Tag-arkiv: ideologi

Sidder hjertet til højre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. april 2008. 4 svar

Hermed min lørdags-klumme fra Berlingske:

Perspektiv: Sidder hjertet til højre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Et kendt, men tyndslidt, udsagn siger, at »er man ikke venstreorienteret som ung, har man intet hjerte, og er man ikke højreorienteret som gammel, har man ingen hjerne«.

Men hvornår har man egentlig »et hjerte«? Er det, når man gennem en omfattende, statslig omfordeling vil tage fra nogen og give til andre? Eller er det, når man selv frivilligt giver egne penge og tid til at hjælpe? Intet dikterer, at de to ting skulle være udtryk for det samme. For det første er det jo ikke nødvendigvis det samme at være generøs med andres penge som at være det med ens egne. Logisk set kan man sagtens være en asocial venstreorienteret, der går ind for større omfordeling, men aldrig selv hjælper andre. For det andet behøver man ikke at være egoist, fordi man er modstander af statslig omfordeling – man kan sagtens samtidig mene, at man selv har en moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød.

Er der noget, der tyder på, at man måske skal passe på med at associere »social indignation« eller »social samvittighed« ensidigt med det at være venstreorienteret og gå ind for stor omfordeling? Ja, det er der faktisk. I november forrige år udkom i USA en bog, der indtil videre har fået stor opmærksomhed dér, men pudsigt nok stort set ingen i lande som vores, hvor borgerne ellers ofte pryder sig med at være socialt bevidste, fordi vi betaler meget i skat. Bogen »Who Really Cares« (Hvem er egentlig omsorgsfulde?) er skrevet af forvaltnings-professoren Arthur C. Brooks fra Syracuse University, og han har med udgangspunkt i en række omfattende datasæt og statistiske analyser af disse set nærmere på, hvem der i USA (og andre lande) giver tid og penge til velgørende formål, og hvem der ikke gør.

To tredjedele af USAs 300 mio. indbyggere giver hvert år frivilligt penge til at hjælpe andre, og de giver betragtelige beløb. Men 75 mio. giver aldrig penge og 130 mio. bruger aldrig tid på velgørende arbejde. Så hvilke faktorer betyder noget for, om man giver eller ikke?

Ved at se på en lang række muligheder og samtidig statistiske kontrollere for andre elementer, finder Brooks, at der er fire forhold, der er særligt afgørende for, hvorvidt folk giver til velgørenhed eller ej: Religion; synet på statens rolle i borgernes liv; kilden til familiens indkomst; typen af familie.

Er man mere religiøs, mener man, at det ikke er statens opgave at stå for velfærd. Kommer man fra stærke familier, hvor man har lært dyden at være generøs, er det mere sandsynligt, at man vil være gavmild, og det gælder endog uafhængigt af indkomst. Lad os tage to hypotetiske personer, som tjener det samme. Mens den ene går hyppigt i kirke og er modstander af offentlige velfærdsydelser, går den anden aldrig i kirke og vil have mere omfordeling. Brooks’ analyser viser, at det er dobbelt så sandsynligt, at den førstnævnte vil donere til velgørenhed, og at han i alt vil give hele hundrede – 100! – gange flere penge årligt end den sidstnævnte. Naturligvis er der undtagelser – dette er gennemsnit – men resultaterne er klare.

Disse træk slår igennem, når man holder gavmildheden op imod ideologisk observans. Det er umiddelbart kun marginalt mere sandsynligt, at en selverklæret konservativ amerikaner giver penge til velgørenhed, end at en venstreorienteret gør det, mens sandsynligheden for at sidstnævnte udfører frivilligt arbejde er lidt højere. Men ser man på, hvor meget der gives, bliver forskellene meget udprægede: Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct.

Mønstret matcher også partipolitisk: Republikanere tenderer i retning af at være mere generøse end Demokrater. Dét fik anekdotisk en vis opmærksomhed i forbindelse med præsidentvalget i 2000, hvor det kom frem, at Al Gore gav meget beskedne 0,2 pct. af sin pæne indkomst til velgørenhed – hvilket var kun 1/10 af gennemsnittet. Ser man på et kort over USA, er det stort set nøjagtigt de samme delstater, som i 2004 blev vundet af Demokraternes præsidentkandidat John Kerry, som i 2001 var dem, hvor indbyggerne gav mindre generøst end gennemsnittet, mens 24 af de 25 stater, hvor man er mest generøse, gik til Bush.

En anden myte, som Brooks afliver, er, at amerikanerne i et internationalt perspektiv skulle være specielt koldhjertede og egoistiske. Han har set nærmere på, hvor meget de giver til velgørenhed i forhold til f.eks. europæerne. Opgjort pr. indbygger giver amerikanerne i gennemsnit tre en halv gang mere end franskmænd, syv gange mere end tyskere og 14 gange mere end italienere. I USA deltog 51 pct. af befolkningen som frivillige til støtte for »gode sager« i 1998, mens tallet var 41 pct., når man ser bort fra religiøse sager. I Danmark er de tilsvarende tal 18 og 14 pct.

Journalister og politik

Af Jens Ringsmose, den 13. december 2006. 31 svar

De fleste af os har det jo nok på fornemmelsen. At den gennemsnitlige danske journalist befinder sig et ganske pænt stykke til venstre for den politiske midte. En betydelig del af standen gør rigtignok en dyd ud af at anskue en given problemstilling fra mere end en side, men den opmærksomme og kritiske avislæser, radiolytter eller tv-seer sidder alligevel af og til tilbage med fornemmelsen af, at en given historie havde en lidt venstresnoet journalistisk vinkling betinget af formidlerens eget politiske ståsted. Den personlige stillingtagen smittede af på emnevalg og udlægning. Under alle omstændigheder er det vel kun de færreste, der tør kaste sig ud i en generel karakteristik af det danske pressekorps som gennemførte højrefløjslakajer.

Man skal imidlertid være ganske varsom med at lufte den slags fornemmelser. I reglen bliver de formastelige mødt med skarpe udfald samt erklæringer om, 1) at danske journalister hverken er mere eller mindre venstredrejede end den gennemsnitlige dansker, og 2) at danske journalister – også dem på P1 – ikke lader deres personlige holdninger påvirke deres journalistiske virke. Det, som nogle få syndere betragter som politisk farvede indlæg, er noget helt andet og meget finere: Kritisk journalistik.

Den slags argumenter har indtil dato været særdeles vanskelige at imødegå. Der er således kun blevet genereret en meget begrænset systematisk viden om, hvor journalister rent faktisk befinder sig på den politiske højre-venstre skala, og en undersøgelse, af hvorvidt politisk ståsted influerer på den journalistiske formidling, er naturligvis behæftet med store metodiske vanskeligheder.

Nu har en gruppe nordiske, samfundsvidenskabelige forskere imidlertid taget det første spadestik. I forbindelse med en større undersøgelse af hvilke personer, der bliver indskrevet på journaliststudiet i de nordiske lande, spurgte undersøgerne nemlig til, hvilket parti de studerende agtede at stemme på, “hvis der var folketingsvalg i morgen?”. Blandt de danske førsteårsstuderende (på Journalisthøjskolen i Århus, journaliststudiet på SDU i Odense og journaliststudiet på RUC) svarede kun ca. 11 procent, at de ville stemme på et af de to siddende regeringspartier eller Dansk Folkeparti (Venstre ca. 8 procent; De Konservative ca. 3 procent; Dansk Folkeparti 0 procent). Hele 34 procent svarede, at de havde til hensigt at stemme på Det Radikale Venstre, mens Enhedslisten med godt og vel 20 procent af de journaliststuderendes stemmer kom ind på en flot andenplads. Nummer tre i prøveafstemningen – med ca. 18 procent af stemmerne – blev SF, mens Socialdemokraterne måtte tage til takke med en ærefuld fjerdeplads og omtrent 14 procent af stemmerne (for statistikker og flere resultater se her).

Nu er det jo langtfra givet, at den pågældende årgang er repræsentativ for de danske journaliststuderende. Og det er da heller ikke umuligt, at de studerende i løbet af studieårene skifter partipolitisk ståsted. Men nogen decideret falsifikation af forestillingen om at danske journalisters politiske holdninger ligger til venstre for gennemsnitsdanskerens, giver undersøgelsen næppe heller anledning til.

Ugens citat: Schlüter (den gamle ideolog) om AFR

Af Redaktionen, den 6. december 2006. 3 svar

Fhv. statsminister Poul Schlüter har de sidste fem-seks år arbejdet beundringsværdigt på at få nogle af os til at glemme, at det var ham, der i sin tid sagde, at “ideologi er noget bras”.  (Faktisk brugte han i originalformuleringen et andet fire-bogstavsord, men det kom ikke med i det kendte interview i Berlingske.)

Og det gør han godt.  Her er den forgangne uges sammenkædning af den halvvidenskabelige meningsmåling fra A4/Epinion med spørgsmålet om regeringens ophørsudsalgs-linie (inkl. det reelt slet skjulte spark til Bendt Bendtsen og den nuværende konservative partiledelse):

“Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, “når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem”.

PS. Schlüter foreslog iøvrigt ca. 1980 en fusion af V og K under navnet “Det Liberale Folkeparti”.  Se dét kunne have været interessant – eller det modsatte …

Drømmer jeg? Eller er jeg død? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. august 2006. 7 svar

Forleden havde Michael Lind fra tænketanken New America Foundation en tankevækkende, omend for mange af os meget deprimerende artikel i Financial Times: “The unmourned end of libertarian politics”. Budskabet (der nedenfor gengives in extenso) er i sin enkelhed, at den klassiske liberale/nyliberalisme/libertarianisme–kald det hvad I vil–som har præget megen politik i de seneste årtier (og de fleste læsere af denne blog) er afgået ved døden som politisk kraft.  Den bliver presset af centripetale kræfter langs den traditionelle højre-venstre skala og af en centrifugal kraft på en ny globaliserings/anti-globaliserings dimension, og i dét slagsmål er der ikke plads til, hvad man her på stedet nok kunne kalde Mises-Hayek-Friedman-Rand-Nozick-Rothbard tænkning eller for den sags skyld Goldwater-Thatcher-Reagan retorik.

Jeg køber ikke selv ræsonnementet, og det hører med til historien, at Michael Lind ikke er, hvad en af vor tids største filosoffer–Tony Soprano–ville kalde “a friend of ours”; han er en slags Clintonistisk “third way” skribent, og der er i hans artikel alt for meget deterministisk “Titanic-logik” (som vores værdsatte eks-punditokrat Mikael Bonde Nielsen ville kalde det).  Men han er ikke dum, og der er noget om snakken.  Så giv artiklen en læsning og find på nogle gode svar …

“The unmourned end of libertarian politics

The most epochal event in world politics since the cold war has occurred – and few people have noticed. I am not referring to the conflict in Iraq or Lebanon or the campaign against terrorism.

It is the utter and final defeat of the movement that has shaped the politics of the US and other western democracies for several decades: the libertarian counter-revolution.

Between the 1930s and 1960s, the US and other liberal democracies adopted their own versions of modern welfare state capitalism. By the mid-20th century, in every western democracy, the legitimacy of the welfare state was accepted by mainstream parties of the right as well as the centre and left. But not by the libertarians. Unlike Eisenhower, Nixon and other “modern Republicans”, America’s libertarians did not seek a more fiscally responsible welfare state. They wanted to abolish the welfare state altogether and replace it with an “opportunity society” or “ownership society”. They were revolutionaries – or more precisely, counter-revolutionaries, seeking to restore an idealised Victorian world of laisser faire capitalism.

The libertarians launched a massive intellectual and rhetorical assault on modern government from the 1970s onward. Their formidable forces included influential economists such as Milton Friedman, the Nobel Prize winner, and Martin Feldstein, who chaired Ronald Reagan’s Council of Economic Advisers; think-tanks such as the Cato Institute; and affluent pressure groups such as the Club for Growth and Americans for Tax Reform, whose leader, Grover Norquist, famously said that government should be shrunk until it can be drowned in a bathtub.

Libertarians proposed to privatise Social Security, replacing government pensions with individual savings accounts. Healthcare, too, would be provided by individual “health savings accounts”. Public education, a legacy of the 19th century, was another target of the libertarian counter-revolutionaries, who proposed giving citizens vouchers for private schools. The libertarians also targeted labour market regulation, calling for abolition of the minimum wage. This would be combined with mass immigration, which would drive down wages further.

In the mid-20th century, welfare-statism was the “third way” between democratic socialism on the left and big-government conservatism that accepted the welfare state but sought to limit its costs. But in the 1970s and 1980s, the political spectrum shifted to the right. Not only communism but also democratic socialism vanished as plausible options because people no longer believed that the nationalisation of whole economies made any sense. At the same time, moderate conservatives who had made their peace with the welfare state were outflanked on the right by the radical libertarians.

Suddenly the former political “centre”, social democratic welfare-state capitalism, was redefined as the “left” and the former “right”, big-government conservatism, was now considered the “centre”. In the 1990s, the term “third way” meant, not Swedish social democracy, but the pro-market “neo-liberalism” of Bill Clinton and Tony Blair, which would have been considered moderate conservatism in the 1950s . In the US, the Democratic Leadership Council echoed the free-market, small-government rhetoric of the libertarian radicals. “The era of big government is over,” Mr Clinton declared. But he spoke too soon. In the past decade, the US public has rejected every element of the libertarian counter-revolution. The first proposal voters rejected was the privatisation of schooling. Because US education policy is dominated by states and cities, this issue was fought at the local level. It turned out that most conservative Republicans as well as Democrats were content with their suburban public schools. Again and again, voucher proposals went down to defeat.

President George W. Bush made Social Security privatisation a central part of his legislative agenda. Americans, alarmed by the stock market slide, rejected the idea and frightened Republican politicians dropped it. Neither has the Bush administration exerted itself over another libertarian proposal, health savings accounts, which almost certainly would be rejected by risk-averse voters. Indeed, to the horror of libertarians, Mr Bush and the Republican Congress created the prescription drug programme for the elderly, the biggest expansion of socialised medicine in the US since Lyndon Johnson presided over the creation of Medicare in 1965.

And the labour market? Here again, the libertarians have been completely routed. Against libertarian opposition, Congressional Republicans recently sought an increase in the minimum wage, coupled with cuts in the estate tax. And against libertarian opposition, swelling popular demand for an end to illegal immigration has forced both parties to support measures to police America’s chaotic borders.

For nearly a decade, the Republican party has controlled Washington and most state legislatures. And yet every big proposal of the libertarians has been rejected by the public and their elected representatives. Their only temporary achievement has been tax cuts, which are likely to be rolled back at least in part to reduce the deficit in the years ahead. With the disappearance as a significant force of the libertarian right, the centre of gravity inevitably will shift somewhat left in matters of political economy. But we will not see a restoration of the mid-20th century pattern because there will be no revival of the socialist left. The demise of both socialism and libertarianism pretty much limits the field to moderate social democracy and big-government conservatism. The limitation of options on the horizontal left-right spectrum is accompanied, however, by a growing vertical, top-bottom divide between an elite committed to globalisation and mass immigration and a populist, nationalist majority. If this replaces the older horizontal left-right divide, then we may see a third, “third way” – one which positions itself between the crudest forms of populism and utopian forms of transnationalism.

The libertarian moment has passed. It will not come again, and its defeat as a force in US politics will change the definitions of right, left and centre – not just in the US but also, the world.”

Lad ideerne blomstre

Af Mikael Bonde Nielsen, den 25. juni 2005. 3 svar

I 80’erne lod mange borgerlige intellektuelle sig inspirere af de såkaldt nye franske filosoffer, fordi de forekom at være befriende direkte i deres kritik af totalitarismen. Det drejede sig bl.a. om Bernard-Henri Lévy, der med La Barbarie à visage humain (1979) for alvor manifesterede sig som en ledende kritiker af den røde fascisme. Hans tanker nåede ret hurtigt et dansk publikum, da hans bog samme år blev fornemt oversat til dansk af David Gress. Og hans ressonementer blev videreført og bearbejdet af André Glucksmann; en anden navnkundig fransk filosof, der med La force du vertige (1983) angreb de europæiske fredsbevægelsers naivitet og hyllede atombomben som en fredsbevarende indretning. Og det blev ikke ved bøgerne. De for datiden så provokerende tanker blev gjort til genstand for omfattende analyse og debat i Weekendavisen, under Jørgen Schleimanns ledelse, og i Tidsskriftet Epoke, der blev udgivet af Jyllands-Posten og redigeret af Flemming Christian Nielsen.

Lad det være sagt med det samme; jeg læste de omtalte bøger og opfølgende artikler med stor fornøjelse og glædede mig over, at der i det mindste kunne mobiliseres en anelse ideologisk engagement blandt borgerlige meningsdannere. Da Levy i 1984 romandebuterede med Le Diable en tête ventede jeg utålmodigt til den forelå i dansk oversættelse (I djævlens vold, 1985) og købte straks 5 eksemplar til uddeling blandt venner. For i denne formåede Levy på original vis at skildre den paradoksale kendsgerning, at nazisternes børn ? indlejret i terrorceller af venstresocialistisk tilsnit ? også søgte at eskamotere jøder fra jordens overflade, under dække af at det handlede om palæstinensisk befrielseskamp.

Den idétradition, der opstod i kølvandet på de nye franske filosoffer, rummede desværre også det fortvivlende budskab, at ideer er betænkeligt farlige. Og adskillige borgerlige intellektuelle stod da også nærmest i kø for at afsværge enhver tilknytning til ideologier, idealer eller utopier. Derfor blev borgerlighed synonym for anti-holdninger, hvis eksistens ene og alene var betinget af venstrefløjens idéudvikling. Da den gik i sig selv, døde den ideologiske debat, hvilket de teknokratiske 90’ere vel på mange måder er en bekræftende lære om.

De ny-gamle franske filosoffer er fortsat aktive. Men efter murens fald har de ikke formået at bringe sig selv ud af anti-holdningernes mentale spændetrøje. De berettigede fjendebilleder fra Den Kolde Krig er i stedet skiftet ud med enigmatiske og konspiratoriske modforestillinger om muslimer, hvilket delvist kommer til udtryk i Levy’s Who Killed Daniel Pearl? hvor det faktuelle er lige så formeligt som i The Da Vinci Code af Dan Brown.

Mit ærinde med dette skræp er ikke at problematisere anti-holdningernes lejlighedsvise behørighed, men at argumentere for ideernes og idealernes nødvendighed. For når jeg hører borgerligt sindede mennesker udtale, at de søreme ikke kan begribe, at intellektuelle er så venstreorienterede, så får jeg lyst til at skrige: “Det er fordi vi borgerlige har kriminaliseret enhver form for idéudvikling og overladt det til de røde at tænke stort”. Men der er en generation på vej, der har mod på at bryde med denne åndelige træghed; nerve og hjerne til at formulere et liberalt alternativ, der hviler på egne præmisser og som ikke er kritisk afhængig af socialismens dysfunktioner. Giv dem for pokker noget plads og lad ideerne blomstre.

Ugens citat: Andrew Sullivan om amerikansk konservatisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. april 2005. 4 svar

Den britisk-amerikanske skribent og super-blogger Andrew Sullivan giver i artiklen “Crisis of Faith” i det nyeste nummer af sit gamle blad, The New Republic, denne opsang til amerikansk konservatisme:

“Conservatism isn’t over. But it has rarely been as confused. Today’s conservatives support limited government. But they believe the federal government can intervene in a state court’s decisions in a single family’s struggle over life and death. They believe in restraining government spending. But they have increased such spending by a mind-boggling 33 percent in a mere four years. They believe in self-reliance. But they have just passed the most expensive new entitlement since the heyday of Great Society liberalism: the Medicare prescription-drug benefit. They believe that foreign policy is about the pursuit of national interest and that the military should be used only to fight and win wars. Yet they have embarked on an extraordinarily ambitious program of military-led nation-building in the Middle East. They believe in states’ rights, but they want to amend the Constitution to forbid any state from allowing civil marriage or equivalent civil unions for gay couples. They believe in free trade. But they have imposed tariffs on a number of industries, most famously steel. They believe in balanced budgets. But they have abandoned fiscal discipline and added a cool trillion dollars to the national debt in one presidential term.
One reason for conservatism’s endurance in the face of such contradiction, of course, is the extreme weakness–intellectual and organizational–of the opposition.”

Så er dét sagt–men der er mere, og specielt Sullivans distinktion mellem “Conservatives of Faith” og “Conservatives of Doubt” er interessant og tankevækkende, og den kan uden store problemer læses som en slags advarsel udstrækkende sig til, hvad der kan ske med f.eks. danske borgerligt-liberale, når de sætter sig på statsapparatet.

Artiklen er ikke frit tilgængelig på nettet; man skal lade sig registrere, men det er dét værd.