Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.