Der er mange meninger om Lars Løkke Rasmussen, der forleden dag – endeligt, ville nogen sige – gik af som Venstres formand. Der er næppe tvivl om, at han har været en af sin generations dygtigste politikere, når fokus er på det politiske spil, at bevare magte, og at producere politiske resultater. Om Løkke har været en god formand for Venstre og en god statsminister for Danmark kan man derimod diskutere. Min holdning er ret klar: At han i mange år var en god formand for Venstre, men at han også har en del af skylden for, at Danmark langsomt, men sikkert, er sakket agterud for vores nabolande. Han har fra en økonomisk vinkel – i min optik – været en ekstraordinært dygtig kustode i et socialdemokratisk velfærdsstatsmuseum.

Det er dog ikke en pointe, vi forfølger i dag, hvor fokus mere er på, hvad Løkke reflekterer i dansk politik. Han tweetede således sent fredag nat, at han forlod formandsposten for at bevare sin ”selvrespekt”. Særligt én del af tweeten var værd at lægge mærke til, idet han refererede til ” den politiske linje, jeg har lagt” og som han mente, andre kræfter forhindrede ham i at få diskuteret i partiets top. Som Kristian Jensen meget præcist formulerede det, måtte hovedbestyrelsen tage stilling til, om man havde et parti med en formand, eller en formand med et parti. Jensens position var ganske klar, at problemet lå i at Venstre havde udviklet sig til det sidste med Løkke som en formand med næsten Orbán-agtig status.

En måde at få mening med den mærkelige situation i Venstre er derfor at tolke den som udtryk for, at Løkke ikke blot havde mistet sit politiske kompas, men i høj grad også sit organisatoriske kompas. I ethvert moderne, demokratisk parti tegner formanden naturligvis den politiske linje udadtil, men det er ikke ham eller hende, der bestemmer den: Formanden repræsenterer partiets politik og politiske holdninger. Det virker som om, at Løkke enten havde glemt eller ikke længere ville acceptere denne demokratiske normaltilstand.

Og det er netop den situation, der bringer mig til dagens spørgsmål: Hvad er det, man socialiserer unge mennesker til i dansk ungdomspolitik? Grunden er, at dansk politik og danskerne kan få et reelt problem på sigt, hvis de nuværende unge politikere og den næste generation socialiseres til at blive ligesom Lars Løkke. Mens man kunne mene, at det er et fiktivt problem, fortæller min erfaring mig, at det ikke er. jeg har de seneste år holdt en række oplæg for ungdomspolitiske organisationer, inklusive DSU, RU, KU, VU og LAU. Og mens det plejer at være hyggeligt og ganske fredeligt, møder man næsten altid en række unge, der ikke blot udtrykker en vilje til magt, og taler om situationen når ’de bestemmer’.

Det er tydeligt for mig, at mange af dem føler alt de har en ret til magt. De ender derfor i den samme dybe misforståelse som har præget en del af Lars Løkkes adfærd de senere år. På engelsk skelner man mellem ’to govern’ og ’to rule’, mens man på dansk simpelthen taler om at regere. I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. Og heri ligger problemet: Løkke har opført sig som en, der troede han var – og havde ret til at være – en ’ruler’. Hvis man ikke i ungdomspartierne sørger for at rydde ud og socialisere den næste generation potentielle politikere til at se forskellen, og at opføre sig ydmygt overfor den magt de har, og den indflydelse de ikke har ret til, skaber man bare flere små Løkker in spe. De må vide, at det danske demokratier og danske partier ikke bør have plads til folk, der opfører sig som Victor Orbán, Nicolás Maduro, eller 2019-udgaven af Lars Løkke.