Danmark har ondt i ligestillingen. Sådan lyder budskabet i en artikel bragt i Politiken gårsdags dato. Artiklen bygger på EU-rapporten “Kvinder og ligestilling”, der giver Danmark en absolut bundplacering, når det gælder det fagre køns andel af de samlede tekniske forskerstillinger.

Kamma Langberg, der er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, efterlyser i artiklen en langt mere direkte ligestillingsindsats på det tekniske område. Med hendes egne ord:

“For tyve år siden troede vi, at der bare skulle uddannes flere kvindelige ph.d’ere. Dem har vi masser af i dag, men de kommer ikke videre op ad karrierestigen. Derfor må der stilles nogle krav til forskerverdenen. Jeg bryder mig ikke om at fastsætte en kvote. Men vi kunne sikre udviklingen ved at sige, at andelen af kvinder skal stige et par procent om året”.

I forlængelse heraf mener Kamma Langberg, at målet om en bedre kønsfordeling skal indarbejdes i universitetsledelsernes nye resultatkontrakter.

Når man møder sådanne udmeldinger, og det sker jo fra tid til anden, så er det altid værd at indkredse det bagvedliggende lighedsideal. For ligheden har to ansigter. Lighed for loven – den vestlige civilisations måske største historiske præstation – fører kun til lige muligheder. Den fører ikke til lige resultater. Tværtimod. Det samme udgangspunkt leder nødvendigvis til forskellige endestationer, fordi ikke to mennesker er ens, når det kommer til indsats, evner og ønsker. Anderledes kan det ikke være.

Eller kan det? De ulige resultater – de lige muligheder for at blive ulige – har gennem tiden fået mange røster til at afvise de lige muligheder i lighedens navn. Og afvise dem må man, hvis målet er den sammen endestation for alle. For kun ved at genindføre privilegier, denne gang af hensyn til ligheden og ikke forskelligheden, som tilfældet var i standssamfundene, kan man sikre sig, at resultater bliver gjort uafhængige af indsats, evner og ønsker. Den italienske politolog Giovanni Sartori har beskrevet det rammende:

“When ‘equal’ means ‘same’, then liberty constitutes, at a minimum, a disturbance. If we seek Gleichschaltung, likeness or uniformity, we must dislike diversity; and if we dislike diversity, we cannot appreciate freedom – except by being flagrantly inconsistent. Conversely, the freedom seeker will perceive equality as an expansion of his principle and, more precisely, as embodying rights of freedom. His formula is not ‘unequal opportunities to become equal’. To the freedom seeker there is as much injustice in enforcing sameness on what is different as there is in accepting hereditary inequalities. To equalize all in all is to create a situation as rife with privilege as the one that accepts inequality in all. His criterion is that unjustified equalities must be opposed as much, and for exactly the same reason, as unjustified inequalities”.

Det er værd at bemærke, at Kamma Langberg efterlyser lige resultater – med den dertil hørende affirmative action. En sådan genindførsel af juridiske privilegier bør få alarmklokkerne til at ringe. Det kan sagtens være, at der rent faktisk er et ligestillingsproblem, når det kommer til den tekniske forskning. Det er ganske rigtigt slående, at Danmark kommer sidst i den nævnte EU-rapport. Men hvor lige resultater bliver gjort til målestokken for retfærdighed (for det er vel ret beset det, ligestilling handler om), der må forskellighed, der jo følger af lige muligheder, nødvendigvis være uretfærdig. Og i en sådan situation er ensretning den eneste farbare kurs, moralsk set. Den sti bør vi altid vare os for at betræde. Lige muligheder er det bedste, vi kan gøre, hvis vi ønsker at være virkeligheden tro.