Uddannelse gør folk mere produktive. Vi har brug for mere økonomisk vækst, og produktivitet er den vigtigste kilde til vækst. Ligger det så ikke på den flade, at staten bør subsidiere uddannelse massivt – hvad den allerede gør – og måske endnu mere end i dag?

Det gør det faktisk ikke. Det kan virke overraskende. Men alt tyder på, at vi subsidierer højere uddannelse for meget.

At højere uddannelse øger produktiviteten er ikke i sig selv et argument for at subsidiere den. Det skyldes, at afkastet af den højere produktivitet tilfalder den studerende selv som højere løn senere i livet. Der er heller ikke argumenter for at subsidiere virksomheders investeringer i kapital, hvis afkastet tilfalder virksomheden.

Argumentet for at subsidiere uddannelse er derimod, hvis der findes et afkast, som tilfalder andre end den studerende selv. Er der så det? I runde tal finansierer staten en tredjedel af udgifterne til højere uddannelse (når man tager hensyn til, at de studerende betaler to tredjedele i form af lavere erhvervsindkomst, mens de studerer). Derfor skulle en tredjedel af afkastet tilfalde andre. Det er der meget dårlig evidens for. Faktisk er det overraskende så lidt, vi ved om det eksterne afkast.

I en ny analyse skrevet sammen med Nikolaj Vuticevski har jeg gennemgået den empiriske litteratur, og evidensen er som sagt sparsom. Langt fra nok til at begrunde de meget høje subsidier, særligt den danske stat betaler.

Analysen findes her. Og her findes en kronik, hvor jeg gennemgår hovedpointerne – og peger på det besynderlige i, at Reformkommissionen anbefaler at bruge de penge, man finder ved at omlægge SU på kandidatdelen til lån, til øgede taxametertilskud.