Tag-arkiv: narkotikapolitik

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Af Erik Winther Paisley, den 4. juni 2015. 1 svar

I sidste uge blev ejeren af sortbørsen Silk Road, Ross Ulbricht, idømt livsvarigt fængsel for en række forseelser, der i den milde ende omfatter omgåelse af USA’s drakoniske narkotikalovgivning og planlægning af et attentat mod en af sine skyldnere i den særdeles grove. Silk Road udnyttede – som alle andre sortbørshandlere – en niche, som politikerne har skabt, og som naturligvis ikke går væk af at en enkelt mand bliver spærret inde. I så var narkomarkedet for længst opløst. Der er større dynamikker på spil end én mands karakter.

Helt uagtet de interne opgør der har været og vil vedblive at være mellem aktørerne på narkotikamarkeder, er der meget der tyder på, at den samlede virkning af Silk Road og lignende børser har været positiv. Måske ikke sammenlignet med en ideel verden, hvor der intet misbrug findes, men sammenlignet med den vi faktisk lever i — temmelig klart. Skadesreduktionen er resultat af bedre information om produkter, mindsket behov for direkte kontakt med hårde gademiljøer, og muligheden for at sanktionere uærlige sælgere (Buxton & Bingham 2015):

“[A]nonymised user forums and online chat rooms encourage and facilitate information sharing about drug purchases and drug effects, representing a novel form of harm reduction for drug users and an entry point for drug support services.

Forbrugersikkerhedsorganisationen Digital Citizens Alliance, som er imod sortbørshandel med narkotika, giver i en nylig rapport en oversigt over forskellige børser på the Darknet. The Economist har været så venlige at illustrere dem:

Dark markets 2015

Billede via The Economist.

Børsen forgår, nichen består. Som rapportens forsfattere skriver:

Approximately 13,648 listings for drugs are now available on Silk Road compared to the 13,000 that were listed shortly before the FBI arrested Ulbricht and shut down the site. In comparison, Silk Road’s closest competitor, Agora, has just roughly 7,400 drug listings.

There is significantly more competition today than when the original Silk Road was seized. Silk Road 2.0 currently contains 5% more listings for drugs than its predecessor held at the time of its seizure. By comparison, the Darknet drug economy as a whole contains 75% more listings for drugs.

Ross Ulbricht kommer til at afsone sammen med omkring 300.000 mennesker, som er fængslede som led i narkotikabekæmpelsen i USA. Hans og det første Silk Roads historie er bare sidste kapitel i den snart 45-år gamle War on Drugs, som efter et hvert tænkeligt mål må siges at være en udelt, total og vedvarende fiasko.

Som bekendt er den væsentligste årsag til narkorelateret vold at de involverede parter ikke har adgang til gængse konflikthåndteringsredskaber. Der er ikke junglelov; dertil er det alt for regelstyret og institutionaliseret (Skarbek 2011). Det fritager på ingen måde Ulbricht for ansvar, men det betyder dog, at man ikke skal gøre sig de store forventninger om at dommen over ham eller lignende aktører kommer til at gøre nogen forskel.

Skarbek, David (2011): “Governance and Street Gangs,” American Political Science Review (105)

Buxton, Julia and Bingham (2015): “The rise and challenge of dark net drug markets,” Global Drug Policy Observatory, Swansea

Digital Citizens Alliance (2015): “Busted, but not broken. The state of Silk Road and the Darknet Marketplaces” samt opfølgning.

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 11. august 2014. 4 svar

For nylig offentliggjorde Liberal Alliances sit bud på en ny socialpolitik. Her foreslog man blandt andet afkriminalisering af narkotika til eget forbrug. Af den efterfølgende omtale i medierne er det tydeligt, at begreberne legalisering og afkriminalisering ofte blandes sammen. Stort set alle avisartikler om udspillet skrev om legalisering, og Sophie Løhde talte om “heroin i skolegården“. Men legalisering og afkriminalisering er bestemt ikke det samme.

Afkriminalisering er først og fremmest et sundheds- og socialpolitisk tiltag. Egentlig legalisering er derimod, ud over at være drevet af en grundlæggende liberalistisk funderet frihedsdagsorden, baseret på økonomisk rationelle argumenter.

Både afkriminalisering og selvfølgelig legalisering er naturligvis begge et opgør med forestillingen om, at man kan bekæmpe og ultimativt udrydde brug og misbrug af en række rusmidler ved hjælp af straffelov, politi og i visse lande militærindsats.

Det viser de seneste 50 år ikke er muligt.

Fortalerne for fortsat kriminalisering vil formentlig omvendt fremhæve, at det måske ikke er muligt at komme problemet til livs, men at kriminaliseringen har begrænset omfanget af stof(mis)brug. Det er der bare intet belæg for. Som jeg har skrevet om før, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem graden af kriminalisering, samt brug af magt og tvang, og omfanget af stofmisbrug.

Sverige og Portugal, som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik, har overordnet set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland, som traditionelt har holdt sig tilbage med kriminalisering, også i forbindelse med hårde stoffer.

Baggrunden for Liberal Alliances forslag om afkriminalisering, som jeg skrev om i et indlæg sammen med Joachim B. Olsen i Berlingske Tidende i lørdags, er samme erkendelse, som man gjorde i Portugal omkring årtusidendeskiftet.

Portugals reformer.

Portugal gennemførte man i slutningen af 1990erne en drastisk omlægning af den førte narkotikapolitik, omsat i lovgivning, med virkning fra 2001.

Baggrunden var at portugiserne selv opfattede problemerne med stofmisbrug, som det væsentligste politiske problem i anden halvdel af 1990erne (ifølge en måling foretaget af Eurobarometer). Målt på andel af befolkningen var (og er) Portugal interessant nok blandt de lande i EU med det laveste forbrug. Målt på problematisk forbrug, og ikke mindst brugen af heroin lå man dog højt. Kun England og Wales lå højere. Samtidig var der en direkte kobling mellem AIDS og misbrugsproblemerne, som udgjorde 60 procent af af alle registrerede tilfælde.

I stedet for blot at “udvise handlekraft”, stramme lovgivningen og yderligere kriminalisere, som VK(O) regeringen senere gjorde herhjemme i 2004, nedsatte man i 1998 et ekspertudvalg bestående af bl.a. læger, psykologer, psykiatere, jurister og NGO og bad dem komme med et forslag til en ny narkotikapolitik. Rapporten kom til at danne baggrund for den politik, der i dag omtales som den portugisiske model.

Den indebærer bl.a. nedsættelse af særlige “afskrækkelses kommisioner”, som stofbrugeren henvises til ved pågribelse af politiet. Hvis man ikke møder op, kan det resultere i bøder, fratagelse af kørekort, samfundstjeneste mv. I førstegangstilfælde vil der blot blive tale om en samtale. I gentagelsestilfælde kan der dog blive tale om bøder, typisk 30-40 euro, samfundstjeneste, tvungen terapi, fradrag i sociale ydelser osv. Dette gælder for personer som ikke bliver vurderet til at være afhængige stofmisbrugere. Vurderes man til at være decideret afhængig misbruger gives der ikke bøder eller andre sanktioner, og kommisionens arbejde fokuserer udelukkende på at motivere vedkommende til at komme i behandling for sit misbrug. For en god og omfattende gennemgang af den portugisiske lovgivning, anbefales kraftigt at man læser “Drug Policy in Portugal – The Benefits of Decriminalizing Drug Use“.

606x606_portugal-graphic-1

Kilde: Euronews

Som det fremgår er der altså (desværre) ikke tale om noget der bare nærmer sig legalisering. Og når f. eks. tyske Spiegel i en artikel sidste år skriver om at man kan have et gram heroin på sig uden risiko for at få det beslaglagt er det ikke korrekt.

Samtidig med afkriminaliseringen har man ud over at styrke informationsindsatsen også iværksat en lang række skadesbegrænsende tiltag, som bl.a. uddeling af rene kanyler, ambulant medicinsk behandling, indragelse af NGOere til at komme i kontakt med stofmisbrugerne m.m.

For yderligere information om “afkriminaliserings” tiltag i andre lande, vil jeg anbefale man læser engelske “Releace” hjemmesider.

Siden reformeringen af Portugals narkotikapolitik for 13 år siden, kan man konstatere at:

Antallet af problemtiske brugere ( defineret som personer der har et jævnligt forbrug af “hårde stoffer” og brugere der indtager deres stof intravenøst)  er halveret fra anslået 100.000 i 2001 til ca. 50.000, mens antallet i behandling er steget voldsomt.

Samtidig er antallet af nye AIDS tilfælde faldet drastisk og den gennemsnitlige debut alder for førstegangsbrugere er steget en smule. Der har ikke været den frygtede vækst i antallet af brugere, og for problembrugere er tallet som nævnt faldet drastisk. I hvilken udstrækning dette fald skal tilskrives den nye politik er omdiskuteret.

I forhold til frygten blandt mange modstanderne af afkriminalisering, for en eksplosion i forbruget, er det en meget væsentlig pointe. Samtidig er sundhedstilstanden hos problembrugere forbedret. Ud over færre AIDS tilfælde er også hyppigheden af Hepatitis C faldet, som man ikke kan vaccineres mod, faldet.

Afkriminalisering i forhold til legalisering

Mens afkriminaliseringen tydeligvis har haft positive effekter for helbredstilstanden hos problembrugere og bidrager til at flere kommer i behandling, uden en stigning i forbruget, er der dog en række problemer, som efterlades uløste.

Hvis politiet undlader at beslaglægge narkomaners stof til eget forbrug, må det forventes at mindske berigelseskriminaliteten.  Narkomanen vil jo ofte begå ny kriminalitet for at købe nyt stof til erstatning for det beslaglagte. Det samme vil gælde i den udstrækning narkomanerne kommer i medicinsk behandling, og således ikke har behov for at købe heroin mv..

Alt andet lige, må omsætningen på det illegale marked forventes at påvirkes negativt i takt med at behandlingen af stofmisbrugere udvides. Men med mindre man går så radikalt til værks, at man ligefrem konsekvent forsyner en relativt stor del af misbrugerne med stoffer, vil effekten næppe være af et omgang, således at det for alvor underminerer indtjeningsmulighederne.

Det er da heller ikke muligt at aflæse nogen effekt på priserne i Portugal qua skiftet i narkotikapolitik, nå man sammenligner med andre lande.

Problemets kerne er selvfølgelig, at afkriminalisering stort set ikke påvirker udbudssiden. Det indebærer, at :

  • Man har ikke mulighed for at regulere adgangen til stofferne.
  • Man har ingen mulighed for at sikre kvaliteten af de udbudte stoffer.
  • Man rammer ikke de terrororganisationer og kriminelle bander som står bag salget af illegale rusmidler.
  • Der er kun en begrænset effekt på berigelses- og voldskriminalitet.

Ønsker man bedre kontrol med adgangen til de illegale stoffer, reducere den kriminalitet (både i form af vold og korruption), der udspringer af at illegale rusmidler er et ekstremt profitabelt forretningsområde, effektivt reducere de offentlige omkostninger, både i sundhedssektoren og indenfor politiet samt rets- og fængselsvæsenet, er der ingen vej udenom at tale om legalisering. Og ved legalisering menes etablering af et egentlig (reguleret) legalt marked på linje med allerede eksisterende legale markeder for lovlige rusmidler.

Som The Economist, der i årtier har argumenteret for legalisering- også af andre stoffer end cannabis, gør opmærksom på:

Decriminalisation may be a useful first step towards a saner approach to drugs. Battling a fearsome murder rate, Jamaica’s police surely have better things to do than arrest people for getting high. In any case, sending drug users to jail is usually an expensive waste of time. But decriminalisation’s flaw is that it does nothing to undermine the criminal monopoly on the multi-billion-dollar drugs industry. The decriminalised cocaine consumed without criminal consequences in Portugal is still supplied by the gangs who cut off heads in Colombia. Only legalisation takes the business out of the hands of the mafia. Jamaica’s plan to decriminalise ganja is good news for the people who harmlessly smoke it. But unless it is followed up eventually by legalisation, there is a danger that it is also good news for the violent crooks who sell it.

Af samme grund fastholder undertegnede naturligvis, i lighed med Economist, Milton Friedman, Mary O’Grady fra Wall Street Journal, Colombias nuværende præsident, Manual Santos, for blot at nævne nogle få, at legalisering i sidste ende er den eneste rationelle og menneskevenlige tilgang til narkotikaområdet.

Men vurderet i forhold til den nuværende kriminalisering er afkriminalisering naturligvis et klart fremskridt, som alle bør byde velkommen. Selv om de positive effekter er begrænsede i forhold til en egentlig legalisering, er de signifikante. Ikke mindst i forhold til at bedre levevilkårene for nogle af samfundets absolut mest marginaliserede mennesker, nemlig stiknarkomanerne. Gevinster som erfaringerne fra bl.a. Portugal viser, ikke sker på bekostning af et stigende antal misbrugere, snarere tværtimod.

Efterskrift:

Jeg har i denne post undladt at indrage erfaringerne fra egentlig legalisering af cannabis, som vi bl.a. ser det i Colorado. Indtil videre er der intet som tyder på øget forbrug, men givet at det først har været legalt siden årsskiftet, er erfaringerne utilstrækkelige til, at man kan komme med mere håndfaste konklusioner. På den anden side er det klart, at de erfaringer man gør sig der, og i Washington samt Uruguay, vil have stor betydning for den fremtidige debat også herhjemme.

Endelig kan man pege på, at Liberal Alliances udspil ikke ændrer ved partiets holdning til, at cannabis bør legaliseres. Her er man forøvrigt på linje med “The Global Commision on Drug Policy” anbefalinger. De går dog videre og anbefaler også legalisering af Ecstasy og cocablade.

 

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Af Niels Westy, den 17. juli 2012. 2 svar

Det sker vist ikke ofte vi her på bloggen henviser til Ekstrabladet, men en gang skal jo være den første. Hele dagen i dag har der for gud ved hvilken gang kørt en historie rundt i medierne omkring politiets manglende evne til at servicere borgerne. For gud ved hvilken gang anfører politiet til sit forsvar, at man er nød til at prioritere, eller som en politimand udtaler til Ekstrabladet:

Der er tidspunkter, hvor der fra borgernes side er et klart behov for at få hjælp fra politiet, men hvor vi simpelthen ikke har mulighederne som tingene er i dag,

og henviser direkte til indsatsen mod banderne – hvis eksistens og magt som bekendt primært er baseret på deres indtægter fra salg af narkotika.

Der er naturligvis ikke noget nyt under solen. I 1990erne hvde vi præcist sammen problem og politiet gav præcist samme svar. Det er imponerende – og beskæmmende – at det åbenbart fortsat ikke er gået op for de ansvarlige politikere. Vi har aldrig haft så mange betjente, og vi har vel aldrig- hvis man ser bort fra en kort periode under anden verdenskrig – haft så ringe service.

Se http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1792844.ece

 

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

Af Niels Westy, den 15. januar 2012. 1 svar

Selv om den danske narkotikadebat er langt efter den i USA, hvor der efterhånden er en betydelig skare af hvad der almindeligvis opfattes som respektable borgere, som i klar tale udtaler sig til fordel for fuld eller delvis legalisering af narkotika for slet ikke at nævne rækken af gode konservative aviser og tidskrifter (Finansiel Times, The Economist og Wall Street Journal), fylder emnet mere i medierne i dag end for bare få år tilbage. Jeg har i en tidligere blog henvist til en Agenda udsendelse på P1 i efteråret 2011.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

 

P1 Agenda om legalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 23. oktober 2011. 4 svar

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg mere end en gang skrevet om og argumenteret for at man bør gennemføre narkotikapolitiske reformer, helst med en eller anden form for legalisering som det endelige mål. Se bl.a. her, her og her.

Et af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden, er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en timelang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debattør og foredragsholder. Dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker :-)).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. Forbuds-politikken starter langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  “Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som primært må tage den tvivlsomme ære på sig.

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Af Niels Westy, den 2. juni 2011. 2 svar

Som jeg skrev i en klumme på 180grader og et indlæg her på bloggen for et par dage siden, var der en rapport fra “The Global Commision On Drug Policy” på vej. Rapporten er nu offentliggjort og kan læses her.

Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).

Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies

Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.

  1. Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
  2. Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
  3. Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
  4. Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
  5. Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
  6. Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
  7. Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
  8. Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
  9. Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
  10. The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
  11. Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.

Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.

Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.

Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed

Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.

Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.

Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.

Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.

Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.

Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.

Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.

Hvem står bag rapporten?:

  • Asma Jahangir, human rights activist, former  UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
  • Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
  • César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
  • Fernando Henrique Cardoso, former President of  Brazil (chair)
  • George Papandreou, Prime Minister of Greece
  • George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
  • Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
  • John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
  • Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
  • Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
  • Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
  • Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
  • Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
  • Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
  • Paul Volcker, former Chairman of the United States  Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
  • Richard Branson, entrepreneur, advocate for  social causes, founder of the Virgin Group, co-founder  of The Elders, United Kingdom
  • Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and  Minister of Home Affairs
  • Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway

Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:

  • Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law  Reform Foundation www.adlrf.org.au
  • Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
  • Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
  • Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net

 

En ny narkotikapolitik

Af Niels Westy, den 30. maj 2011. 6 svar

Jeg har i dag en klumme i 180grader på baggrund af en rapport der offentliggøres i den kommende uge af Global Commision on Drugs Policy. Bag rapporten står bl. a. en række højt profilerede politikere, inklusiv tidligere præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz samt tidligere generalsekretør for FN, Kofi Annan.

Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader 🙂

Derimod vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de rapporter, der ligger til grund for den endelige rapport, der er et opgør med den hidtidige forbudspolitik –The Drug Trade: The Politicization of Criminals and The Criminalizations of Politicians, skrevet at den tidligere chefredaktør for det ansete tidsskrift Foreign Policy magazine, Moisés Naím.

I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:

The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society

Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.

Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:

The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America

Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder.   den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.

Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.

Et forbud, der dræber

Af Niels Westy, den 18. marts 2011. 18 svar

Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau. Læs resten →

Lars dilemma

Af Niels Westy, den 13. juni 2010. 10 svar

SM113~Chief-Wiggum-PostersEfter at Lars Kragh Andersen for nylig på 180grader skrev et indlæg, hvori han gjorde rede for, at han som politibetjent, ikke havde tænkt sig at bekæmpe narkotika, har sagen fået en del omtale. Foreløbig er det endt med at Lars har taget orlov fra politiet i et år. Forargelsen har været stor, for hvad ligner det? Tænk sig, en politimand der ikke vil bruge sin tid på at forfølge borgere, bare fordi deres kriminalitet først og fremmest går ud over dem selv, hvad bliver ikke det næste?. Lars er udmærket selv klar over dilemmaet, for som han skriver;

Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Læs resten →

Gary E. Johnson for president 2012 – er han Ron Pauls afløser?

Af Niels Westy, den 20. november 2009. Skriv et svar

Da jeg var i New Mexico for nylig holdt Gary E. Johnson (R) afslutningstalen på “International Drug Policy reform Conference”. Gary E. Johnson er tidligere guvernør i New Mexico (1995-2003), en stat der ellers er demokratisk domineret i styrkeforholdet 2:1. Johnson er libertarianer og der er gode muligheder for, at det bliver ham der skal føre den libertarianske stafet videre efter Ron Paul, der har rundet de 74 somre.

Og Johnson er ikke noget dårligt bud på en afløser, tværtimod. Han er måske ikke en stor taler på linie med Obama, men alt efter hvordan temperaturen er på amerikansk økonomi i 2012, kan det måske ligefrem være en fordel. Til gengæld har han masser af integritet  – og humor – og en umanerlig god trackrecord fra sin tid som guvernør.

Læs resten →

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

Af Niels Westy, den 8. november 2009. 4 svar

I den kommende uge afholdes der igen “International Drug Policy Reform Conference” i Albuquerque, New Mexico. Konferencen afholdes hvert andet år og har deltagere fra hele verden. I år er undertegnede inviteret til at deltage i et panel af økonomer. Under overskriften “Economic Analysis of the Global Drug Prohibition Regimes” skal vi bl.a. tale om “Why the U.S. and other countries continue to implement drug policies that do not reflect their long-term economic interests? What are the challenges of conducting economic analysis of such a politicized topic?  And what implications does the current economic crisis have for the future of global drug policy?”.

Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA,  Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .

Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig,  at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?

“Forebyggelse” i 30ernes USA

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Yg5QER6vYMY[/youtube]

Læs resten →