Da The Economist i november bragte en nekrolog over Ralph Harris – den tidligere general director for the Institute of Economic Affairs – lagde tidsskriftet ud med at fortælle en lille anekdote fra National No-Smoking Day den 8. marts 2000. På denne dag kunne man uden for Westminster se to personer med hver sin pibe. Den ene var Baroness Trumpington, den anden Lord Harris. Harris elskede at ryge. Men der var mere i fremmødet end som så. For at citere:
[…] as the years passed he loved smoking less for the tang of the tobacco, or its stimulus to thought, than for its defiance of the nanny-hand of the state. As smokers were increasingly repressed and made outcasts by the “authoritarian itch” of governments, so he all the more fiercely took their side.’
Da jeg læste nekrologen tilbage i november, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt overbærende af Harris’ stilfærdige protest foran parlamentet. Men siden er jeg begyndt at forstå, hvad der drev ham. Her i Italien har det i snart længere tid været ulovligt at ryge på restauranter og barer – og nu er turen så også kommet til Danmark. Per 1. april 2007 bliver rygning forbudt på såvel offentlige som private arbejdspladser, undtagen i dertil indrettede rygelokaler. Det samme gælder restauranter (med mindre der oprettes adskilte rygerum) og udskænkningssteder over 40 kvadratmeter. Endelig forbydes rygning i enhver form for offentlige transportmidler samt lokaler med offentlig adgang.
Hvorfor dette meget vidtgående indgreb i den personlige frihed, både forstået som friheden til at ryge og friheden til at tillade rygning i sin private restaurant, bar eller hvad ved jeg. Jo, den officielle begrundelse er den klassiske, at rygernes frihed begrænser ikke-rygernes frihed, fordi sidstnævnte udsættes for passiv rygning.
Men Mill ville givetvis vende sig i sin grav ved den argumentation. For det står jo enhver frit for at lade være med at gå på en pub eller restaurant, hvor der er røg. Og hvis man mente argumentet alvorligt, så kunne man have ladet rygeforbud være op til den enkelte restauratør – det er trods alt hans geschæft – og så lade kunderne vælge mellem steder med og uden rygning. Det er med kort sagt ikke valgfriheden, der har ligget politikerne på sinde.
Ret beset handler det her da heller ikke om at fremme nogen form for frihed (undtagen den meget betænkelige form Isaiah Berlin kaldte ‘positiv frihed’). Til trods for henvisningerne til ikke-rygernes ret til at kunne gå uden for en dør uden at frygte den visse død, så synes der at være en anden ting på spil her. Det er sundhedssektorens helbred, der spøger.
De danske politikere har i deres vildrede over de løbske udgifter, der følger af en gratis adgang til sundhedsydelser, grebet fat om forebyggelsen. I takt med at vi bliver mere velhavende stiger efterspørgslen efter livsforlængelse nemlig eksplosivt – indkomstelasticiteten for sundhedsydelser er meget høj, som økonomerne siger.
Rygeforbuddet er et barn af disse bekymringer, og det er givetvis ikke det sidste tiltag, vi kommer til at opleve. De nye storkommuner skal – har jeg forstået – lægge ekstra stor vægt på forebyggelse, netop fordi det danske sundhedssystem ikke er økonomisk holdbart på længere sigt. Motion og kost er de oftest nævnte indsatspunkter, for fedme belaster som bekendt også sundhedssystemet. I indeværende uge blev det forskruede i hele tankegangen udstillet, da man kunne høre den nye konservative sundhedsminister forslå – i ramme alvor – at slik ved lov skal væk fra børnehøjde, ja helst “ned i et hjørne af butikken, hvor kunderne ikke kommer så tit”.
Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på dette område, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade såvel kompetence som ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig uden om. Lige nu tilskynder sundhedssektoren faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen – brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk optik).
Men nej. Den slags tanker er så ildesete, at de end ikke har været oppe at vende – jeg har i hvert fald ikke set dem forslået fra politisk hold. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Det er for det første skruen uden ende, og for det andet er det en ret sikker måde at underminere den enkeltes ansvar for egen sundhed. Og så har jeg end ikke nævnt den personlige frihed.
Og hvor skal det her egentlig ende? Målet retfærdiggør tydeligvis midlet, og den slags er altid bekymrende. Er det en lovpligtig morgenløbetur, der er næste programpunkt? Eller hvad med de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – er der bøder i vente, hvis man kun når 300 gram?
Nu skal man selvfølgelig være varsom med at male fanden på væggen, men Lord Harris gjorde nok ret i at stå med sin merskumspibe foran parlamentet hin martsdag i 2000. Skade kun, at forebyggelsespolitikken har sejret ad helvede til lige siden.