Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar
Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.
Som afslutningen på vores lille serie over 2014, set med borgerlig-liberale øjne, slutter vi af med at fremhæve to bøger fra det forgangne år.
Det kreative samfund
Man kommer naturligvis ikke uden om Lars Tvede‘s fremragende gennemgang af hvorfor og hvordan Vesten kom til at dominere og drive verden frem. Tvede’s måske største bedrift med Det kreative samfund, er, at hans bog er skrevet, således at også lægmand kan få udbytte af den.
Bogen fik da også gode anmeldelser vedudgivelsen, og selv Politiken var begejstret. Det er egentlig ikke fordi Tvede bringer ny viden på banen. Men for det første er bogen velskrevet og for det andet må man ikke undervurdere betydningen af at den er på dansk. Tvede har med sin bog gjort det borgerlig-liberale Danmark en stor tjeneste, og det skal han have tak for.
Det mindst ringe
Vi kommer heller ikke uden om forskningschef og forfatter Henrik Christoffersens fremragende bog, Det mindst ringe. Her sættes folkus på udviklingen i det danske demokrati og velfærdsmodellen de seneste 6 årtier. Begejstringen er til at overse, og med overlegen analytisk sans påpeger Henrik Christoffersen den lange række af områder, hvor den danske velfærds- og omfordelingsmodel er ødelæggende for vores velstand og demokrati.
Som der står i omtalen på Cepos hjemmesider, hvor Henrik Christoffersen har sin daglige gang:
“En demokratisk indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på bedre tider var stærk.
I bogen ’Det mindst ringe’ tegner et billede af et demokrati, som blev til i ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch. I dette velfærdssamfundets demokrati skulle demokratiet handle om samtale og søgen efter den fælles forståelse. De nye toneangivende velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end økonomi.
I ’Det mindst ringe’ undersøger bogens forfatter, hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede. Det er blevet til en beskrivelse af et samfund, hvor kamp om fordelingen efterhånden har taget magten over politikken i en grad, så den fælles interesse i en udvikling, som sikrer mere velstand til alle, har en tendens til at fortone sig.
Denne udgivelse har godt nok ikke fået samme store omtale som Tvede’s bog, men det burde den. Den er et “must read” for enhver der kærer sig om om udviklingen og fremtiden i vort land.
Men man kan kan jo starte med at se nedenstående video, mens man venter på bogen.
PS. Som det fremgår er begge videoer optaget på Cepos, hvor den ene af de to bøgers forfatter har sin daglige gang. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For uanset hvor mange årlige lister man laver, så kommer vi ikke uden om, at Cepos, som startede for blot 10 år siden og alene finansieres med private midler, uden tvivl indtager en helt central rolle i bestræbelserne på at fremme et mere velstående og frit samfund.
Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.
Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:
Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.
Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.
Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.
