Tag-arkiv: Peru

Alberto Fujimori – en kompleks arv

Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2024. Skriv et svar

For en uge siden døde Perus tidligere præsident Alberto Fujimori, 86 år gammel. Der er ingen tvivl om, at han prægede sit land på flere måder, men ikke alle var lige positive. Fujimori er dermed et meget klart eksempel på, hvordan man kan komme i alvorligt stormvejr, når man skriver nekrologer eller i andre fora vurderer politikeres gerning.

Lad os tage det positive først. Alberto Ken’ya Fujimori blev født til japanske forældre i Lima i 1938. Han studerede til landbrugsingeniør ved Universidad Nacional Agraria La Molina, hvor han var en stjernestuderende, der fortsatte til fysiskstudiet på universitetet i Strasbourg, og fik et Ford scholarship til University of Wisconsin, hvor han tog en Master’s i matematik. Hjemme i Peru blev han rektor for Universidad Nacional Agraria, og vært for at politisk tv-show.

Fujimori stillede op til præsidentvalget i 1990 og vandt til de flestes overraskelse over forfatteren Mario Vargas Llosa. Hans første præsidentperiode skulle blive hans stjernestund, da hann kort efter valget begyndte at implementere en lang række liberaliserende reformer. Da Fujimori overtog præsidentembedet, var inflationen toppet på 7000 procent og økonomien var i frit fald. Men som figuren nedenfor klart viser, rettede de gennemgribende reformer – som hans modstandere forarget kaldte ‘neoliberale’ – op på økonomien og satte Peru på en vækststi, der var parallel med nabolandet Chiles. Fra en absolut bund under recessionen omkring 1990, hvor Perus levestandard var halvdelen af Sydamerikas gennemsnit, er Peru i de seneste år vokset til at have praktisk taget samme levestandard som resten af kontintet. Og væksten ser ud til at fortsætte, mens fattigdommen falder stærkt. Peru er idag en vækstøkonomi med relativt åbne markeder, en begrænset stat, og social stabilitet da Fujimori også stod for at nedkæmpe de marxistiske terrororganisationer Tupac Amaru og den Lysende Sti.

Men der er en anden side af Fujimoris arv! I foråret 1992 udførte han et såkaldt autogolpe ved at opløse han Kongressen, udskrive valg til en forfatningskongres, og indføre en ny forfatning året efter. Fujimori forblev populær, selvom han de facto var civil diktator og historier om korruption og magtmisbrug dukkede op i de medier, han forsøgte at kontrollere. Det hele kulminerede i april-maj 2000 ved præsidentvalget, som Fujimori stillede op til, på trods af at hans egen forfatning forbød en tredje valgperiode. Hans reaktion på kritik fra Højesteret var at fyre dommerne. Men efter valget dukkede der optagelser op Fujimoris sikkerhedschef Vladimiro Montesinos, der bestak oppositionspolitikeren Albert Kouri til at skifte parti. Herefter væltede skeletterne ud af skabet, inklusive Fujimoris kontakt til de paramilitære dødspatrulje Grupo Colina under Perus efterretningstjeneste, og han flygtede i november til Japan.

Her ligger paradokset: Hvordan vurderer man Alberto Fujimoris arv? Manden startede som en indsigtsfuld politisk kommentator og gennemførte som præsident en række reformer, som Perus borgere stadig har enorm gavn af. Samme mand var korrupt, diktatorisk, og bidrog som de facto diktator til alvorlige brud på menneskerettighederne. Fujimori er derfor ligeså kompleks og svær at vurdere, som Jerry Rawlings i Ghana, Augusto Pinochet i Chile, eller Konstantin Päts i mellemkrigstidens Estland. De passer ikke ind i et simpelt sort-hvidt billede, som journalister ofte foretrækker, eller tidens præference for rene helte.

Peru’s expræsident Alan Garcia laver en “Getulio Vargas” og skyder sig selv.

Af Niels Westy, den 18. april 2019. Skriv et svar

Alan Garcia, tidligere peruviansk præsident i to perioder, døde onsdag den 17. april efter at have skudt sig selv i hovedet. Alan Garcia forsøgte at tage sit eget liv efter at være blevet opsøgt at peruviansk politi ankom til hans hjem i Lima, for at arrestere ham i forbindelse med anklager om bl. a. bestikkelse fra det brasilianske multinationale
entreprenørfirma Odebrecht. Garcia døde få timer senere på et hospital i Lima.

Den 69-årige Garcia var præsident i Peru i to perioder. Første gang fra 1985 til 1990, hvor han stor for en venstrepopulitisk politik, som endte med at landets økonomi brød sammen og en hyperinflation på 10.000 procent om måneden, mens den maoistiske terrorgruppe, “den lysende sti”, hærgede.

I 2006 blev Garcia igen valgt til præsident, denne gang på en centrum-højre og markedsorienteret platform. I modsætning til hans første valgperiode i 1980erne, var denne periode præget af høj vækst, godt hjulpet til af råvareboomet i nullerne.

Kilde: Penn World Tables

Som det fremgår af ovenstående graf over BNP per indbygger i perioden 1950-2017, var Peru i årtier præget af relativ lav og ustabil vækst. Det økonomiske sammenbrud i slutningen af 1980erne var således kulminationen af årtiers ringe økonomiske udvikling og fejlslagen økonomisk politik, nationaliseringer af bl. a. minedrift og bankvæsen og planøkonomisk tilgang.

BNP per indbygger var i starten af 1990erne således ikke højere end i midten af 1960erne og markerede 20 års tilstand i produktivitetsudviklingen.

Mellem Alan Garcia’s første og anden periode som præsident, gennemførtes der så gennemgribende markedsreformer, og Peru fik en ny – og ganske glimrende – forfatning, hvilket vi tidligere har omtalt.

Det var således et helt andet og hastigt voksende Peru, som Alan Garcia blev præsident for i 2006. Og det er i netop denne valgperiode, man finder årsagen til at politiet onsdag mødte frem for at arrestere ham. I søndags aftalte Brasilianske Odebrecht således at dele oplysninger med de Peruvianske myndigheder og deres omfattende bestikkelse af ledende politikere i landet. Hermed var løbet kørt for Alan Garcia, som altså foretrak at tage sit eget liv, frem for (formentlig) at risikere en længere fængselsstraf.

Garcia’s selvmord minder således en del om da den daværende præsident, og landsfader, Getulio Vargas, i 1954 valgte at tage sit eget liv efter anklager om at være involveret i et attentatforsøg på en politisk modstander.

At Alan Garcia er anklaget for korruption er dog ikke noget særtilfælde – tværtimod. Alan Garcias afløser i 1989, Alberto Fujimori blev senere idømt 25 års fængsel. Alejandro Toledo, som Garcia afløst i 2006, opholder sig i USA, hvorfra de Peruvianske myndigheder kræver ham udlveret til retsforfølgelse. Garcia’s afløser, Ollanta Humala (og hans kone), er også anklaget for at have modtaget bestikkelse fra Odebrecht, og var varetægtsfængslet i 11 måneder fra juli 2017 og frem, mens Humala’s afløser Pedro Pablo Kuczynski måtte træde tilbage i december 2017 og også er under anklage.

Hvad man kan og skal glæde sig over, lige som tilfældet er i Brasilien – er selvfølgelig at man nu om dage, i modsætning til tidligere, rent faktisk går efter og får dømt korrupte politiske ledere.

Og så kan Peruvianerne, i modsætning til Brasilianerne måske finde glæde i at den økonomisek udvikling, efter regionale forhold, faktisk er rigtig rigtig fornuftig. Det kan man så takke reformerne og forfatningsændringerne i 190erne for.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Af Niels Westy, den 24. januar 2018. Skriv et svar

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk frieste. For mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl“.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Af Niels Westy, den 17. september 2017. Skriv et svar

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

Af Niels Westy, den 16. marts 2013. 3 svar

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd.  F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

  • Man har opnået betydelig økonomisk vækst
  • Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

  • Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
  • Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med  fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

  • Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
  •  Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

  • Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
  • Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico

Af Niels Westy, den 10. juni 2012. 2 svar

I forlængelse af Christians indlæg om “Sydamerikas tigre”, Chile, Peru og Colombia, er det værd at medtaage, at de 3 lande i sidste uge indgik en økonomisk alliance (ikke ulig EUs indre marked) med Mexico, Aliança do Pacífico, som i den grad skal tages alvorlig.

Med ca. 215 mio indbyggere står Mexico, Chile, Colombia og Peru for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer. Der er tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året, mens Colombia for nylig indgik en frihandelsaftale med USA, som forventes at øge væksten i BNP med 1 procent allerede i indeværende år og netto skabe 300.000 nye arbejdspladser.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p0EMtWVlyvQ[/youtube]

(Telesur er en statsejet Venezuelansk TV-station)

Læs mere på Americas.