Det er sandsynligvis fløjet under de flestes radar, men Europa har fået et nyt demokrati. Efter de sidste rester af Ungarns demokrati blev afmonterede i foråret af Orban-regimet, og de demokratiske institutioner i Polen ser skrøbelige ud, er det således både opmuntrende at udviklingen går i en anden retning i mindst et andet land.

Det drejer sig om Montenegro, der havde parlamentsvalg den 30. august. Valget var det 11. siden 1990 der tillod forskellige partier, og det femte i et officielt uafhængigt Montenegro. Indtil videre har de cirka 650.000 indbyggere i det ekstremt naturskønne land således kunnet stemme på forskellige partier med meget forskellige ideologiske positioner og idéer, men med næsten total sikkerhed for, at det parti som Milo Đukanović repræsenterede eller støttede ville vinde. Der har med andre ord været flerpartivalg, men uden at de var reelt frie og uden at de førte til et magtskifte – landet har været et ’elektoralt autokrati’.

Đukanović har siddet tungt på magten siden Jugoslavien og kommunismen på Balkan brød sammen i 1991. Han var således premierminister 1991-98, præsident fra 1998-2002, igen premierminister 2003-2006, 2008-2010 og 2012-2016, og har været præsident siden 2018. Hans regering har siddet relativt tungt på de fleste medier i landet og har ofte opført sig hårdhændet overfor lidt for åbenmundede politiske modstandere. Derudover har adskillige journalister og eksperter peget på, at Đukanović-familien har haft forbindelse til smugleri af cigaretter til Italien og Østrig, og måske har lidt for tætte kontakter til Montenegros mafia. Đukanović-regimet er derfor ofte blevet karakteriseret som et halv-autokratisk kleptokrati, og Đukanović selv er en af verdens rigeste politiske ledere.

Meget af den situation kan nu begynde at ændre sig, omend det sandsynligvis kommer til at gå langsomt. Ved valget i august vandt en koalition af oppositionspartier magten, og det ser ud til at alle andre politiske aktører, inklusive Milo Đukanović, accepterer den siddende regerings nederlag. Koalitionen består i sig selv af tre løst sammensatte partier eller valgkoalitioner: For en Fremtid for Montenegro (Za budućnost Crne Gore), Fred er vores Nation (Mir je naša nacija) og Den Forenede Reformbevægelse (Građanski Pokret Ujedinjena reformska akcija, også kaldet Blå og Hvid). De er henholdsvis en konservativ og populistisk valgkoalition, et såkaldt’big tent’ centerparti eller koalition med pro-europæiske tendenser, og en centrum-venstre koalition med en reform- og antikorruptionsagenda.

Man kan naturligvis ærgre sig over, at den nye regering har meget stærke pro-serbiske og pro-russiske tendenser. Det lille land rykker næppe meget i det internationale billede, men det er ikke ligefrem den retning, man håbede for et land, der stadig kæmper med resterne af en kommunistisk økonomi og et planøkonomisk mindset. Omvendt er det et enormt plus, at oppositionen endte med at vinde valget på trods af at den siddende regering endnu engang har brugt Montenegros knap så frie medier til dens fordel. V-Dem-projektet placerer således den montenegrinske mangel på pressefrihed som nummer 70 af 179 lande (omgivet af Armenien, Rwanda og Uganda, med Nordkorea som nummer et), når det gælder frihed fra censur, og nummer 58 når det gælder frihed fra at journalister bliver forulempede. Det er således også et plus for medierne selv, at der i det mindste kommer en periode, hvor de kan ånde frit.

Sidst, men ikke mindst, er det en mulighed for befolkningen i landet, at et reelt fungerende demokrati kan begynde at tage fat på en lang række institutionelle problemer, der betyder at landet stadig er langt fattigere end nabolandet Kroatien. Montenegro er trods landets størrelse rigt på ekstraordinært smuk natur, sandstrande ved Adriaterhavet, og en særlig historie som fyrstendømme. Meget kan stadig gå galt – det er trods alt Balkan – men foreløbig har vi et stort tillykke til Europas nye demokrati.