham op har 8 sekunder til rådighed. Ligeledes får ikke alle kandidater mulighed for at deltage i de spørgeprogrammer eller valgdebatter, som TV selskaberne sender. Således deltager kandidaten for partiet Novo, Joao Amoedo ikke, selv om han i meningsmålingerne ligger foran MDBs kandidat Meirelles.


Som følge af de mange korruptionsskandaler de senere år er også indført en stram regulering af både hvem og hvor meget man må yde i bidrag, samt hvor meget man maksimalt må anvende på en enkelt kandidat i de to valgrunder. Hvor en stor del af midlerne tidligere stammede fra det private erhvervsliv, er det nu forbudt for virksomheder at donere penge til valgkampe. Kun privatpersoner kan donere, og må desuden ikke bidrage med mere end 10 procent af en årsindkomst. Samtidig har man dog øget offentlige midler med mellem 2½ og 3 mia. kr. til at føre valgkamp for. Ligesom vi kender det herhjemme, favoriseres etablerede og store partier ved tildelingen.


Det skal understreges, at beløbene er hvad de partier, som står bag de enkelte kandidater har til rådighed. Pengene skal således dels mellem kandidater til præsidentposten, senatet, deputerkammeret og guvernærposterne. Meirelles, som ikke spiller nogen rolle i dette valg, men repræsenterer MDB, må formentlig i vid udstrækning betale for sin kampagne ud af egen lomme.

Det er naturligvis er påfaldende, hvor få midler Marina og Bolsonaro og deres partier har til rådighed, sammenlignet med andre af de førende kandidater, som f. eks.  Alckmin fra PSDB og Haddad fra PT, samt de partier, som støtter deres kandidatur. Meirelles, som tidligere har været nationalbankdirektør under både præsident Fernando Henrique Cardoso og Lula, samt finansminister under den nuværende præsident Temer, er som sagt alene medtaget, fordi han og koalitionen af partier bag hans kandidatur er de bedst polstrerede. Til gengæld får han som nævnt næppe mange af midlerne til sin egen præsidentkampagne.

Penge og eksponering betyde noget, men….

Men hvor meget betyder det så? Tjah, det er jo vanskeligt at sige. Indtil videre kan vi alene konstatere, at den ledende kandidat er en af de kandidater, som har færrest penge til rådighed, samt at centrumkandidaten Alckmin, som har langt flere penge til rådighed, klarer sig ganske ringe.

Det skal også tilføjes, at når første runde af årets valg er overstået, vil de to kandidater som går videre, få tildelt 50 procent hver af den obligatoriske sendetid. Så må vi se om det ændrer noget i forhold til nu, hvor Bolsonaro står til at tabe til alle de andre førende kandidater, undtaget Marina.

Indtil videre har Bolsonaro formået at få opbakning fra mere end hver fjerde adspurgte uden at have adgang til at sende valgpropaganda. Det skal dog medtages, at det ikke er fordi han ikke har været og er eksponeret i medierne, og her handler det ikke kun om knivoverfaldet på ham for et par uger siden. Som med Trump i USA (og nye borgerlige herhjemme fristes man til at sige), har han i lang tid formået at fylde i medierne, ligesom han ubestridt fylder mest på de sociale medier.

Men det er svært ikke at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis IKKE man havde væltet Dilma Rousseff – som for øvrigt forventes at blive valgt til senatet – i 2016. Jovist, vælgernes hukommelse er kort, i hvert fald i Brasilien.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.