I den seneste Weekendavisen har Martin Krasnik et interview med den engelske historiker Niall Ferguson. Desværre er der ikke længere gratis adgang til deres e-avis, så hvis man ønsker at læse hele artiklen bliver man nød til at købe avisen.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er temmelig stort fan af Ferguson – hvilket selvfølgelig ikke skal forveksles med at jeg altid er enig med ham. Men interessant er han altid.
Niall Ferguson tror ikke på at imperier opstår, modnes og forgår i et nogenlunde forudsigeligt tidsforløb, ligesom skelsættende historiske begivenheder som f.eks. 1. verdenskrig ikke kan forklares som resultatet af længere historiske forløb. Derimod mener han at det sker ganske pludseligt og uforudsigeligt. 1 verdenskrig mener han f.eks. primært var resultatet af en række fatale politiske fejl så sent som i sommeren 1914. Ligesom han mener, at det britiske imperiums fald stort set kan stadfæstes til Suez krisen i 1956, eller som han siger;
Det samme gælder det britiske imperiums fald. Også her kan man se den dovne analyse, der siger, at briternes fald fra tinderne var en meget langstrakt nedtur, der prægede hele den første halvdel af det 20. århundrede. Helt frem til 1950 eller måske 1960, mente man, at nedturen ville gå meget langsomt, at den ville strække sig over 50-100 år. Man sagde I’m alright Jack og You never had it so good. Og så pludseligt: styrt, ud over afgrunden. I 1945 var briterne med til at dele verden op med USA og Sovjet. Ti år senere var imperiet væk.
I artiklen, og det er grunden til denne post, kommer Niall Ferguson med et bud på hvad der kunne være et scenarie der markerede USAs fald som stormagt. Han gør selvfølgelig i tråd med pointen om at fremtiden er uforudsigelig opmærksom på at der er tale om de rene spekulationer fra hans side, men giver så sit bud:
Der opstår en dyb krise i Mellemøsten, og Israel sætter et massivt militært angreb i gang mod Iran. alle ser straks mod USA. Hvad gør de? Præsidenten tøver. Han er usikker, hans instinkt er ikke at støtte angrebet, men hans militære rådgivere er uenige. Præsidenten vinder diskussionen, og USA støtter ikke israelerne.
Iranerne svarer naturligvis igen. Hormuz-strædet bliver lukket, og olieprisen stiger allerede næste dag til 230 dollar pr. tønde. Det er som et direkte slag mod den amerikanske økonomi, der straks går ned på vågeblus. Kina erklærer, at de støtter Iran, hvilket ikke er overraskende, idet kineserne er Irans største handelspartner. Russerne forholder sig udadtil neutralt, men støtter i virkeligheden også iranerne. Det hele sker meget hurtigt.
Hvad sker der så? Europæerne vil absolut ikke støtte et militært modsvar. Pludselig er amerikanerne ikke bare splittede, de er også isolerede. De fleste amerikanere kræver handling, men præsidenten gør det ikke, ikke mindst fordi de færreste forventer, at det vil føre noget godt med sig. Det er tydeligt at USA har mistet kontrollen over Den Persiske Golf. Da krisen bliver løst, sker det ikke på grund af amerikanerne. Og når den næste krise opstår, er der ingen, der tror på, at amerikanerne vil spille nogen rolle. På den måde er konflikten den sammen so Suez-krisen var det for briterne. Den slags ting sker. Der er en krise i systemet, og før det når at tilpasse sig, opstår en pludselig begivenhed, et par uigennemtænkte beslutninger, og så brager det løs på CNN.
Der er selvfølgelig tale om ren spekulation, hvilket Ferguson er den første til at indrømme, men den mulige udvikling har faktisk en nylig parallel, nemlig krisen i Georgien forrige år.
Poul Høi, hvis skriverier jeg erkender at have et mere end almindelig anstrengt forhold til skrev for nogen tid siden i sin blog på Berlingske Tidende et indlæg under overskriften “Skulle Bush have bombet russerne” om bogen “A Little War that Shook the World” af Ronald D. Amus.
Høi skriver bl.a.:
I bakspejlet [bombning af de russiske invasionstropper] ville sådan en reaktion formentlig stadig have været for farlig, men jeg må indrømme, at jeg er enig med en af hardlinerne fra vicepræsident Cheneys stab, som siger, at hvis russerne bliver ved med at spille med musklerne, vil ”vi om ti til 20 år se tilbage på (august 2008, red.) og konstatere, at det var her, at de fandt ud af, at de kunne ændre på grænserne uden konsekvenser. Og så skulle vi have grebet hårdere ind.”
”A Little War that Shook the World” godtgør, at den lille sommerkrig i august 2008 ændrede ved to af fundamenterne for verden efter den kolde krig:
Vi troede, at grænserne mod øst lå fast, og vi troede, at NATO – USA og Europa – også stod fast. Begge dele viste sig forkerte. Rusland planlagde møjsommeligt krigen og fremprovokerede den, og russerne marcherede uhindret ind i Georgien og stod så tæt på Tbilisi, at man kunne lugte deres dårlige ånde. Og NATO anede ikke sine levende råd og endte med at sende præsident Sarkozy i penduldiplomati, og han proppede en våbenhvile ned i halsen på Georgien.
”I får ikke en bedre aftale,” nærmest truede han ifølge bogen præsident Saakashvili. ”Hvor er Bush? Hvor er amerikanerne? De kommer ikke for at redde jer. Europæerne kommer heller ikke. I er helt alene, og hvis I ikke skriver under, så kommer de russiske kampvogne i stedet for.”
og fortsætter
Neville Chamberlains ånd fløj lavt over Kaukasus den aften.
Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne det komme dertil?
Svaret er april 2008 og uappetitlig europæisk realpolitik. NATO afviklede sit topmøde i Bukarest i Rumænien, og amerikanerne kæmpede for at få en medlemsplan for Ukraine og Georgien. Tysklands kansler Angela Merkel slog sig i tøjret, for hun ville ikke hidse russerne op, og hun ville heller ikke bringe den tysk-russiske naturgasaftale til næsten fire mia. dollar i fare.
Præsident Sarkozy sagde til præsident Bush, at han ikke var bange for russerne, men han var bange for kansler Merkel, og mødet endte med, at NATO de facto tilbageskødede Ukraine og Georgien til russerne, og præsident Putin opfattede det som en invitation til at marchere mod Tbilisi.
Som Putin efter mødet sagde til præsident Saakashvili: ”Du kan ikke regne med amerikanerne. Du kan ikke regne med europæerne. Den eneste, du kan regne med – det er mig.”
Ganske rigtigt.
Og desværre.
Muligvis er det at trække sammenligningerne for langt, men kunne et fundamentalt problem i den vestlige verden være, at vi ikke kan finde ud af om hvad vi vil? – være imperialister med hvad det kræver (og det er dyrt) eller trække os ud af kapløbet, erkende vores lidenhed og koncentrere os om os selv og vores egen nære interesser – med alt hvad det også indebærer af ubehagelige beslutninger i forhold til vestlige idealer om menneskerettigheder osv.? Som jeg ser det synes den eneste konstant være, at vi gør tingene halvt og det dermed i bakspejlet, hvis man ikke går ind med fuld styrke, ville have været bedre ikke at gøre noget som helst, jævnfør Irak og Afghanistan. I en tænkt krise som Fergusons skal vi næppe regne med disse to landes støtte.
Men hvad mener bloggens læsere? Skal vi erkende at idealer og realpolitik ikke hører sammen og føre udenrigspolitik som f.eks. kineserne og russerne gør det? Eller er det overhovedet et problem hvis vi ikke (heller ikke amerikanerne) i fremtiden har nogen synderlig international tyngde?
I England diskuterede man stort set konstant fra det 18. århundrede og frem om man skulle have et imperium – Adam Smith var i mod, John Stuart Mill, Karl Marx, brede religiøse kredse og sociale reformatorer var af forskellige årsager varme tilhængere af imperialistisk ekspansion (White Mans Burden) – mens der tjentes store private formuer på den fortsatte kolonisation (samfundsøkonomisk var det dog næppe nogen overskudsforretning). På samme måde har USA altid haft et problematisk forhold til sin egen rolle som Imperialist og stormagt – og er det måske i sidste ende det der afgør reaktionsmønstret i givne situationer (hvilket går lidt på tværs af Fergusons tese)?
Hvad er bloggens læseres bud – hvordan ser det ud om 25-50 år? Hvilken rolle spiller vi? Hvem er “verdens herre” – hvis der er en sådan? Lad os få nogle bud.