”Omkostningssyge” kalder Tyler Cowen det for, at de amerikanske priser på bl.a. sundhedsydelser og uddannelse stiger eksplosivt. Men hvordan ser det egentlig ud herhjemme? Hvad stiger og falder særlig bemærkelsesværdigt i pris?

Den absolutte højdespringer er prisen på porto, som er næsten firedoblet på 15 år (en stigning på 284,6 pct.). Til sammenligning er det almindelige prisniveau steget med 29,8 pct. Her er det priserne uden afgifter, de såkaldte nettopriser, vi ser på. Andre højdespringere er vand, flydende brændsler, uddannelse, bøger og aviser samt kombineret persontransport, der er blevet omtrent fordoblet i pris siden 2002.

I den modsatte ende ligger en gruppe af varer og tjenester, som falder kraftigt i pris. Tele- og IT-udstyr koster omkring en tiendedel af, hvad det kostede for femten år siden. Radio-, TV- og fotoudstyr er blevet meget billigere. Kommunikation, medicinsk udstyr og medicin hører også til gruppen med faldende priser, ligesom tøj og interessant nok også flyrejser, selv om brændstofferne er blevet dyrere.

Se selv figurerne nedenfor, hvor jeg har opgjort den nominelle stigning for de elementer i nettoprisindekset, som er steget mest (de blå søjler). Til sammenligning viser de røde søjler de elementer, som direkte er faldet i pris. Der er ikke korrigeret for inflation i nogen af tilfældene.

Største prishop (pct. 2002-2017)

Største prisfald (pct. 2002-2017)

Figurerne viser de finest opdelte underkategorier. Desværre er en hovedkategori som ”uddannelse” ikke yderligere underopdelt, når man kigger 15 år tilbage.

Hvis man ser på figurerne og udviklingen i nettoprisindekset generelt, er der nogle punkter, som springer i øjnene.

For det første har vi også en ”omkostningssyge”. Det er bl.a. en række regulerede sektorer, som har store prisstigninger: Postvæsen, vand og transport. Man kan ikke direkte sammenligne med Cowens amerikanske omkostningssyge, fordi uddannelse og sundhedsydelser er offentligt leverede gratisydelser og altså ikke indgår i nettoprisindekset. De prissatte uddannelsesydelser ligger dog også blandt højdespringerne i Danmark. Samtidig er sundhedsudgifter den offentlige udgiftskategori, som er vokset mest siden 2002 – med næsten 73 pct. (hvori dog både indgår pris- og mængdestigninger).

For det andet stiger serviceydelser mere i pris end varer. Det understreger, at den generelt langsomme produktivitetsudvikling i Danmark især hænger sammen med udfordringer i servicesektoren.

For det tredje er det tydeligt, at globaliseringen spiller en afgørende rolle for den stigende levestandard, som vi i høj grad kan importere os til. Moores lov, som indebærer, at prisen på datakapacitet halveres hvert 18. måned, er stadig i kraft og afspejler sig i brat faldende omkostninger på IT og elektronisk udstyr. Prisen på tøj falder takket være en skærpet international arbejdsdeling. Og som sagt er flypriserne faldende trods øgede brændstofomkostninger, takket være den skærpede konkurrence i luftfarten.

I sidste ende er det vigtigste ikke størrelsen af ens indkomst, men hvad man kan købe for den. Hvad er der af politikhåndtag til at gøre købekraften størst mulig? Gevinsterne ved deregulering er tydelig i de historiske tal. Og på samme måde som flyrejser er blevet billigere af historiske dereguleringer og øget konkurrence til statslige selskaber som SAS, kunne reel deregulering af taxabranchen få gjort noget hyrevognspriserne. Deregulering og skærpet konkurrence blandt forsyningsselskaber kunne skabe gevinster på samme måde som dereguleringen af telesektoren har skabt billigere priser og bedre produkter dér. Også i brancher som den finansielle sektor og byggebranchen er der et potentiale ved en mindre hård reguleringsbyrde.

Samtidig taler tallene er meget tydeligt sprog om betydningen af globalisering: Dvs. af international arbejdsdeling og teknologisk udvikling baseret på fri handel.

Politiske set burde det ligge på den flade hånd at give vælgerne højest mulig levestandard ved at sikre lavest mulige priser og størst mulig konkurrence. Men som bl.a. Trumps protektionisme og S-DF-alliancen mod Uber viser, kan små koncentrerede særinteresser være mere velorganiseret end den brede forbrugerinteresser.