Tidligere på måneden døde den amerikanske sociolog Howard S. Becker, 95 år gammel. Becker, der i mange år var professor på Northwestern University i det nordlige Chicago, var en pionér i flere felter af sociologi. Hans 1963-bog Outsiders: Studies in the Sociology of Deviance, var starten på det der idag kaldes labelling theory, der bl.a. også har sneget sig ind i økonomisk spilteori. Hans senere arbejde var blandt andet fokuseret på sociologiske studier af kunstverdenen, ikke mindst i Art Worlds, der udkom i 1982. Derudover var han en af de få virkeligt multitalenterede forskere: Becker var også en fin jazz-pianist, og havde allerede i sin studietid professionelt spillet på klubber i Chicago.
Normalt skriver vi ikke meget om sociologi her på stedet, men Becker var særlig, og der er mindst to gode grunde til at fremhæve ham i dag. Den første er hans oprindelige arbejde, der lå til grund for hans PhD-afhandling og hans 1963-bog. Becker blev født i Chicago i april 1928, og spillede på klubber under krigen – efter eget udsagn fordi han var under 18, mens alle andre jazzpianister var sendt i krig – og lærte derfor jazzmiljøet indgående at kende indefra. En stor del af miljøet brugte stoffer, ikke mindst røg de hash, hvilket Becker begyndte at tænke over. Resultatet var hans PhD-afhandling, hvor kernen belv publiceret i 1953 i det stærkt prestigefyldte American Sociological Review som Becoming a Marihuana User. Gennembruddet i artiklen var, at den beskrev brugen af stoffer i jazzmiljøet som forbrug, i modsætning til al tidligere forskning, der havde tænkt på det udelukkende som misbrug. Becker var således den første, der skelnede mellem relativt uproblematisk forbrug og alvorligt misbrug i en tid, hvor visse stoffer som hash var forbundet med ’afvigende’ adfærd, mens andre stoffer faktisk var almindeligt brugt: Amfetamin blev bl.a. givet regulært til tyske piloter, og nogle af vores bedsteforældre kendte det som ’feriepiller’.
Den anden grund til at skrive om Howard Becker er min helt personlige oplevelse med ham. For knap 20 år siden, da jeg læste PhD i Aarhus, tog jeg et kursus i moderne sociologi på CBS. Kurset i sig selv var udmærket, men højdepunktet var at vi fik en forelæsning og en kort one-on-one samtale med Becker den ene eftermiddag. Deltagerne havde sendt en kort beskrivelse af deres emner før kurset, og jeg havde ingen illusioner om, at ret mange sociologer ville være interesserede i en spilteoretisk forståelse af, hvordan mikrofinansielle institutioner bruger social kapital som sikkerhed for lån.
Da det blev min tur, fortalte Becker da også, at han ikke havde været interesseret i mit emne da han læste det, men havde set det som ret perifert – indtil det gik op for ham, at millioner af mennesker i den tredje verden brugte mikrofinans. Han var oprigtigt entusiastisk, og jeg fik en knap 20 minutter lang samtale om brugen af spilteori og modeller, deres forbindelse med virkelig praksis, og grænserne for deres brug og mulighederne for udvidelser af dem. Becker var ikke blot venlig og positiv, men også inspirerende og den første ’store’ forsker jeg oplevede, der var helt ligeglad med grænser mellem discipliner i samfundsforskningen.
Min oplevelse med Howard Becker i 2003 har været vigtig for hvordan jeg i dag interagerer med PhD- og kandidatstuderende, når de enten kommer til mig på Aarhus Universitet eller jeg møder dem til konferencer og kurser ude i verden. Alt for mange ser ud til at tænke, at ’han er bare sociolog’ / ”hun er bare økonom”, eller gider ikke sætte sig ind i, hvad de laver. På den måde gør vi ikke vores arbejde som lektorer, professorer, eller forskere overfor dem, der måske bliver del af vores næste generation. Beckers villighed til at lytte og tænke over, hvad en tilfældig PhD-studerende fra Aarhus lavede og hvorfor det var vigtigt, var et ideal som mange af os stræber efter i dag.
Hans disciplinære ydmyghed og villighed og evne til at lytte og tænke fordomsfrit over nye situationer var klar fra hans første artikler, og gjorde ham til en fremragende forsker. Flere nyhedsmedier har bragt nekrologer i ugens løb: New York Times, News in France, og den franske sociologforening som skrev, at “a very great sociologist is leaving us.”