Tag-arkiv: kup

Kup og pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2022. 2 svar

Er et statskup en dårlig nyhed for pressefriheden? Umiddelbart vil de fleste nok sige ja, for hvad kan en regering, der er kommet til magten ved et statskup, ikke finde på. Pudsigt nok var der indtil fornylig nærmest ingen forskning i den type konsekvener af kup. Det gjorde jeg sammen med to tyske kolleger for nogle år siden, og papiret er nu – efter en lang og frustrerende process – endeligt på vej til udgivelse.

Artiklen “Coups and Dynamics of Media Freedom” er skrevet sammen med Andreas Freytag (Uni Jena) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg), og udkommer i Economic Modelling. Vores teoretiske udgangspunkt er, at alle regeringer i princippet kan bruge to slags midler til at blive ved magten: 1) undertrykkelse; og 2) bestikkelse. Man kan vælge at undertrykke, hvilket også indebærer at undertrykke borgernes adgang til information – dvs. at undertrykke pressefriheden – og man kan vælge at bestikke vælgere, særinteresser, og interesser der kunne tage magten fra en.

Demokratier har dog nogle begrænsninger indbygget for, hvor meget man kan undertrykke, og ofte også, hvor meget man kan bestikke vælgere og interesser. Der er derfor grund til at tro, at effekter er noget mindre i demokratier, og nok større når et kup fjerner en demokratisk regering. Men – og det er det helt nye rent teoretisk – vi viser også, at der er al mulig grund til at tro, at kuppet fører til mere undertrykkelse, når det offentlige forbrug er større. Grunden er, at mens kupregeringer i lande med små offentlige sektorer har masser af kapacitet til at bestikke interesser, gælder det ikke dem i lande med stort offentlig forbrug. Her er der ikke meget tilovers til at bestikke med, og undertrykkelse bliver derfor et attraktivt alternativ.

Og det er netop det vi finder i 8400 observationer på tværs af 160 lande siden 60erne. Figuren nedenfor er fra artiklen, og viser effekten af succesfulde (de mørke markeringer) og fejlede (de grå) kup på graden af censur mod medier. Figuren til venstre illustrerer vores estimater, når kuppet sker mod et autokrati, mens den til højre viser effekter mod et demokrati. Det er her helt klart at se, at kup ikke har systematiske effekter i autokratier – nogle gange undertrykker de nye regime mere, andre gange mindre end det gamle. Omvendt er det tydeligt at se, at mens fejlede kup ikke fører til systematiske ændringer, falder indekset alvorligt når et kup med et demokrati lykkes. Med andre ord fører kup til markant mere censur, og i helt særlig grad når det offentlige forbrug er stort (til venstre på figuren).

Artiklen med Freytag og Gutmann indikerer dermed, at regeringer forsøger at beskytte deres egen magt på den måde, de praktisk kan. Det betyder dermed ikke, at diktaturer automatisk undertrykker, hvis der er en nemmere / billigere måde at blive ved magten på. Og vores arbejde følger således på sin vis i fodsporene fra Bueno de Mesquita, der understregede, at demokratier ikke er så anderledes end autokratier. Demokratiske politikere er i hvert fald ikke bedre, de lever bare med nogle andre institutioner, som de ikke altid bryder sig ret meget om.

Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2021. 4 svar

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Institutionel kvalitet og kup

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2020. Skriv et svar

Som opmærksomme læsere vil vide, har jeg de seneste par år haft et projekt i gang om statskup. Meget af projektet har indtil fornylig drejet sig om at udvikle en database over politiske institutioner og regimetransitioner, som jeg deler med min ven og kollega Martin Rode. Databasen er frit tilgængelig (her, og med en ny version i næste måned), og artiklen hvor vi dokumenterer den er udgivet. Martin og jeg har med stor fornøjelse kunnet se, hvordan andre forskere er begyndt at bruge databasen, mens vi selv også arbejder videre med den sammen, hver for sig, og i konstellationer med andre kolleger.

Det første af disse studier, der drejer sig om hvordan samfunds institutioner ændrer sig efter kup, er nu på vej ud. Artiklen er fælles arbejde mellem Daniel Bennett, Steve Gohmann og mig. Daniel er pt. på Baylor University i Texas, hvor han har markeret sig med flere studier af entrepreneurship, og slutter sig til efteråret til Steve som adjunkt på University of Louisville. Vores første fælles artikel er optaget til udgivelse i Journal of Comparative Economics; en tidligere working paper version er tilgængelig ungated for alle interesserede fra IFN i Stockholm.

Det store spørgsmål, som vi forsøger at svare på i artiklen, er om statskup faktisk ændrer på noget grundlæggende og om det gør en forskel, hvor kupmagerne kommer fra i samfundet. Normalt regner man ret intuitivt med, at kupmagere har interesse i at svække samfundets institutioner, så de har relativt uindskrænket magt til at gennemføre, hvad de gerne vil. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke helt så enkelt. Nogle kupmagere kunne således have interesse i at styrke institutioner som retsvæsen og embedsværk for at legitimere deres styre, eller for at gøre det sværere for andre interesser at forsøge sig med et modkup. Kupmagere, der repræsenterer civile interesser såsom industriinteresser, kan også have klare incitamenter til at styrke institutionerne for at forbedre deres støtters konkurrenceevne. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvad de faktiske konsekvenser er af kup, og særligt om civilt ledede kup – som faktisk udgør 133 af 539 kupforsøg siden 1950 – måske er tydeligt anderledes end militært ledede kup.

En del af udfordringen er at etablere, at et kup faktisk fører til institutionelle ændringer, og ikke bare er et respons på ændringer eller en helt tilfældig sammenhæng. Det statistiske ’trick’ i artiklen (som vi kopierer fra den fremragende Richard Jong-a-Pin) er, at vi sammenligner udviklingen omkring kup der lykkes, med kup der mislykkes. Vi kan konkret vise, at udviklingen typisk er den samme før kupforsøg, uanset om de lykkes eller ej. Det betyder, at de ex ante er korrekt sammenlignelige, og at man derfor kan betragte forskellen i udviklingen efter kupforsøgene som en årsagsvirkning.

Vores sammenligninger over de over 500 kupforsøg i vores data siden 1950 viser, at den politiske korruption typisk stiger efter militærkup, og i særlig grad efter kup ledt af folk fra toppen af den militære elite. Ser vi på kvaliteten af retsvæsenet ser det samme ud til at ske, når et militærkup lykkes. Vi ser dog også evidens for, at succesfulde civile kup mod militærregimer typisk har den modsatte virkning, og på sigt ender med en forbedring af de juridiske institutioner. Det er vel at mærke en effekt af at skifte fra et militærdiktatur til et civilt autokrati, og ikke til et demokrati.

Man kan naturligvis spørge, hvorfor det overhovedet er interessant, og hvorfor forskere på danske universiteter skal forske i den slags. Det er der mindst to svar på: For det første viser den nye kupforskning også noget om, hvad der sker under andre slags regimetransitioner. Det kan være vigtigt for både international politik og for danskeres perspektiver for at investere i fattigere lande og emerging economies, hvor risikoen for markante regimetransitioner er tydelig. For det andet sker der stadig kup i verden, og flere lande ser decideret ud til at være klar til et. I november 2017 afsatte Zimbabwes militær Robert Mugabe på foranledning af en gruppe politikere, ledt af den nuværende præsident Emerson Mnangagwa, og i april 2019 overtog militæret magten i Sudan ved et kup. Begge lande har umiddelbart gode muligheder for at blive succeser, men mere viden om dynamikken omkring kup er nødvendig for at forstå både mulighederne og farerne. Vores kupprojekt giver, ligesom anden forskning på området for tiden, en bid mere indsigt i denne type begivenheder. Den rykker os også et skridt nærmere at forstå det flygtige fænomen ’gode kup’.

Hvad gør kupmagere?

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2019. Skriv et svar

Det succesfulde kup i Sudan for to uger siden har rejst en række spørgsmål, som vi gav et første svar på forleden. I dag giver en bid mere af de svar, som kommer ud af den nye forskning på området. En del af den forskning er noget jeg selv står for sammen med flere kolleger. Den er for det meste baseret på det databasearbejde, som Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har stået for. Posten i dag handler dog om et andet papir, som er udarbejdet i samarbejde med Daniel Bennett (Baylor University i Texas) og Stephan Gohmann (University of Louisville i Kentucky).

I papiret, som jeg præsenterede ved universitetet i Hamborg i går, undersøger Daniel, Steve og jeg, om man kan sige noget generelt om, hvorvidt succesfulde kup fører til ændringer i samfundets institutioner. Mere specifik ser vi på, hvad er sker med graden af politisk korruption – et rimeligt sikkert tegn på svækkede institutioner – og graden af de juridiske institutioners uafhængighed fra politik og politisk indblanding. Disse data kommer fra Varieties of Democracy (V-Dem) projektet. Begge forhold reflekterer kvaliteten af de institutioner, der blandt andet også opretholder beskyttelsen af den private ejendomsret. Ændrer man på dem, har det derfor med stor sandsynlighed konsekvenser for et lands langsigtede udvikling.

Når vi sammenligner på tværs af de mere end 500 kupforsøg siden 1950, viser der sig nogle klare mønstre. I gennemsnit fører succesfulde kup til mere korruption og mindre juridisk uafhængighed, men i takt med at vi stiller skarpt på forskellene på kup, dukker der nuancer op. For det første ser vi ingen tydelige virkninger af kup, der fejler: Der er således ingen tegn på, at den politiske ustabilitet, som et kupforsøg indikerer, er vigtig. For det andet ser vi kun virkninger, når kupmagerne kommer fra militæret. I den tredjedel af alle kup siden 1950, der var anført af civile, er der intet generelt problem. Og når vi zoomer endnu længere ind, bliver det klart, at problemerne skyldes succesfulde kup anført af folk fra en militær elite. Selvom der har været adskillige kup, hvor lederne havde en lavere militær rang – og som lykkedes – er der øjensynligt et fænomen, der typisk er begrænset til den militære elite.

Hvad betyder det for hvad vi ved om kup og hvordan vi forstår dem? En første indsigt er, at alle kup og kupforsøg ikke er de samme. Militære interesser er anderledes end civile interesser, og eliter – dvs. repræsentanter for de interesser, der allerede er ved magten – opfører sig anderledes end interesser udenfor eliten. Man lærer dog også, at den historie som de sidste 15 år er blevet populariseret af holdet omkring Daron Acemoglu, kan være ganske misvisende. Acemoglu-historien er basalt set, at eliter ofte reagerer på trusler ved at bevæge sig lidt længere mod demokrati og bedre institutioner for bredere segmenter af befolkningen. Men i vores nye kupundersøgelse finder vi konkret evidens for den modsatte adfærd. Dermed er det ikke sagt, at nogle af disse begivenheder i sidste ende fører til demokratisering og gavnlige reformer, men det er svært at se det som et generelt fænomen. Under alle omstændigheder blev papiret godt modtaget i Hamburg, ligesom vi fik god kritik ved tidligere præsentationer i Münster og Washington. Vi ser frem til at høre, hvad andre kolleger mener om vores udfordring til den almindelge tænkning på området. Og skulle en af vores læsere være interesseret, kan den nyeste version af papiret hentes gratis på min personlige hjemmeside.